Gå til hovedindhold
Mad

Når klima kommer på tallerkenen 

Nethe Thomsen nægter at smide mad ud, der ikke er direkte dårlig. For hende er køkkenet et rum for kreativitet, når måltider skal kreeres, med hvad hun nu har for hånden. For Cate Betzer Jensen er kødet smidt for porten, og som pescetar (spiser vegetarisk suppleret med fisk og æg) føler hun, at hun gør en forskel for klimaet. Vital har mødt de to kvinder til en snak om, hvad de har på tallerkenen.

  • Læs op

Indhold

    Tekst og foto: Maria Fast Lindegaard 

     

    Hvem:  

    Nethe Thomsen, 63 år, bor alene. 

    Cate Betzer Jensen, 35 år, bor med sin mand og to små børn. 

    Nethe og Cate kender hinanden fra et nyopstartet madspildspensionat i Folkehuset Trige, som de begge frivilligt deltager i. 

     

    Brug rub og stub 

    Nethe: “Menuen hjemme hos mig har altid været det forhåndenværendes princip. Hvad har jeg? De der grøntsager begynder at se lidt trætte ud. Er de rigtig trætte, så koger jeg en suppe på dem. Er de kun småtrætte, så bager jeg dem. Jeg lever efter princippet at bruge alt, for jeg har en voldsom modvilje mod at smide mad ud. Det er en uskik, og noget der er mig så inderligt imod. Man kan vel sige, at jeg fik det ind med modermælken, og det har gennemsyret hele mit liv.” 

    “Jeg er fra 1959 og den yngste af tre søskende. Mine forældre var helt almindelige arbejdere, og vi havde ikke mange penge. Jeg har aldrig følt mig fattig, men vi havde en omtanke for, hvordan vi brugte ting. Jeg kan tydeligt huske min far sige “luk døren”, “sluk lyset”. Det var en naturlig omhu med ressourcerne.” 

    “Jeg har haft nogle magre år i mit liv, men jeg er vant til at klare mig med, hvad jeg har, og jeg kan sagtens lave ordentligt mad af den grund. Jeg var 13-14 år, da jeg overtog tjansen at lave mad fra min mor, som arbejdede. Min mor var ingen ørn i køkkenet. Det interesserede hende slet ikke, men var i stedet en sur pligt. Det var det ikke for mig, og jeg finder det helt meditativt at koge supper og sammenkogte retter i mange timer.” 

    “For mig går der sport i at lave mad med, hvad jeg har. Når noget bliver godt, så husker jeg det til en anden gang, og andre gange får jeg lavet noget, som jeg ikke behøver at prøve igen. Det er jo ikke altid, at jeg er lige heldig med mine eksperimenter, men det får mig til at prøve nyt.” 

    “Jeg talte med min søn den anden dag og spurgte ham: Kan du huske, når vi fik kartoffelpandekager? Det kunne han godt. Når jeg lavede kartoffelmos, så lavede jeg altid rigeligt. Og var der noget tilovers, så fik det et skvæt mælk og et æg, og så lavede vi kartoffelpandekager. Det var den lækreste snack og en fantastisk måde at bruge rester på. Jeg er superbegejstret for, at mine børn også tager det livssyn til sig, at de bruger maden ordentligt.” 

    Cate: “Det er jo også nemmere at bruge det, man har. Hvis du har glemt at købe en ny plantemargarine, så er du mere grundig med at få tømt den, du har, man klipper den op og får klemt sidste dråbe ud. Men hvis du har en ny stående, så bruger du ikke tiden på at få den gamle tømt helt. Vi bruger alle vores rester op. Vi får ofte rugbrød til aftensmad, og pålæg kan være hvad som helst; en kogt kartoffel, en fiskefrikadelle, og det kan også være rester. Det er samtidig én dag mindre om ugen, hvor man skal lave mad. Det er jo også et lethedsprincip.” 

     

    Klimaangsten for næste generation 

    Cate: “Jeg tror, jeg har klimaangst. Det startede for alvor, da jeg fødte min søn i efteråret 2018 efter en varm sommer, hvor snakken om klima for alvor tog til. Der sad jeg pludselig med et spædbarn, og jeg blev ramt af en kæmpe forbrugerskam. Min søn fik modermælkserstatning, hvis CO2-regnskab er rigtig skidt. Jeg følte, at det var for dårligt, at jeg ikke kunne amme. Men et totalt forbrugsstop er jo heller ikke muligt.” 

    “Jeg måtte gøre noget andet, her og nu, og derfor besluttede jeg mig for at blive pescetar. Jeg spiser ikke kød, men jeg spiser fisk og æg. Og så køber jeg helst ikke nyt tøj. Det hjalp på min klimaangst; jeg følte, at jeg kunne handle mig ud af den ved at gøre det, jeg kunne.” 

    “Jeg synes, det er svært, at der er mange, som virker til, at de er ligeglade. Men måske de bare ikke bekymrer sig udadtil på samme måde, som jeg gør. Jeg tror også, at der er mange, som ikke ved, hvordan de selv kan gøre en forskel.” 

    Nethe: “Måske er det bare for svært at forholde sig til. Klimaet bliver ligesom puttet helt derom bagerst i mit hoved sammen med størrelsen på verdensrummet. Det er simpelthen så stort, at jeg ikke kan forholde mig til det. Jeg kan ikke gøre mere, end det jeg allerede gør. Jeg tænker over, hvordan jeg bruger alle former for ressourcer.” 

    Cate: “Nej det kan man jo ikke. Og alting er jo ressourcer. Det var jeg ret gammel, før jeg forstod. At fx alt det tøj, jeg har i skabet, er ressourcer og har kostet en pris.” 

    “Jeg synes virkelig, det er svært at være en god forbruger. Jeg læste fx, at fisk føler stress, når de fanges i net. Skal jeg så holde op med at spise fisk også? Det er virkelig svært at gøre det ordentligt. Måske især fordi vi har et distanceret forhold til vores madproduktion. Havde det fx ikke været for vejarbejde på motorvejen en dag, så havde jeg aldrig holdt ved siden af en grisetransport, hvor jeg så trynerne i lufthullerne. Tanken om, at de var spærret inde sådan, bryder jeg mig ikke om.” 

    Nethe: “Hvis du ikke havde holdt der, var du ikke kommet så tæt på, at det rørte dig. Jeg elsker alle grøntsager med meget få undtagelser, men jeg bliver aldrig vegetar. For jeg kan virkelig godt lide rødt kød, men jeg spiser det kun sjældent. For mig handler det om dyrevelfærd, men jeg føler også, at jeg kan smage forskel. Så jeg vil hellere betale en højere pris og spise lidt mindre, for så ved jeg, at dyret har levet under ordentlige forhold.” 

    Cate: “Vi er vant til, at mad og retter er opkaldt efter kødet, der er i. Men jeg er overrasket over, hvor nemt det er at leve pescetarisk. Vi spiser vildt mange frikadeller, men så er det squashfrikadeller eller rødbedefrikadeller. Grøntsagsafdelingen er jo den, der ligger først for i supermarkedet, og det er jo egentlig bare et spørgsmål om at bruge lidt mere tid der.” 

     

    INSPIRATION 

    Værk | Skræl er ikke skrald | AarhusBibliotekerne (aakb.dk) 

    Brug det, du normalt smider direkte i skraldespanden, kog fx saft på æbleskræller og skrog og omdan dine kartoffelskræller til sprøde chips. 

    App: For Resten, udviklet af forbrugerrådet Tænk 

    For Resten gør det nemt for dig at opbevare og få brugt alle dine råvarer og rester efter måltider. Du sparer penge, tid og besvær i hverdagen. Bliv klog på dine råvarer. Hvordan skal de opbevares, hvor længe kan de holde og hvordan vurderer du, om de kan spises eller skal smides ud? Få opskrifter og andre tips, der hjælper dig til at minimere dit madspild. 

    For Resten i App Store (apple.com) 

     

    Sidst opdateret: 8. november 2023