Som pårørende følger ofte svære valg

Tekst og foto: Maria Fast Lindegaard 

I mange år klarede Githas mor, Kamma Møller, selv turen frem og tilbage mellem sit hjem i Randers og kæresten i Aarhus. Men som de små tegn på demens blev tydeligere, blev køreturene stadig svære. Da trådte særligt hendes ældste datter, Githa, til. Hun hjalp med at huske moderens aftaler, hente medicin på apoteket og kørte hende fra kæresten i Aarhus til Randers, så hun kunne deltage i et demenstilbud i hjemkommunen. 

“Jeg hentede mor i Aarhus, kørte hende til Randers, inden jeg selv kørte videre til Aalborg på arbejde, og senere på ugen tog jeg hende med tilbage til Aarhus. Da mor begyndte at føle sig ensom i hjemmet i Randers, blev jeg nogle gange der og sov. Så jeg tilpassede meget af min hverdag og kørsel til, hvad hun havde brug for,” siger Githa. 

“Min opmærksomhed var på, hvordan mor havde det: Går det godt? Går det ned ad bakke? Hvornår skal jeg begynde at træde mere til? Det var sværere i den periode at lægge mærke til, fordi hun boede i en kuffert.” 

Med tiden opfordrede Githa sin mor til at flytte til Aarhus, så hun kunne være tættere. Derfor var timingen heldig, da Githa blev ledig, mens hendes mor havde mest brug for hendes hjælp.  

“Det gav mig rum og plads til at være med i den her proces, og det har været godt for os alle.” 

“Det har jeg også været taknemmelig for. Jeg var heldig, at du havde tid,” siger Kamma. Hun er også taknemmelig for den støtte til de daglige gøremål, hun får fra sin kæreste, og hvordan de i fællesskab får hverdagen til at fungere, når de er sammen.

Farvel er aldrig nemt 

Familien er oprindeligt fra Sønderjylland og i en årrække boede de i Slesvig. Da Kammas mand fik arbejde på kasernen i Randers, flyttede familien til Kronjylland, til et dejligt hus på en lukket villavej ned til en bæk og tæt på skolen. Et hjem fyldt med minder om de mange gode stunder med børnene. 

Det var svært at vurdere, hvornår tiden var den rette for Kamma til at sælge sit hus. Githa følte, at hun var den, der skubbede på. Til en start så de på ældreboliger, men efter råd fra demenskoordinatoren besluttede de sig alligevel for, at timingen ikke var den rette.  

“Hun fortalte, at det ikke var godt for mor at flytte for meget; først i en ældrebolig og så måske kort derefter i en plejebolig. Men vi vidste jo ikke, hvornår hun var klar til en plejebolig, så det var svært at finde ud af, hvad der var det rigtige at gøre.” 

Da Kamma senere blev visiteret til en plejebolig, genåbnede de samtalen, og Kamma lod sig skrive op til en plejebolig i Aarhus. Det første tilbud takkede hun nej til. Hun var ikke klar.

De svære valg 

Da tiden var inde, takkede Kamma ja til en plejebolig på plejehjemmet Vestervang 42. Huset blev solgt på én uge. Tilbage var den store opgave at tømme det, og finde nye hjem til de mange møbler og sager, som der ikke var plads til i Kammas nye lejlighed. 

“Vi prøvede at tage det stille og roligt og sammen sortere hendes ting, men vi kom ikke rigtig nogen vegne. Ting blev kigget på mange gange, så til sidst sagde jeg: “Jeg tror ikke, det er godt for dig at komme med,” siger Githa.  

Det var en svær beslutning at tage. For selvom Githa lavede lister, tog billeder af det hele, og sammen med Kamma besluttede, hvilke møbler der skulle med videre, blev Kamma ked af, at hun ikke kunne være med. De ting, der ikke kom med til plejehjemmet, fik børn og børnebørn, mens det sidste kom til Røde Kors. 

“Jeg tror, at mor gerne ville have bundet sløjfer om og givet tingene til dem, der skulle have det, én for én. Så ville hun kunne mærke, hvad der kom hjem til hvem. Men det kunne vi ikke nå.” 

“Det er svært, når mor bliver frustreret, fordi hun oplever, at hendes ting pludselig er væk. Og så kan man godt blive i tvivl. Men jeg er nødt til at holde fast i, at det var det rigtige, jeg gjorde,” siger Githa. 

“Det kunne jeg også se til sidst, og jeg har jo heller ikke plads til mere her, men jeg havde så mange ting, jeg var glad for,” fortæller Kamma. 

Tættere på hinanden 

I dag bor Githa kun en kort cykeltur fra sin mor. For nyligt gik de sammen en tur med oldebarnet til ARoS. Men de er også blevet tættere på andre måder: 

“Vi er kommet tættere på hinanden, fordi vi har været nødt til at være sammen – og vi har haft tid til det,” siger Githa.

Det har også givet mere ro på for dem begge. For Kamma er hendes familie nu tæt på, og for Githa er meget af det ansvar, hun påtog sig, givet til andre. 

“Jeg har fået ro på af at vide, at plejepersonalet hjælper, fx med at hun får taget sin medicin korrekt. Så jeg føler mig aflastet.” 

Samtidig har det været en god hjælp for hende at tale med demenskoordinatoren i Randers og senere forstanderen på plejehjemmet. Hun henviste også Githa til Aarhus Kommunes pårørendevejledning. 

“For mig er det en stor hjælp at tale om det, der er svært og få sparring på det. Der er jo ting, der ændrer sig med mors demens hen ad vejen. For mig er det sværeste: Hvornår hjælper man for meget? Hvornår er det formynderisk?” 

Githas råd til andre er derfor at få talt om tingene på en god måde, forsøge at involvere sine nære så meget som muligt – og at tage de svære beslutninger.