“Jeg kan gå i timevis”

Tekst og foto: Maria Fast Lindegaard

Jeg kan jo gå i timevis, hvis det skulle være,” fortæller Anne Grethe, mens hun sætter kurs mod Egelund, idrætscenteret mellem Beder og Malling. Anne Grethe er uddannet gå-vært hos DGI og hver tirsdag formiddag mødes hun med op mod 25, primært kvinder, for at gå sammen.

“Jeg har svært ved at sidde stille. Jeg skal jo lave noget, ellers bliver det for kedeligt. Og vi skal jo bevæge os, for ellers holder vi ikke længe, vel? Vi skal jo helst blive gamle, og på en måde så vi også synes, det er sjovt. For ingen har lyst til at ende i en rullestol og ikke kunne komme derfra.”

Anne Grethe har altid været aktiv. Som barn spillede hun håndbold. Det var dengang, det foregik udenfor, så det var kun i sommerhalvåret. Som ung kvinde blev løb hendes store drivkraft. Først i Aarhus 1900 og senere i BMI. Her var der ingen kvinder, der løb på hendes niveau, så hun var nødt til at følges med mændene. Så det gjorde hun. Indtil løb blev for ­meget for kroppen, og så skulle hun finde på noget andet:

“Mens jeg løb, tænkte jeg over, hvad hulen jeg skulle lave, når jeg ikke kunne løbe længere. Det fyldte virkelig meget.”

Svaret blev en racercykel. Tre gange om ugen fandt hun dem frem efter arbejde og tilbagelagde 40 kilometer alene. Lysten drev hende afsted, men tidsforbruget var for stort. Så da hun blev spurgt, om hun ville stå i spidsen for et gå-fællesskab i lokalområdet under kampagnen We Walk, slog hun til.

Tirsdag er hellig

Anne Grethe blev uddannet gå-vært, og de første 10-12 bekendte var klar til at gå med. I dag er brutto­truppen 25 deltagere.

“Tirsdag er hellig. Det er så ­hyggeligt at være en del af et gå-fællesskab, og du inspireres af at gå med nogle andre, end dem du har i din omgangskreds til hverdag. Vi deler de gode snakke vi har, vores viden, og de grin, der også opstår, med hinanden. Det er vigtigt.”

Så I samles om meget andet end det at gå?

“Ja, det gør vi faktisk. Jeg tror, de fleste har behov for lige at komme lidt ud hjemmefra og få inputs fra andre. Langt de fleste er jo, ligesom jeg, holdt op med at arbejde, og så skal hverdagen fyldes ud med noget andet. Vi laver selvfølgelig mange andre ting også, men jeg håber, at mit initiativ her betyder, at der er flere, der kommer med ud og er aktive i stedet for at sidde hjemme.”

Nogle gange er de 15, andre gange er 25 med på tur. Det kræver ikke tilmelding. Man kommer bare.

“Men vi har ikke mange mænd med. Dem, vi har haft med, er stoppet hurtigt igen, fordi de synes, det er en tøseklub. Men det er det så absolut ikke. Det er for alle, men vi går i et rask tempo. Det er ikke en indkøbstur.”

På tur i den nære natur

Og rask tempo skal der til, når gå-fælles­skabet skal nå mellem 10-12 ­kilometer på to timer. Ruten har Anne Grethe planlagt på forhånd, og turen er oftest i det nære lokal­område:

“Selvom man har boet her i 35-40 år, så kan man komme nogle steder, man ikke har været før. Jeg kender efterhånden alle veje og stier, men det sker, at nogen siger, at her har de alligevel aldrig været før. Det er fantastisk, men der dukker også nyt op hele tiden, og det er spændende at følge med i.”

Vi er drejet ind i Bymosen. For 10 år siden var området ufarbart, men i dag snor stierne sig mellem moseområder, krat og småtræer, og det er et hyppigt udflugtsmål for løbere, hundeluftere, dagplejemødre og børnehaver:

“Her er så meget spændende at se. Lidt længere fremme er der fx et rigtig flot nøddehegn, og vi finder også brombær, kirsebærtræer, æbletræer og blommetræer, som vi gerne går forbi for at få lidt proviant på turen, når det er den tid på året.”

“For mange af os er det jo bare rart at komme ud og se naturen og opleve, hvad der nu er. Nu kan du se, at der går nogle rådyr deroppe på marken. Det ved jeg ikke, om du nogensinde har lagt mærke til før?”

Anne Grethe er en habil dyrespotter, selvom hun ikke nødvendigvis altid ved, hvilken fugl, dyr eller interessant plante, som blikket har fanget. Men så er der ofte andre med på turen, der ved det.

Flere ledige dage i ugen

Anne Grethe keder sig ikke. Ud over vandreturene om tirsdagen, deltager hun i et idrætstilbud til seniorer om mandagen, som skal skabe mere liv i dagtimerne i de lokale idrætsforeninger. Og så powerwalk’er hun et par gange om ugen med andre, der ligesom hende selv tidligere har løbet, men som ikke kan mere:

“Så længe helbredet kan klare det, så kører jeg på. Det kan da godt være, at jeg drosler ned på et tidspunkt, hvis det bliver for meget. Men jeg kan ikke se det. Jeg har stadig flere ledige dage i ugen, så jeg satser på at gøre min cykel klar, nu det bliver lidt varmere, for så skal den igen ud et par gange om ugen.”