Kronisk syg og kronisk optimist
At få en kronisk sygdom ændrer livet. Det sker ofte i det stille – symptomer dukker op, og kroppen er ikke helt som før. For 88-årige Sonny begyndte det for 15 år siden. Langsomt blev det klart, at helbredet aldrig bliver det samme igen.
Tekst og foto: Lene Dalgaard Andersen
Sygdommen har sat sine spor på Sonnys krop. Musklerne er svundet ind, hånden kan ikke gribe fat om en flaske, og benene vil ikke længere gå uden rollator. Trods den svækkede fysik insisterer Sonny på at finde glæde i det, han stadig kan.
Hans opskrift er enkel: en god portion humor og et livssyn med tommelfingeren opad.
"Man vælger ikke selv sin skæbne og de skavanker, som livet giver. Jeg gider ikke gå og ærgre mig, for man kan ikke lave om på det. Men man kan vælge at se lyset i stedet for mørket og nyde det, man har."
En snigende sygdom og et brat fald
Sonny var sportsmand og aktiv med badminton, gåture og camping gennem hele livet. Men for 15 år siden begyndte benene at drille. Han tabte kampe og kunne ikke følge med. Lægerne fandt aldrig en klar diagnose, og selv med medicin og hormonbehandling kom der ingen forbedring – kun trælse bivirkninger.
“Min kone hjalp mig meget dengang. Vi købte en el-kørestol, som vi kunne smide i bilen, så vi stadig kunne komme ud i naturen, som vi altid har elsket.”
Men alt ændrede sig, da Sonny for tre år siden faldt på en trappe og mistede sin kone kort tid efter. Sonny blev afhængig af hjælp for at klare hverdagen, og sammen med sine to døtre tog han beslutningen om at flytte på plejehjem.
"Det gav ro i sjælen både for mig og for mine piger. Jeg ville ikke være en byrde, og jeg vil helst klare mig på egen hånd, så godt jeg nu kan," siger Sonny.
Træning, rødvin og TP
Sonny bor nu i sin egen lejlighed på Plejehjemmet Ankersgade 19-23 og træner to gange om ugen. Den vedvarende træning har gjort, at han nu kan mange flere ting selv, end da han flyttede ind.
"Min fysioterapeut kan få en død mand til at gå. Den hjælp, jeg har fået, har virkelig fået gang i min krop, så jeg kan vedligeholde min motorik, så meget som alderen tillader,” smiler Sonny.
Den nye hverdag byder på godt selskab og gode stunder. Aktiviteterne spænder vidt, så ingen bliver hægtet af – alt fra musik til gåture i nærområdet. Tempoet er roligt, men humøret højt, og der er plads til både grin, gigt og gamle danske hits.
Hver fredag serveres der rødvin til maden, og hver onsdag spiller de TP (Trivial Pursuit).
"Der er en fantastisk ånd mellem personalet og beboerne her i huset. Det er lidt ligesom at være på ferie med gode venner – bare med rollator og flere rynker. Men det gør ikke noget, for stemningen er i top, og vi griner meget og har det godt sammen."
Alt på hovedet
At miste sin fysiske frihed og sit livs kærlighed har forandret Sonny.
"Jeg havde aldrig fældet en tåre før. Nu skal der bare en film til, så triller de ned ad kinderne," siger han og tørrer duggen i øjenkrogen.
Bortset fra følelserne, der nu sidder mere uden på tøjet, insisterer Sonny på at være nøjagtig den samme muntre mand som altid. Han kommer selv i tøjet, klarer personlig hygiejne og nyder samværet med de andre beboere og sine døtre og deres familier, der jævnligt kommer på besøg.
"Jeg kunne være blevet bitter, men det er ikke mig. Jeg er skruet sammen på den måde, at jeg hellere vil imponeres end irriteres, når noget er udfordrende. Hellere en tommel op end en tommel ned."
Smittende livssyn
Selvom Sonny savner campinglivet og konens nærvær, mindes han dem med varme.
"Alt for mange hænger sig i dårligdomme, og det er synd. Man skal glæde sig over, at solen skinner i dag i stedet for at bekymre sig om, at det kan blive regnvejr i morgen."
Det er netop den tilgang, der har hjulpet Sonny igennem overgangen fra et aktivt liv til en hverdag med begrænsninger. Livet med en kronisk sygdom kræver accept, tålmodighed og en vilje til at tænke positivt. Det er ikke altid let, men Sonny viser, at det er muligt med de rette briller på:
“Man skal huske det gode humør og være lidt kæk indimellem. Det er den bedste medicin mod det meste."