I dag er fokus på det hyggelige samvær

Tekst: Maria Bach Ekermann Foto: Marie Louise Skovgaard

”At tage sygeorlov for at passe min far, er det bedste jeg har gjort. Vi havde så mange gode snakke, som betyder så meget for mig”, fortæller Sanne Lauridsen.

Hun sidder i sin mors lejlighed på Plejehjemmet Borgvold i Viby, mens moren hygger med andre beboere i den fælles dagligstue. Sanne Lauridsens mor har Alzheimers, og har brug for pleje og omsorg for at klare sig.

 “Min søn plejer at kalde sin mormors bolig for 'hotellet med all inklusive’”, fortæller hun med et grin. 

At rykke ind i barndomshjemmet for at tage hånd om sin far, var en helt naturlig beslutning for Sanne Lauridsen. Hun fungerede som en hushjælp, der samtidig havde overblik over behandlingen og al praktikken. Sanne Lauridsens far levede i mange år med sin kræftsygdom, før han blev erklæret terminal. Et par år efter farens diagnose, lagde familien mærke til, at moren var begyndt at tabe sig meget. De tog moren til læge, hvor hun fik konstateret alvorlig brystkræft.

”Når jeg tænker tilbage, var der nok allerede nogle alarmklokker, der ringede omkring en begyndende demens, da min mor fik konstateret kræft. Kvinder ved jo godt, at vi skal reagere på ændringer eller en knude i brystet, men det havde min mor ikke gjort. Det havde udviklet sig over lang tid.”

Kræften kunne ikke fjernes, men kan holdes i ro med medicin, der skal gives på helt bestemte tidspunkter.

De første tegn

Inden Sanne Lauridsens far blev erklæret terminalt syg, sørgede han for, at alt blev skrevet ned i en kalender, så moren hver dag kunne se, hvilke planer der var for dagen.

”På det tidspunkt boede jeg i København, og når jeg var på besøg hjemme, kunne jeg godt tænke, at min far var ret kommanderende. Men i dag forstår jeg det jo godt.”

Når Sanne Lauridsen tænker tilbage på tiden før sin plejeorlov, kan hun nævne flere tegn på, at morens adfærd var begyndt at ændre sig. Når de snakkede i telefon sammen, centrerede samtalerne sig om de samme gentagelser, og når Sanne Lauridsen var på besøg og hjalp med at handle ind, var indkøbssedlen næsten altid den samme.

”Der manglede altid plastikposer, men en dag opdagede jeg, at der lå tonsvis af ruller i kælderen.”

Hvad det vil sige at leve med en demens, var dog ikke noget, Sanne Lauridsen vidste meget om på det tidspunkt, og i dag kan hun godt blive lidt ærgerlig over, at hun ofte blev irriteret på sin mor. ”Men jeg vidste jo ikke bedre,” forklarer hun.

Aftalen med far

Under plejeorloven blev det tydeligt for Sanne Lauridsen, at hendes mor ikke længere kunne klare sig selv. Moren kunne fortælle, at alt vasketøjet var ordnet, men i kælderen lå det beskidte tøj spredt over hele gulvet. Hun flyttede rundt på tingene, glemte at lukke fryseren og at spise. Og så begyndte hun pludselig at gå i kjole i stedet for bukser.”

”Min mor er klog. Hun kunne ikke længere finde ud af at knappe sine bukser, så hun begyndte at gå i kjole. Det er dog først noget, jeg har reflekteret over efterfølgende.”

Faren nævnte flere gange, at han var sikker på, at adfærden skyldtes Alzheimers. Han bad dog om, at hun først skulle udredes, efter han var gået bort. Samtidig var det vigtigt for ham, at Sanne Lauridsen lovede, at moren ikke skulle bo alene i huset, men i stedet flytte på plejehjem.

Det rigtige sted

Efter farens død kontaktede Sanne Lauridsen lægen, der mente, at moren skulle have ro og tid til at sørge over sin mand.

”Heldigvis vidste jeg, at min mor kunne få besøg af en forebyggelseskonsulent, der hurtigt kunne konstatere, at der var behov for en udredning.”

Huset blev sat til salg, og moren blev skrevet på en garantiliste, og efter kort tid fik hun tilbudt en bolig på Plejehjemmet Borgvold.

”Jeg glemmer aldrig, da jeg trådte ind ad døren og skulle se boligen for første gang. Straks jeg trådte ind, kom en medarbejder mig i møde. Hun lagde hånden om mig. Jeg tror, hun kunne se, at jeg var rørt over hele situationen.”

Der gik ikke mange dage, før Sanne Lauridsen kunne mærke, at hendes mor følte sig godt tilpas.

”Hun har altid været meget social, så jeg er ikke overrasket over, at hun næsten altid er i den fælles dagligstue.”

Ny rolle

Under sin plejeorlov og frem til indflytningen på Borgvold, havde Sanne Lauridsen en meget koordinerende og hjælpende rolle over for sine forældre. Rollen er i dag en anden, nemlig som den, der skaber hygge.

”Medarbejderne fortæller mig, at min mor er glad i flere dage, når jeg har haft hende med på Moesgaard eller til familiemiddag. Hun kan ikke huske, hvad vi har lavet, men følelsen sidder i kroppen.”

Samtidig har medarbejderne været en stor støtte, da de har hjulpet Sanne Lauridsen med at forstå hendes mors sygdom.

”Skal jeg grine eller græde, når min mor nupper saltbøsser og putter i sin taske?”, spørger hun retorisk og smiler.

”Jeg kan godt være ked af, at jeg ikke længere kan have dybe snakke med min mor, og at vi ikke kan alt det, vi kunne engang. Men min mor er glad og tryg og ved ikke, at hun er syg, og det er det allervigtigste.”

”Er der noget, jeg har lært ved at have en mor med Alzheimers, så er det at leve i nuet,” afslutter hun.