"Vi skal holde os i gang"
Der skal ske noget, så hverken hoved eller krop går i stå. Derfor mødes Berit Koch og Elly Jonathansen på 85 og 93 år hver uge med 20-30 andre ivrige gymnaster til stolegymnastik i Folkehuset Skåde, faciliteret af fysioterapeuterne fra hjemmeplejen.
Tekst og foto: Henrik Olesen
Elly: ”Jeg har altid gået til gymnastik og spejder. Det med gymnastik er godt. Jeg sidder jo i kørestol, så jeg kan ikke det hele. Men man kan være med til det, man kan. Der kommer rigtig mange, og det sociale betyder vældig meget. Vi har nok begge to den tilgang, at der skal ske noget.”
Berit: ”Jeg har sejlet med færgefart hele mit voksenliv. Det var liv og glade dage, og solen gik aldrig ned. Men jeg har haft to blodpropper i hjernen, og det kom som et lyn fra en klar himmel. Jeg går ikke så godt længere, og det kan plejepersonalet ikke gøre så meget ved, ud over at hjælpe mig med hjælpemidler. Så jeg er afhængig af hjælpen, for jeg kan jo ikke få et par nye ben. Men jeg træner med fysioterapeuterne to gange om ugen.”
Elly: ”Vi har også et rigtig godt træningscenter, hvor der er lavet en forening med omkring 100 medlemmer. Men den holder sikkert til januar. For formanden går af, og så går bestyrelsen også af, og der er ikke nogen, der vil tage over. For vi er for gamle, og der skulle jo gerne komme nogle yngre kræfter til. Men vi tager som regel med til alt det, vi kan, for vi skal jo holde os i gang.”