Når ordene svigter, synger Lisbeth

Tekst og foto: Marie Overgaard Bering

I et rækkehus i Viby bor Lisbeth og Bent. Da Lisbeth som 67-årig fik konstateret alzheimers, en demenssygdom hvor svigtende hukommelse kommer snigende, blev ægteparrets liv vendt på hovedet.

“Jeg var rædselsslagen, da jeg fik diagnosen. Både min mor og morfar havde den også. Og jeg tænkte: Giver jeg den også videre til mine børn?” fortæller Lisbeth.

Hendes ægtemand Bent har været Lisbeths faste støtte gennem hele forløbet. Han lægger ikke skjul på, at livet som pårørende kan være krævende.

“Man overtager stille og roligt flere opgaver. Der er ting, Lisbeth ikke tænker over længere, og hun bliver mere træt. Det er desværre sådan, det er.”

På trods af bekymringerne er de optaget af at få det bedste ud af hverdagen. Og særligt én ting har demenssygdommen ikke taget fra Lisbeth: glæden ved musik.

Et liv fyldt med musik

Musik har altid spillet en stor rolle i parrets liv, og i rækkehuset spiller cd-afspilleren Cliff Richard, Elton John og Kandis, som har fulgt Lisbeth gennem årene. Samtidig har de været faste gæster i Musikhuset, og det er de stadig. Et par gange om måneden tager de ind og oplever alt fra opera og ballet til jazz og rytmiske koncerter. Som et fast ritual spiser de en rejemad, når de kommer hjem. Ligesom de altid har gjort.

Rejserne er de stoppet med, og nogle aktiviteter kan Lisbeth ikke længere overskue. Men musikken kan hun stadig være i.

“Jeg elsker at synge. Det har jeg gjort hele mit liv.”

I mange år sang Lisbeth i kor; fra barndommens skolekor til kirkekor som voksen. Men da sygdommen begyndte at fylde, måtte hun stoppe.

“Jeg passede ikke længere ind,” siger hun stille.

Alligevel kom sangen tilbage – men i en ny form. Sammen med Bent begyndte hun i demenskoret i Musikhuset. Et sted hvor alle kan være med, og hvor sygdommen ikke er i centrum. Her er det musikken, der fylder.

Et frirum

Når Lisbeth og Bent hver uge tager til demenskoret, er det ikke kun for at synge. Det er også for at være sammen på en måde, der giver ro, glæde og noget at tale om, når de kommer hjem igen.

“Jeg bliver glad af at være sammen med andre. Og jeg er stolt af Bent. Han synger klart og tydeligt. Det vidste jeg ikke, han kunne,” siger Lisbeth og griner.

Bent havde aldrig forestillet sig, at han selv skulle synge, men nu glæder han sig mindst lige så meget som Lisbeth til korprøverne.

“Jeg er faktisk ikke kun med som støtte. Jeg får selv stor glæde af det. Jeg har aldrig troet, jeg kunne synge,” siger han med et smil.

For parret er koret blevet et frirum. Et sted, hvor sygdommen træder i baggrunden, og hvor glæden får lov at fylde.

“Det giver os noget at glæde os til. Vi går altid hjem med et smil. Det er ikke bare sang, det er også samvær og noget, vi kan dele med hinanden. Her kan vi være os selv uden at tænke på sygdom.”

Plads til alle

I koret er der plads til alle. Ingen ser skævt til, hvis man synger forkert eller mister orienteringen et øjeblik. Deltagerne sidder altid på de samme pladser – en detalje, der giver tryghed og ro.

“Jeg kan stadig huske noderne, og jeg får lov at synge igennem. Der er ingen, der siger ‘rolig nu’,” siger Lisbeth.

“Det er så befriende,” supplerer Bent.

“Man falder ikke igennem. Alle accepterer hinanden, og der bliver ikke rynket på næsen af noget. Vi er i samme båd.”

Og Bent er ikke i tvivl om, hvad han vil sige til andre, der har demens tæt inde på livet:

“Giv koret en chance, for der er plads til alle. Og man oplever, hvor meget glæde musikken kan bringe – også midt i sygdommens udfordringer.”