“Jeg er jo ikke den eneste”

Tekst: Maria Fast Lindegaard Foto: Marie Skovgaard

“Jeg kan godt lide at gå ture i skoven og se ud over vandet. For enden af gaden, hvor vi bor, starter Marselisborg Skovene.”

“Jeg er de sidste par år begyndt at blive svimmel og har problemer med at holde balancen. Det kom snigende og bliver mere og mere. Jeg er faldet nogle gange, og jeg er også væltet på cyklen.”

“Men når man er faldet tilpas mange gange, så er det ikke tilfældigt mere.”

“Vi har haft hund i over 30 år. Vi gik en fast tur i skoven hver dag, og den støttede jeg mig til. Nu har vi ikke hund mere, så når jeg nu går tur i skoven, bliver jeg lidt hæmmet af, at folk måske tror, jeg er gået hjemmefra, fordi de tror, jeg kommer fra plejehjemmet. Det er jeg rigtig ked af.”

Ikke alene i verden

“Det generer mig, hvis folk tror, at jeg er fuld, bare fordi jeg går dårligt og dingler lidt. Det bryder jeg mig ikke om.”

“Jeg så et iøjnefaldende opslag i Folkehuset Viby for et kursus om det at falde. Jeg tænkte: ja, det er lige noget for mig, så jeg skyndte mig at melde mig til.”

“Jeg startede i et otteugers forløb på MarselisborgCentret. Vi trænede to gange om ugen. Det foregik i en gammel seksmandsstue, fra dengang det var Marselisborg Hospital. For mange år siden lå min mor i præcist det rum, hvor jeg nu gik til faldtræning, efter hun var faldet og havde brækket hoften. Jeg husker det lige så tydeligt.”

“Det var dejligt at være sammen med andre, der havde det på samme måde som jeg. Så jeg følte mig ikke helt alene i den her verden. De var også faldet, og vi kunne spejle os i hinanden. Nogle af vores udfordringer er jo de samme.”

Lære at gå på ny

“Jeg har lært at gå på en anden måde, så jeg får mere styr på balancen. Hvis man har fødderne for tæt på hinanden, så er det svært at holde balancen. Det er nogle små fif, jeg har fået.”

“Det var ikke vilde øvelser, vi lavede, men vi blev alligevel trætte alle sammen. Vi trænede de forhindringer, vi møder i det virkelige liv. Vi gik rundt mellem hinanden ligesom i en forretning eller et supermarked, hvor folk flyver og farer omkring én. Vi øvede også, hvordan vi kommer op igen, når vi er faldet. Det lykkedes med lidt varierende succes.”

“Når man er klar i hovedet, så er det nemt at komme op, men når man falder på gaden, og bussen holder lige ved siden af en, og man måske er viklet ind i cyklen, så kniber det med at komme op. Men folk er gennemgående søde til at hjælpe en op, og det er en glædelig ting.”

“Jeg er faldet nogle gange i bussen. Jeg har problemer med at komme ind og ud af bussen, men det har jeg lært, så det går lidt bedre nu. Jeg øver mig også herhjemme og til selvtræning. Det ser jo skørt ud at gå op, tilbage og ned igen, men det skal man ikke spekulere på.”

“Man taber langsomt sin muskelkraft og styrke hen over livet. Men det er noget, jeg selv kan gøre noget ved, så nu går jeg til selvtræning i Folkehuset Viby et par gange om ugen. Så jeg fortsætter med at øve det, jeg selv kan.”

Med stokken i hånden

“Mine udfordringer er ikke forsvundet, men det hjælper, når jeg går med stok. Jeg har skullet overvinde en grænse. Det er ikke noget, man bare lige gør. Det er træls at være blevet så gammel, at jeg er nødt til at gå med stok eller rollator. Men det er jeg kommet over nu.”

“Nu tager jeg min rollator, går op i forretningerne, putter mine varer i kurven, og så går jeg op til kassen, tager dem op igen, betaler og putter dem ned igen og går hjem. Det er jo meget smart.”

Men det har været en overvindelse for mig at gøre det. Men sådan er livet jo selvfølgelig, vi skal jo helst alle blive gamle.”

Når varmen kommer

“Jeg kommer ikke ud at gå hver dag, men jeg kommer da ud et par gange om ugen eller tre.”

“Når det bliver bedre vejr, så vil jeg gerne gå ned i skoven og til stranden, kigge ud over vandet og så gå tilbage igen hver dag. Det er sådan en god tur, og det har jeg jo kunnet før, da jeg havde hunden. Men nu, hvor det kun er mig selv, skal jeg tage mig lidt mere sammen.”

“Det er dejligt at gå i skoven. Det har jeg altid godt kunnet lide.”