“Når vi puljer vores kræfter, hjælper vi flere”
I Aarhus er en række organisationer og foreninger gået sammen for at udbrede kendskabet til tilbud for mennesker med demens og deres familier. Samtidig vil de gøre Aarhus til en mere demensvenlig by, hvor mennesker rækker hånden ud, når andre har brug for hjælp på grund af en demenssygdom.
Tekst: Maria Fast Lindegaard
I flere aarhusianske folkekirker inviterer de til sansegudstjeneste for mennesker med demens. Hos Ældre Sagen hjælper frivillige med at aflaste pårørende til mennesker med demens, når de har brug for en pause fra en hverdag fuld af pleje og omsorg. Og i Den Gamle By inviterer de demensramte på et sanseoplevende erindringsbesøg, der vækker minder. Det er blot et lille udsnit af de mange forskellige tilbud, der findes til mennesker med demens og deres pårørende rundt om i Aarhus. Men ens for initiativtagerne bag de mange tilbud er, at de er en del af Demensalliancen Aarhus, og de tror på, at der opstår flere ringe i vandet, når de arbejder sammen for at gøre Aarhus mere demensvenlig:
“Der er megen uvidenhed forbundet med demens. Nogle tror, at en person med demens er helt fjern, ikke kontaktbar, at de ikke er værd at besøge eller have en samtale med. Men som mennesker vil vi møde andre med en demenssygdom, om det er vores nabo eller en tilfældig i Brugsen. Derfor er det vigtigt, at vi som civilsamfundsaktører puljer vores kræfter, løfter stærkere og derved er med til at oplyse, informere og aftabuisere demens,” fortæller Christina Daa Horshauge, udviklingskonsulent i Folkekirken i Aarhus.
Christina Daa Horshauge oplevede stor kampgejst for at bryde tabuer og gøre demens set og kendt af flere, da Demensalliancen Aarhus stod sammen for at markere sidste års internationale Alzheimerdag, og hos Ældre Sagen i Aarhus er de enige i, at samarbejdet er vigtigt for at rykke på demensdagsordenen:
“Man skal ikke være flov over at have en demenssyg pårørende, og der skal ikke være nogen, der skælder ud i køen i supermarkedet, fordi de ikke kender til den situation, som mennesker med demens kan stå i. Derfor er det vigtigt, at vi samarbejder og fortsat byder ind med alt det, vi hver især kan. Det inspirerer mig, og det giver mig lyst til at gøre endnu mere i regi af Ældre Sagen, så vi virkelig bliver en demensvenlig by,” fortæller Lene Gaba, der er næstformand i Ældre Sagen, Aarhus Midt.
Lene Gaba er imponeret over de mange tilbud, der er til mennesker med demens på tværs af samarbejdspartnerne i Demensalliancen Aarhus. For at gøre det let for mennesker med demens og deres pårørende at finde relevante tilbud for dem, har de på Ældre Sagens hjemmeside samlet et overblik over alle tilbud og initiativer i Aarhus Kommune.
Demensalliancen Aarhus består af Ældre Sagen, Ældrerådet, Alzheimerforeningen Østjylland, Den Gamle By, Folkekirken i Aarhus, Dansk Sygeplejeråd samt Aarhus Kommune. Gennem samarbejde og netværk forsøger de at gøre en forskel for mennesker med demens og sikre en fælles demensvenlig retning for Aarhus Kommune.
International Alzheimerdag
Også i år markerer Demensalliancen Aarhus dagen (den 21. september), og i år kan du finde dem på 5 pop-up spotpunkter rundt om i byen, hvor alle er velkomne til en kaffe, kage og en snak om demens og demensvenlighed.
Læs mere: Demensvenlig by
Også Musikhuset markerer dagen ved at invitere til en åben, gratis koncert for mennesker med demens.
Tilmelding foregår via Demensfællesskabet Østjyllands hjemmeside.
Læs mere: Demensfællesskabet