Sammen med andre er sorgen til at holde ud

Tekst: Maja Agerholm Jensen – Foto: Vibeke Harrit

I foråret 2023 startede Hospice Søholm i Stavtrup en ”Gruppe for efterlevende mænd, der har mistet på Hospice Søholm”. En af de mænd, som har været med i gruppen siden opstarten, er Arne Lysmose. Han mistede sin kone til lungekræft sidste år, og for ham har det været en stor hjælp at kunne spejle sig i de andre mænd.

Sorggruppen startede med inspiration fra lignende hospicegrupper, og i personalegruppen blev man enig om at starte en gruppe specifikt til mænd, der har mistet på hospice, fordi man som mand, der mister, desværre oftere ender i ensomhed. For mange er ægtefællen den eneste fortrolige, og hvis man mister denne, har man måske ikke længere nogen at tale med om de svære ting.

Det er en tendens, Arne også kan nikke genkendende til, og han forklarer, at det nok skyldes, at han og mange andre er opvokset med tanken om, at man som mand klarer sig selv:

”Helt fra jeg var ung, har vi lært, at det var bedst at klare sig selv og på en måde var vi altid lidt i konkurrence med de andre mænd. Når jeg kigger på kvinder i dag eller pigerne dengang, så er de meget bedre til at søge sammen. Også når det er svært,” siger Arne. ”Men det er som om, det stadig sidder I os mænd, at det er bedst at klare sig alene.”    

Sorggruppe, hvorfor?

Da Arne blev tilbudt at være en del af gruppen, var han også skeptisk i starten, selvom han har brugt mange timer på Søholm:

”Da de ringede første gang og spurgte, om jeg havde lyst til at være med i en sorggruppe, så svarede jeg hurtigt nej. Jeg havde sorg nok på det tidspunkt og behøvede ikke at blive fyldt op af andres. Jeg klarede mig fint.”

”Vi snakkede heldigvis lidt frem og tilbage, og jeg fandt så ud af, at det var en gruppe kun for mænd. Hvis der havde været kvindelige deltagere med i gruppen, så tror jeg hurtigt, at mændene havde klappet i. Der er i hvert fald ikke mange mænd i min alder, der kan finde på at fælde en tåre, hvis man sidder omringet af kvinder. Så strammer man lige op. Men det har faktisk vist sig, at når der kun er mænd, så slapper man mere af, hvad det angår.”

Særligt samtalerne mellem mændene nævner Arne som noget af det vigtigste.

”Der, hvor der virkelig kommer værdi ind i gruppen, er i vores snakke. Til at begynde med, var det jo lidt trykket, fordi vi alle sammen havde mistet en, vi holder af. Men det er som om, trykket er taget af, så nu går snakken lidt anderledes. Det at være ked af det, og selve sorgen, bliver flyttet ud et sted, hvor det hører hjemme og er til at holde ud. Og det er vigtigt,” fortæller Arne.

Andre som mig

På trods af, at gruppen er for mænd, ledes den af de to kvindelige frivillige, Lisbeth Kogut, som er tidligere sygeplejerske, og Anne Birgitte Methling, som er pensioneret psykolog. Det har heldigvis ikke været noget problem ”for det er jo nogle dygtige kvinder,” som Arne proklamerer. De hjælper med at styre samtalen og gribe de temaer, som mændene bringer op, og for dem er det også tydeligt, at det hjælper mændene at tale højt om de svære ting.

”Det er lidt sjovt at opleve, hvordan de ofte siger næsten det samme, når vi tager en runde og snakker om et tema. Og man kan se, hvordan det går op for dem, at det faktisk er helt normalt at have det sådan eller gå med de tanker,” fortæller Lisbeth Kogut.

”En historie, som altid fremkalder et smil hos mig, er da en 86-årig mand kom med i gruppen og fortalte sin historie første gang. Allerede, da han kom anden gang, kunne man se på ham, at han havde det fuldstændig anderledes. Han sagde: det var simpelthen så godt for mig at komme, og høre, der var nogle andre end mig, der havde det på samme måde, for jeg troede, at jeg var den eneste, der havde det så slemt,” fortæller Anne Birgitte Methling.

Det kræver både mod og sårbarhed hos deltagerne at få gruppen til at fungere, men en stor del af gruppens succes skyldes, ifølge frivilligkoordinator Vibeke Harrit, også de to frivilliges engagement:

 ”Vi har brug for støtte og opbakning til at sætte et projekt som sorggruppen i værk, for det skal løbes i gang, og det kræver ressourcer. Men det allervigtigste er, at frivillige som Lisbeth og Anne Birgitte lægger deres tid og hjerteblod i gruppen.”

Arne er heller ikke i tvivl om, at han kan tale på hele gruppens vegne, når han roser deres indsats, og for ham er det vigtigt at tale højt om det, han har fået ud af gruppen, så andre kan få samme mulighed:

”For hele gruppens vedkommende, er der ingen tvivl om alt det ros, Lisbeth og Anne Birgitte skal have for det arbejde, de har lavet. Det er helt vildt, som jeg har talt om, hvor flot det er. Det har haft en stor betydning at være med, så vi takker og bukker.”