Når hukommelsen glipper

Tekst og foto: Maria Fast Lindegaard

"Du mærker det med det samme, når du bliver forkølet eller brækker en arm. Det gør du ikke, når din hukommelse begynder at glippe – så kommer det snigende ind.” 

For tre år siden begyndte Ole Hein Pedersen at bemærke, at han somme tider havde udfordringer med at huske, og senere har han fået konstateret MCI; en tilstand, hvor man oplever kognitive udfordringer.

“Jeg er mig frygtelig bevidst, at jeg ikke kan huske ting, som mine venner og omgangskreds gennem mange år kan. Det er noget, jeg har skullet æde, for det er da provokerende, men jeg har aldrig været slået ud af det, for jeg kan jo sagtens have et godt liv alligevel.”

Men det betyder blandt andet, at Ole Hein Pedersen er nødt til at skrive ned. Særligt de usædvanlige ting, aftaler, der ligger ude i fremtiden, eller hvis han skal have mere end to ting med hjem fra Føtex.

Forståelse

Efter et udredningsforløb på AUH startede Ole Hein Pedersen i et 16-ugers intensivt fysisk og kognitivt træningsforløb på DemensHjørnet sammen med andre med MCI.

“For mig var det en mulighed for at forstå, forlige mig med min situation og arbejde med det. Det er trygt at blive en del af. Man er ikke den eneste stakkel i verden.”

“At vise sine svagheder er jo ikke den typiske måde at møde andre på, men her er det helt naturligt. Vi laver fx tit en navneleg, hvor vi kaster en bold til hinanden og siger vedkommendes navn. Selv det kan jeg have svært ved. Deres navne hænger ikke ved, selvom vi ses flere gange om ugen. Det virker helt grotesk set udefra, tænker jeg, men det er virkelighed ad helvede til. Det er sin sag at erkende.”

Erkendelse

Tre gange om ugen møder Ole Hein Pedersen ind på DemensHjørnet til 2-3 timers træning. Det er en blanding af høj puls til den fysiske træning, spidsfindige øvelser og rent kognitive opgaver som puslespil og matematiske regnestykker.

“Det er både sjovt og udfordrende. Konkurrencedelen mellem os er meget underspillet, så man kan godt få lov at være sig selv. Jeg ved ikke, om jeg bliver bedre af træningen, det har jeg aldrig rigtig overvejet. Men det fremmer meget erkendelsen af, hvad jeg kan, og hvad jeg ikke kan. Måske er det pointen, faktisk?”

Når det 16-ugers træningsforløb er omme, handler det for Ole Hein Pedersen om at holde fast i træningen, men på en måde, hvor det passer ind i hverdagen.

“Ser jeg tilbage på mit forløb over de sidste par år, så mærker jeg ikke, at jeg bliver dårligere, det går i hvert fald ikke stærkt. Det er min personlige vurdering, og det er nok den, jeg er mest interesseret i.”

“Jeg har accepteret, at jeg kommer til at gentage mig selv, og at jeg kommer til at spørge om ting, vi har snakket om. Men jeg må jo tro på, at folk holder af mig og finder sig i, at jeg sidder og dummer mig lidt.”