"Vores pårørendegruppe er et rum kun for os"

Tekst og foto: Maria Fast Lindegaard

“Vi har alle oplevet, at vores liv slog en kolbøtte. Vores liv blev fuldstændig vendt op og ned, og vi skulle finde ud af hverdagen på ny. Men vi er også blevet erfaringen rigere, at vi godt kan få et liv, selvom det bliver et andet. Vi kan finde en vej, og det er da positivt at opdage,” siger Jytte Houe.

Jytte startede i en samtalegruppe for pårørende i Folkesundhed Aarhus, efter hendes mand fik konstateret kræft. Her mødtes hun otte gange med Anne Sophie Lykke-Poulsen, Vibeke Olesen og fem andre pårørende foruden en psykolog, der faciliterede samtalerne.

Tætte uden at være venner

Selvom det er 1 år siden, at gruppen afsluttede deres kommunale pårørendegruppe, så mødes de fleste af dem stadig hver anden måned.

“Vores pårørendegruppe er et rum kun for os, og ikke for vores ægtefæller. Her kan jeg sætte ord på, hvordan jeg har det, og hvorfor det er hårdt. Dét frirum er rigtig rart, og jeg var slet ikke i tvivl om, at vi skulle fortsætte med at mødes,” siger Anne Sophie, hvis mand var ude for en alvorlig færdselsulykke.

“Det har overrasket mig, hvor meget gruppen egentlig kom til at betyde for mig. I begyndelsen tænkte jeg slet ikke, at jeg skulle fortsætte efter de otte gange. Men vi er kommet meget tæt på hinanden, vi har åbnet os, grint og grædt, og jeg interesserer mig for, hvordan det går med de andre,” siger Jytte:

“Men jeg tror også, det er vigtigt, at vi ikke er venner. Det er mere anonymt, et frirum, og det ville ikke være det samme, hvis det var ens venner, man sad her med."

Ventil til alt det hårde

“Det er virkelig fantastisk at kunne fortælle, hvordan jeg har det, til andre der kan sætte sig 100 procent ind i, hvordan hverdagen pludselig er anderledes. For selvom der er rigtig mange, der har forståelse for min situation, så kan det være svært at forestille sig, hvordan det egentlig er, og hvor hårdt det kan være,” siger Anne Sophie.

“Det er godt at lytte til andre, høre om deres udfordringer og spejle mig i deres problemer. At vide, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan her, og at det nok skal gå. Og så er det dejligt, at jeg også kan dele mine erfaringer og hjælpe andre,” siger Vibeke Olesen.

“Men gruppen er også en ventil til at få sagt højt, hvis jeg er frustreret eller bokser med noget. Det gør man ikke på samme måde til venner eller ens nærmeste familie, fordi det ofte kan tolkes, at man ikke holder af vedkommende. Men her er det legalt at komme frem med ens frustrationer.”

“Det handler også om at bekræfte hinanden i, at det er hårdt, og at det er okay. At vi er meget seje, for du skal være ret sej for at være pårørende. Så gruppen er også en ventil, hvor du har lov til at sige, at det er sindssygt hårdt og at blive mødt med forståelse,” siger Anne Sophie.

“Vi bekræfter også hinanden i, at det er vigtigt, at man er egoistisk en gang imellem. At vi gør nogle ting selv og for os selv,” siger Jytte:

“Vi er alle i den situation, at vores pårørende ikke er raske endnu, det er en lang proces, og det ser vores omgangskreds måske ikke. Jeg oplever, når vi er sammen med venner, at de siger; ‘han ser da godt ud’ eller ‘han har været frisk hele dagen’. Men sådan er det jo, vi opper os, når vi er ude, og så falder vi sammen, når vi kommer hjem. Og det kan være svært for andre at se og forstå."

At være pårørende er en proces

Rollen som pårørende er en flydende proces, og for Jytte, Vibeke og Anne Sophie er de ikke færdige med at udvikle sig i rollen som pårørende.

“Jeg er helt sikkert vokset med rollen som pårørende. Det er jo en anden hverdag, vi har nu, og vi kommer aldrig tilbage til den samme hverdag. Det er noget, vi skal leve med,” siger Vibeke:

“Jeg øver mig i at sætte mig selv i fokus nogle gange, og vælge ting, som jeg kan mærke gør mig godt og giver overskud i hverdagen. Og selvom jeg var tovholder på alt, så skal jeg ikke blive ved med at være det. Jeg øver mig i at give ansvaret fra mig og give dem, jeg er pårørende til, mulighed for selv at gøre de ting igen.”

“Min mand og jeg er ikke færdige med at udvikle os. Vi er ikke færdige med at møde problemerne og begrænsningerne i hverdagen. Jeg havde troet, at vi var faldet i en hverdag, men det er vi ikke endnu,” siger Anne Sophie.

Så længe de alle fortsat udvikler sig i rollen som pårørende, giver samtalegruppen dem værdi:

“Vi har ikke nogen slutdato. På et tidspunkt kan det være, at der falder flere fra, og måske siver det ud, men vi fortsætter et stykke tid endnu,” siger Jytte.

“Og hvis det sker, så er det jo godt. Det er godt at komme videre også,” siger Anne Sophie.