Man føler virkelig meget, når man danser

Tekst: Maja Agerholm Jensen

Marianne Eihilt har danset hele sit liv, faktisk lige siden hun var 2 år gammel, hvor hun blev sendt til danseundervisning første gang. Hun kan ikke selv huske så langt tilbage, men de båndede optagelser fra dengang viser en lille lyshåret pige, som måske var en smule ukoncentreret, men alligevel pligtigt fulgte med.

Dengang blev der mest sunget ”hoved, skulder, knæ og tå”, og det handlede om at være sammen med de andre børn. Sidenhen har hun lært utallige dansetrin og stilarter, og været med i både EM og VM, men grundlæggende handler dansen stadig om det samme. 

Sans og dans 

Uanset niveau er sanserne et vigtigt redskab, når man danser. Du skal bruge både ører og øjne, føle og lægge følelser i. Først og fremmest er musik selvfølgelig afgørende:

”Musikken er vigtig, fordi det er den, man bevæger sig efter og lytter efter for at finde en takt. Hvis man danser til en fest, er det med takten måske ikke så vigtigt, men man bliver jo nødt til at have 
musik for at kunne bevæge sig og skabe en stemning,” fortæller Marianne. 

Men musikken er ikke det eneste, som er vigtigt at lytte til.
”Det handler også om at lytte til sin partner, hvis ikke med ørerne, så med øjnene for at aflæse deres kropssprog. Det handler om at lægge mærke til hinanden og holde øje. Når man danser standarddans på et dansegulv, eller hvis man danser som hold i showdance, så skal man hele tiden sørge for at se, hvor de andre er henne, og holde sin række. På den måde er der rigtig meget, hvor man bruger synssansen.” 

”Under pardans har man også noget særligt med øjenkontakt. Enten så har man øjenkontakt eller også kigger man væk. Man væver næsten aldrig midt imellem.”

Hvis du lige har set Vild med dans har du måske lagt mærke til det. Bare ved at kigge på deres blik, kan du lave en hel fortælling om et forelsket par eller den ulykkelige kærlighed. 

Som danser er du også skuespiller 

”Man føler også meget, virkelig meget faktisk. Jo bedre danser man er, jo mere kan man føle dansen, og ligesom lægge noget sjæl i den også.”
”Som nybegynder, så er det rigtig meget trin, man ekspederer af - højre frem og venstre tilbage osv. så der er ikke så meget sjæl i det. Men det kommer. Og når man bliver bedre, så har man overskud til at lægge nogle følelser ind i dansen, og så er det, at det bliver endnu bedre.” 

Hver stilart har sin egen historie, rytme og stemning, man som danser skal leve sig ind i. Er det en forelsket rumba, en aggressiv pasodoble eller en glad jive? Det handler om at kunne udtrykke den følelse med sin krop, så andre kan sanse det samme. ”Fra det øjeblik man træder ind på gulvet, så påtager man sig en 
rolle. Jeg vil faktisk sige, at det er ligesom skuespil.”

Marianne har igennem mange år danset med sin dansepartner og nu samarbejdspartner Brian Eriksen. En partner, hun selvfølgelig også har mærket, når de har danset tæt sammen og skiftevis har svævet blødt over gulvet eller hårdhændet kastet sig frem. 

Ser andres glæde 

Siden hun var 14 år gammel, har Marianne også været danseinstruktør, og efter utallige timer sammen 
med nye som garvede dansere har hun også oplevet, hvordan dans påvirker andre: ”Det giver folk rigtigt meget. Jeg møder jo ofte dem, som rigtigt gerne vil danse, ude på danseskolen. Og man kan virkelig mærke, at de griner og hygger sig, og de siger også, at det er lidt som at skulle ud til den ugentlige fest, når de kommer ud på danseskolen.