Varmtvandstræning med sidegevinst
Samhørighed og fællesskab er omdrejningspunktet i den lille aftenskole, Marselisborg Centrets Oplysningskreds, som hver uge tilbyder undervisning i varmtvandsbassin på MarselisborgCentret samt på Møllestien i hjertet af Aarhus.
Tekst og foto: Anne Krabbe m.fl.
For mange af deltagerne, der én gang om ugen hopper i badetøjet og ned i det varme bassin er det et af ugens højdepunkter både fysisk og socialt.
”Jeg nyder hver uge at komme i det varme vand og få rørt muskler og led godt igennem. Jeg kan bruge min krop på en helt anden måde end på landjord, da den både er lettere og mere bevægelig, og bagefter undervisningen er min krop dejligt afslappet og mere samarbejdsvillig,” fortæller Helle Hedengran, deltager.
“Det varme vand tager hånd om mine smerter og spændinger, jeg til daglig døjer med fra min krop, og det er som om, at jeg i vandet har ”helle” og lige får løsnet op på det, der tærer i hverdagen.”

“Samtidig med denne kropslige lettelse føler jeg også, at jeg bliver stærkere i min hverdag til at klare forskellige gøremål. Og så er jeg sammen med ligesindede, som jeg mærker et rart fællesskab med. Uanset hvad vi måtte komme med af udfordringer kropsligt og psykisk, er vi gode til at støtte og tage hånd om hinanden, og det er dejligt med denne indlevelsesevne og sympati over for hinanden.”
Tilpasset undervisning
Underviserne har fokus på både styrke- og balancetræning samt konditionstræning gennem leg og aktiviteter deltagerne imellem og med redskaber.
“Undervisningen skal være sjov og hyggelig, og niveauet tilpasses den enkelte deltager. Der er plads til alle uanset, hvor og hvordan på kroppen, der er udfordringer,” fortæller Anne Krabbe, som er underviser.
Hun fortsætter: “Vi prioriterer også træning af ”øverste etage”, da mange af vores deltagere er ældre mennesker, som har brug for at træne hjernens koncentrations- og hukommelsesevne. Vi elsker et godt grin og hygge, og oplever ofte, at deltagerne fører den gode stemning med videre og får skabt et fællesskab udenfor undervisningen.”
Og udover godt humør og træning er der også en anden gevinst for deltagerne:
“Vi mærker, at de værner om hinanden, bl.a. at de er i kontakt med hinanden i hverdagen. Nogle er jo også enker/enkemænd, og er opmærksomme på hinanden, hvis de er syge eller på anden måde er forhindret i at komme til undervisningen.”
“Som underviser er det skønt at opleve denne gensidige opmærksomhed hos deltagerne. De opbygger et venskabeligt bånd på holdet, som vi som undervisere kan mærke og understøtter i vores undervisning.”
“Mange bliver nærmest “afhængige” af at motionere i det varme vand, og især i de kolde vintermåneder, hvor gigten måske ”larmer” mest, eller hvad man nu udfordres af kropsligt, er bassin-undervisningen meningsfuld og berigende for kroppen.”
“Vi kan stærkt anbefale denne motionsform til alle med den ene eller anden skavank. Men pas på, det er stærkt vanedannende,” slutter Anne Krabbe med et smil.

Vi byder velkommen til deltagere, der pga. helbredsproblemer ikke kan deltage på almindelige hold, og som har lyst til og brug for inspiration til et sundere liv i hverdagen.
Har du en funktionsnedsættelse, er du kandidat til at gå på hensyntagende hold, hvor der ikke er så mange deltagere som på andre hold.
Undervisningen foretages af fysioterapeuter, fys. studerende eller afspændingspædagoger.
Hos Marselisborg Centrets Oplysningskreds har vi hensyntagende hold på både Møllestien og på MarselisborgCentret både i hverdage og weekenden.
Vandet er 34 grader og særligt behageligt i de kolde vintermåneder.
For ledige pladser: www.marselisborgcentretsoplysningskreds.dk