"Jeg kan godt lide, at jeg kan påvirke en stemning"
Thorkil er oplevelsesmedarbejder på Skovvang, som er Aarhus' specialplejehjem for mennesker med demens. Med guitar og humor skaber han stemning og fællesskab.
Med guitaren under armen og en kuffert fyldt med sanghæfter går Thorkil Bisgaard mod plejehjemmets fællesstue. På aktivitetskalenderen er der ud for tirsdag formiddag noteret ’Sangcafé’, som en fast ugentlig begivenhed.
Thorkil er oplevelsesmedarbejder på Skovvang, som er Aarhus’ specialplejehjem for mennesker med demens. Alle der bor her, har det tilfælles, at deres demenssygdom er så fremskreden, at de har brug for særlige og specialiserede rammer at bo i.
”Jeg kan godt lide, at jeg kan påvirke en stemning, og for mig er det magisk, det der kan opstå, når man blander musik og humor. Jeg arbejder med reminiscens og musik, og en stor del af mit arbejde ligger i at fornemme og påvirke stemninger. Både når jeg har sangcafé for flere som i dag, og når jeg er på besøg hos beboere, der trives bedre med 1-1 samvær,” fortæller Thorkil og uddyber:
”Jeg bruger humor til at fornemme de mennesker, jeg er sammen med. Det er svært helt at forklare, men for mig handler humor om timing og intuition. Hvordan timer du en historie eller introen til en sang? Hvordan griner du og hvordan er dit kropssprog?”
God humor
Siden Thorkil som 10-årig begyndte at spille i band, har han optrådt med sang og musik. Senere er historierne kommet til: ”Skal jeg beskrive min humor, vil jeg fremhæve det, at jeg lægger mærke til pudsigheder. Jeg ser, når noget er skævt og bruger det i mine historier. Jeg elsker at få folk til at smile, og for mig er den gode humor afvæbnende. Den får os til at slappe af."
Humoren må dog aldrig bruges til at udstille andre, og respekten for det menneske, man står overfor, skal altid vægte højest. Thorkil uddyber, at han nyder at se, hvordan kolleger bruger humoren fagligt og konstruktivt til at danne relationer med beboere, som grundet deres demens har svært ved selv at sætte ord på ønsker og behov: “Humor er individuelt, og for nogle beboere og i nogle situationer er humor den helt rigtige tilgang. I andre situationer og hos andre beboere er det ikke.”
"Det handler om, at beboerne får gode oplevelser på sine præmisser og samtidig oplever sig selv som en del af et fællesskab - om ikke andet så i nuet"
Vigtige livshistorier
Thorkil er uddannet socialpædagog, og har i 15 år arbejdet med bl.a. hjemløse og mennesker med misbrug, før han i 2015 blev ansat som oplevelsesmedarbejder.
”Jeg synger sammen med mennesker, som ikke længere har noget sprog. Mennesker, som stadig kan tale, men hvor sætningerne ikke er sammenhængende og forståelige. Mennesker, som knapt har en mimik, og mennesker, som er urolige og som reagerer kraftigt på fx høje lyde og ting, de ikke forstår.”
At kende beboernes individuelle livshistorie er et vigtigt arbejdsredskab på Skovvang. Når man ikke længere selv kan give udtryk for, hvem man er og hvad man godt kan lide, bliver et godt kendskab til livshistorien en vigtig ramme om den omsorg og pleje, som gives.
Til de ugentlige sangcaféer er det derfor vigtigt for Thorkil, at han kender beboernes livshistorier, musikpræferencer og ved, hvor de er i deres sygdomsforløb. Han kan have forberedt en ting, men må være klar på at tilpasse det:
”Jeg skal altid være klar på at tilpasse min adfærd og tilgang. Beboerne er forskellige og med forskellige behov, og dette skal kunne rummes i en aktivitet som fx sangcafé. Det handler om, at beboeren får gode oplevelser på sine præmisser og samtidig oplever sig selv som en del af et fællesskab - om ikke andet så i nuet.”
Tilpas forstyrrelse
En særlig oplevelse med en, der ikke længere kommunikerer med ord eller sit kropssprog viser for Thorkil, hvad musik og humor kan. Han forklarer, at beboeren stort set kun kommunikerer med sine øjne, og at hun er svær at nå ind til.
”Jeg fik at vide, at hun godt kan lide Elvis, så jeg købte et album, hvor jeg vidste, at sangen ”Are You Lonesome Tonight” er på. Ikke en hvilken som helst udgave af den sang, men versionen, hvor Elvis bryder helt sammen af grin.”
Tanken med at spille lige netop denne version var, at den både kunne vække en følelse af genkendelighed, men også, at den kunne skabe en tilpas forstyrrelse.
”Vi fik en kontakt, som jeg ikke tidligere har haft. Det var meget fint. Fysioterapeuten prøvede også at bruge sangen, som havde en helt utrolig effekt. Fra at sidde anspændt i sin kørestol, kunne terapeuten se, hvordan beboeren slappede mere af i sine muskler, efter hun havde grinet. Hun forklarede forskellen som så stor, at det faktisk kunne betegnes som motion.”
Skab stemning
I fællesstuen er sangcaféen ved at være slut. Hvor nogle har siddet og sunget med og grinet højt til de små historier, har andre siddet stille og kigget ud i luften. Et par beboere har også gået lidt rundt for igen at sætte sig.
En beboer, som ikke har meget sprog tilbage, bliver tydeligt rørt, da Thorkil spiller den sidste sang I Skovens Dybe Stille Ro. En anden spørger stille, om der ikke kommer flere sange. En medarbejder aer ham på kinden og sætter noget af den musik på anlægget, som hun ved, han godt kan lide.
”Nogle har spurgt mig, om beboerne overhovedet forstår det, jeg synger eller fortæller, hvortil jeg svarer, at det ikke er så vigtigt. Det handler om den stemning, jeg skaber. Jeg tror, det betyder meget, at de kender stemningen af fællessang, markedsplads eller noget tredje, og at jeg bruger musikken, historierne og min humor på en måde, som er tilpasset situationen.”