“Du må ud og være opsøgende”
Efter 53 år i udlandet er Anne Labrosse flyttet tilbage til Danmark, som hun forlod som ganske ung. Men er det “hjem”, hun er flyttet? For hvad definerer egentlig “hjem”? Det ved den 75-årige kvinde om nogen noget om med et halvt århundrede bag sig bosiddende på adresser over hele verden.
Tekst og foto: Jannie Lindberg Sundgaard og privat
“Elfenbenskysten er nok det mest eksotiske og anderledes sted, jeg har boet,” siger Anne Labrosse og ler. Hun har en smittende latter, og man føler sig straks godt tilpas i hendes selskab. Hun har inviteret på fransk frokost i sit hus i Løgten, for som hun siger: “Jeg elsker at lave mad til andre, og så kan vi snakke og hygge os, mens vi spiser.” Og sådan er Anne. Hun gør sig umage for at få det bedste ud af de muligheder, livet byder på.
“Jeg er en livsnyder. Man skal huske at nyde livet, for det er sundt at nyde,” slår Anne fast med et smil og bestemthed i stemmen.
En fransk prins
Anne er født på Østerbro i København. Faderen var ambassadør, og da Anne var 22 år, blev familien udstationeret i Malaysia. Det var i den forbindelse, hun mødte sin franske prins, Daniel, som selv var ambassadør fra Frankrig.
“Først var jeg ikke så interesseret, men han gjorde stormkur med gaver, roser og kurtisering uden lige. Jeg forelskede mig i ham, og vi giftede os og flyttede til Los Angeles. Det var i 1969, og kronprinsesse Margrethe havde også lige fået en fransk prins.”
De næste 53 år rejse Anne, hendes mand og deres med tiden tre sønner verden rundt. Tre år på en ambassade i et nyt land efterfulgt af to år i Frankrig i det hus, de ejede der.
“Et hjem kan jo tydes forskelligt. Oftest tænker jeg på et sted, hvor man føler sig hjemme. I vores store gamle hus i Frankrig kunne jeg glædes hver evig eneste dag over det. Jeg elskede det højt og blev aldrig træt af at bo der. På fransk siger man: 'un de chez soi' - et hyggeligt sted man bor i.”
Hello. Bonjour. Gutentag
Det var afgørende for Anne, at familien selv var opsøgende ift. nye venner, kulturen, sproget, naboerne og lokalsamfundet med de mange skiftende adresser rundt i verden. Og hun gjorde meget ud af, at sønnerne også bevarede en relation til både Frankrig og deres familie i Danmark.
“Hver sommer tog vi flere uger på ferie i Danmark. Jeg kørte rundt med mine sønner og viste dem alverdens kroge af mit fædreland. De lærte sproget og deres familie her at kende, som en naturlig del af dem.”
“Jeg har altid skabt et godt og fint hjem for min familie, når vi igen flyttede til nye steder. Det er nok det vigtigste, hvis man har børn, at de trives et nyt sted. Det er ikke altid nemt i visse lande, men man må gøre sit bedste. Vores skæbne ligger jo i vores egne hænder, og vi kan ikke altid beskytte vores unger og os selv. Vi må alle igennem prøvelser i livet. Det gør os tit til bedre og klogere mennesker, selvom det kræver tålmodighed, udholdenhed og loyalitet, men det at vide, at man har et hjem, og kan finde skønheden overalt, kan virke betryggende.”
Mad skal nydes
Som ambassadørhustru må man ikke arbejde, men frivilligt arbejde må man gerne. Så Anne har gennem årene hjulpet til på børnehjem, ældrehjem, skoler og en mængde andre steder, hvor der var brug for ekstra hænder. Og så har mad og sundhed altid optaget hende. Mens familien var udstationeret i Estland, udgav hun to kogebøger:
“Min mand var indlagt en periode på hospitalet, og jeg så, hvor trist maden var der. Så jeg begyndte at tage hjemmelavet mad med til både ham og de andre patienter. Efter noget tid blev jeg kaldt til samtale med en overlæge. Han kunne se en forandring med patienternes helbred. De kom sig bedre. Jeg var ikke så forundret, for god og sund mad er en vigtig del af et godt helbred.”
Så Anne begyndte at skrive. Først en kogebog om fransk madlavning, som blev oversat til estisk. Og senere endnu en kogebog med fokus på brugen af de mange friske råvarer, som fandtes i Estland, men som man ikke rigtig benyttede i maden.
Foto: Et udvalg af Annes køgebøger og et estisk magasin med en stor artikel om ambassadørfruens fokus på sund og god mad.
“Det var jo fantastisk at være med til at gøre en forskel på den måde gennem maden. At være med til at sætte fokus på sundhed og den betydning, mad har for vores helbred.”
Annes håb er, at hun kan komme til at undervise i fransk madlavning fx på aftenskole for at dele ud af den viden, hun har om betydningen af god mad:
“Et måltid skal være nærende for både krop og sjæl. Mad skal nydes både af øjet og af maven.”
Jyskhed
For nogle år siden mistede Anne pludseligt sin mand til en blodprop, og hun måtte igen tage op til overvejelse, hvor hun skulle have “hjemme”.
“Jeg vidste, at jeg ikke ville blive boende i huset i Frankrig. Men hvor skulle jeg så bo? Jeg overvejede Grækenland, der er så dejligt et klima, men valget faldt på Østjylland. Folk er så venlige her, de har humor, ironi og er lette at falde i snak med. Og så er her så smukt. Så nu gør jeg alt, hvad jeg kan, for at blive jysk.”
Foto: Annes søn stod fast på at det franske skab skulle med til Danmark. Nu står det fint i et hjørne i stuen og er fyldt med smukke glas.
Anne læser litteratur af jyske forfattere. En gang om ugen går hun traveture med nogle kvinder fra nabolaget. Og hver torsdag gør hun gymnastik i Sundhedshuset, hvor deltagerne efterfølgende hyggesnakker, synger sange fra højskolesangbogen og drikker kaffe. Her er det ikke sjældent, at Anne også har lidt franske kagefristelser med til kaffen eller måske en flaske fransk vin. Noget, hendes medgymnaster, sætter stor pris på.
Fransk mad i kollektivet
Drømmen er at flytte i et nybygget kollektiv ikke så langt fra Løgten. Et kollektiv med plads til både fransk madlavning i et stort fælleskøkken og nye bekendtskaber.
“Det er ikke så let at starte forfra, når man kommer i en vis alder, men man må bare forsøge. Det er vigtigt at skabe sig et hjem, der hvor man bor med blik for den kultur og de mennesker, man bor imellem. Du kan ikke sidde og vente på, at der kommer nogen. Du må selv ud og være opsøgende.”
“Min verden ville være blive mindre interessant, tror jeg, hvis jeg var groet sammen på samme sted hele mit liv. Jeg er så lykkelig over at have to faste steder - her i Danmark og stadig i Frankrig, som begge er 'hjem' for mig. Et ben i hvert land – hjem er jo også et land.”
Hjemme er...
- Malaysia
- Californien
- London
- Elfenbenskysten
- Norge
- Grækenland
- Wien
- Washington
- Rom
- Frankfurt
- Estland
- Frankrig
- Danmark
