Træning gav AnnBett hverdagen tilbage
AnnBett Kirkebæk levede et almindeligt familieliv og arbejdede som pædagog. Men da datter nummer to kom til verden, opdagede lægerne, at både mor og nyfødt havde knogleskørhed. For AnnBett blev træning den medicin, der fik familielivet og hverdagen til at hænge sammen igen.
Tekst: Andrea Sehested Thomsen / Foto: Anna Vibeke Johansson
I sin ungdom havde AnnBett Kirkebæk haft enkelte knoglebrud, men alligevel var hendes knogleskørhed gået under radaren. Derfor kom diagnosen osteogenesis imperfecta – medfødt knogleskørhed – som et chok. Diagnosen fyldte så meget, at AnnBett i dag ikke husker ret meget fra den tid i sit liv:
”Jeg tror, jeg lukkede lidt ned mentalt. Alle de informationer, vi fik efterfølgende, var for meget for mig. Alt det, jeg skulle tage ind.”
Usikker fremtid
Selvom knoglerne er stærkest i 30-årsalderen, var AnnBett blot 29 år, da hun og datteren fik diagnosen i 2005. Og pludselig var hele familiens fremtid usikker. ”Vi fik fortalt, at lægerne havde erfaring med, at den medfødte knogleskørhed kunne have stor betydning for vores datters fremtidige liv og for vores liv som familie. Det var virkelig sårbart. Jeg havde lige født min lille pige. Og det, at hun fik en så indgribende diagnose, var hårdt.”
Læger og fysioterapeuter advarede hende desuden om, at arbejdet som pædagog kunne blive for hårdt i det lange løb. Vendepunkt I en periode fik AnnBett hverdagen på barsel til at fungere. Men i 2006 viste knogleskørheden sit grimme ansigt. På daværende tidspunkt var AnnBett stoppet som pædagog og gik hjemme med sin datter.
”Min datter havde begge ben i gips efter en knogleoperation, og da jeg skulle løfte hende op fra sengen, fik jeg et stort jag i ryggen. Det var enormt smertefuldt, og jeg var stort set sengeliggende i 3 måneder – ved siden af min datter.”
Det store jag viste sig at være et sammenfald i ryggen. Det blev det afgørende vendepunkt for AnnBett, som med ét vidste, at hun måtte gøre noget aktivt for at få det bedre. Hun brugte et år på at komme på benene igen efter rygsammenfaldet, og derefter meldte hun sig ind i et træningscenter for at begynde det, hun selv kalder for sin "træningsrejse."
Klog træning
I begyndelsen fandt hun motivation i tanken om, at træningen gjorde hende stærkere – både som person med knogleskørhed og som mor, og det var særligt vigtigt for AnnBett at være et godt forbillede for sin datter med knogleskørhed.
”Jeg ville, på trods af mit rygsammenfald, være stærk nok til at løfte hende og vise hende, at man godt kan have knogleskørhed og samtidig være stærk.”
Senere blev hun også motiveret af at mærke, hvordan træningen gjorde hendes liv bedre, mindre smertefuldt og til et bevis på, at hun godt kan være stærk på trods af knogleskørhed.
For AnnBett er god træning et spørgsmål om at brede træningspaletten ud:
”Man skal have lidt af det hele. Styrketræning, coretræning, konditionstræning. Og så skal man have det mentale med, hvor man får ro, som for eksempel ved pilates.”
Træningskarriere
Siden træningsrejsen begyndte, har AnnBett kun oplevet et enkelt rygsammenfald. Denne gang gik hun forsigtigt rundt og bevægede sig let. Og hendes ryg fik det hurtigt bedre.
”Jeg vidste, hvad jeg skulle og måtte gøre. Jeg har en fysisk god grundform, som jeg kan læne mig op ad i svære perioder, hvor enten krop eller sind er sårbart.”
I dag er AnnBett certificeret fitnessinstruktør og underviser i både seniortræning, pilates og spinning. Derudover er hun frivillig i knoglesagen og i Osteoporoseforeningen.