Tre fortællinger om kærlighed

To år efter afslutningen på et 22-årigt ægteskab var Herman klar til at give kærligheden en chance på ny. Skilsmissen havde været hård, og Herman havde fokuseret al sin energi på at sørge for sine to børn, Line og Rune. Men han tænkte også, at der måtte være en derude for ham og vidste, at det ikke skulle være en anden kvinde.

“Jeg tror altid, at min seksualitet har ligget i mig, jeg har nok bare ikke helt været klar over det. Men når jeg for eksempel var i svømme hallen, så var det mændene, jeg kiggede efter.”

På computeren i køkkenet fandt han en datingside for mænd. Her fandt han Benny, der ligesom Herman havde været i et konventionelt ægteskab og stiftet familie. De skrev frem og tilbage og aftalte at mødes. Herman var ikke klar til at fortælle sine børn, at han skrev med en anden mand, så når børnene kom ind i køkkenet, skyndte han sig at slukke skærmen.

“Jeg tænkte, det behøvede de ikke lige se, men jeg fandt så senere ud af, at de godt vidste, hvad jeg søgte.” Herman mødtes med Benny for første gang ved Egebjerg ved Horsens i øsende regnvejr, så de endte med at sidde i bilen og snakke.

“Jeg tænkte bare: ham kan jeg godt li’.”

Der gik ikke længe, før Benny begyndte at komme på besøg, og senere flyttede han også ind. Det er en helt ny tilværelse i familien, men børnene blev glade for Hermans nye kærlighed, og både familie, venner, naboer og kolleger var glade på de to mænds vegne. Lige på nær hans egen mor.

Hun ville ikke acceptere Benny og da slet ikke have ham i sit hjem.

“Min mor sagde, at Benny aldrig kom indenfor i hendes hjem. Der måtte jeg sige fint, hvis han ikke må det, så bliver jeg også udenfor. Jeg talte aldrig rigtigt med hende igen. Det var svært i en periode, men jeg ville jo være sammen med Benny.”

Og det har de været, siden de mødte hinanden for nu 20 år siden.

”Ann og jeg gik i børnehave sammen, skole sammen og blev studenter sammen. Hun var min livsledsager, og min verden gik i stå, da jeg mistede hende til kræft i 2023. Der var kun sorte skyer, og jeg havde det som en kryds og tværs, der var gættet. Der var ikke mere tilbage for mig.”

Sådan beskriver Bent Voldby tiden efter sin kones død. Alligevel fik han hanket op i sig selv og opsøgte en sorggruppe.

“Præsten fik mig til at se det liv, jeg sidder tilbage med. Fik mig til at se på min og Anns historie som en rød tråd og en blå tråd, der var flettet sammen igennem et langt kærlighedsliv. Nu er den røde tråd der ikke mere, men den blå er der stadig.”

Bent og Ann var gift, blev skilt, og fandt hinanden igen. Giftede sig på ny og nåede at holde kobber bryllup to gange. Bent viser et lille hjerte, han og Ann fik tatoveret på deres håndled, da de blev gift igen. Han havde ikke troet, at der ventede ham en ny kærligheds historie.

“Dorthe og jeg mødte hinanden i en sorggruppe og fandt ud af, at vi har fælles bekendte og samme historie. Dorthe har også mistet sin mand til kræft – hendes livs ledsager. Det var ikke kærlighed ved første blik, men der var en sær lig kemi. Som vi lærte hinanden at kende, kunne jeg mærke, at det her var en matchbold, jeg ikke måtte misse. Det var svært at give sig selv lov – kunne jeg være det bekendt? Men jeg ved, at Ann ønskede mig det bedste. Inden hun døde, sagde hun: ‘Du skal finde dig en kæreste, der er dig værdig’.”

Bent og Dorthe har været kærester i halvandet års tid nu, og livet virker til at være blevet et nyt kapitel, der folder sig ud dag for dag.

”Jeg nyder, når jeg vågner tidligt og kan lave morgenmad til Dorthe, og jeg gør noget ekstra ud af aftensmaden, når den er til to. Vi går i biografen og rejser sammen. Deler det, der gør ondt og gør godt. Engang, da vi var i domkirken i Berlin, tændte vi et lys hver for hinandens mistede ægtefælle. Vores historier og familier fletter sig sammen, men vi har stadig det tilbage, vi var i, før vi mødte hinanden.”

Bent håber, hans historie kan inspirere andre, så man ikke ender alene for andres skyld. Så man tør gribe det liv, der stadig er tilbage. Han bliver selv rørt, fordi historien rummer stor sorg og stor kærlighed flettet sammen. Og fordi han, som han siger, føler sig tæske-heldig over at have mødt Dorthe.

Efter 20 år sammen tog Jørn og Pias forhold en drastisk drejning. Pia udviklede Alzheimers og var nødt til at flytte på plejehjem. Selvom Jørn var frisk og ikke følte sig klar til at flytte på plejehjem, var han ikke i tvivl. Han ville flytte med hende.

“Jeg kunne ikke sige til Pia, at nu skal du bo her på plejehjemmet alene, og så tager jeg hjem i huset. Inden vi flyttede hertil, havde hun et stort behov for, at jeg var inden for husets fire vægge. Hvis jeg ikke flyttede med, tror jeg, hun ville føle sig meget ensom, så jeg var slet ikke i tvivl. Det var ikke en svær beslutning at flytte med hende.”

Jørn har måttet vænne sig til en ny hverdag på plejehjemmet, samtidig med at han hjælper med at tage sig af Pia. For at holde sig beskæftiget har han fået nogle småjobs på plejehjemmet. Han afleverer post til beboerne, hjælper til i køkkenet og dækker bord til frokost og aftensmad. Det hjælper ham med at få tankerne et andet sted hen, når det er svært.

“Jeg har jo et stort savn til den Pia var, inden hun blev syg.”

Men kærligheden til Pia er stadig intakt, og han er glad for livet på plejehjemmet og den nye tilværelse, de har skabt sammen.

“Vi har det faktisk ganske ud mærket. Det handler om at få det bedste ud af det, og vi kan stadig lave mange ting sammen. Vi tager til fællessang, dyrker motion og drikker kaffe med de andre beboere. Selvom vores forhold er anderledes nu, så føler jeg i allerhøjeste grad, vi stadig har et liv sammen.”

Selvom Pias sygdom har vendt op og ned på deres liv, så er deres forhold stadig fyldt med kærlighed.

“Det har givet os et endnu stær kere sammenhold, og jeg mærker, at vores kærlighed er dybere, end jeg egentlig troede. Jeg elsker stadig Pia, og jeg mærker stadig hendes kærlighed, når hun kysser mig om morgenen, siger hun har savnet mig, eller fortæller mig, at hun elsker mig.”