Hvor hører du til?
Hvornår mærker du følelsen af at høre til? Måske i fællesskabet og sammenholdet med andre. Måske er det knyttet til et bestemt sted, en by, en gade, en stue. Måske mærker du følelsen i en særlig sang eller et gammelt minde. Her møder du tre aarhusianere, der fortæller, hvor de mærker følelsen af at høre til.
Tekst og foto: Rebekka Didriksen
Både håndværket og fællesskabet trækker
Poul Breiner Brogaard, 68 år
Jeg blev introduceret til Værkstedet for fire år siden af min gamle kollega. Jeg orkede det egentligt ikke. Men en aften tog jeg med ham, og lige da døren åbnede, så ramte duften af maskinværksted mig. Jeg er uddannet klejnsmed, så det at være lidt beskidt og den velkendte duft af svejserøg har jeg alle dage haft inde under huden.
At komme her føles næsten som at komme tilbage til min læretid. Her mærker jeg at høre til. Både på grund af det sociale samvær, og fordi jeg føler mig hjemme i håndværket – og selvfølgelig på grund af kaffen. Her er et stærkt sammenhold og tonen er fri. Her bidrager man til fællesskabet, fordi man har lyst.
Jeg mærker noget særligt, når jeg lytter til musik
David Jappe, 23 år
Jeg elsker at lytte til musik. Både når jeg er alene, og når jeg er sammen med andre. Særligt fællessang holder jeg meget af. Her får jeg virkelig en fællesskabsfølelse, og jeg mærker, at vi hører til sammen lige dér. Der er nemlig noget smukt ved at synge sammen. Når jeg lytter til musik, bliver hverdagen sat på pause. Her finder jeg plads og tid til at reflektere over ting, jeg ellers ikke ville tænke på.
Jeg lytter også altid til musik, når jeg er i bad. Når jeg ser vanddråberne løbe ned ad brusekabinens glasrude, får jeg en følelse af at være til stede i nuet, og så glemmer jeg alt om hverdagens stress.
Jeg hører stadig til dér, hvor det hele startede
Inge Birthe Kaae Hansen, 80 år
Jeg har en særlig følelse af at høre til på Christiansbjerg, for det var dér, det hele startede. Jeg blev født i stuen i en treværelses lejlighed på Oslogade 2. Christiansbjerg var et arbejderkvarter, så penge var ikke det, vi havde mest af. Men jeg tror netop, det var derfor, at vi havde så godt et sammenhold. Man var nødt til at holde sammen og hjælpe hinanden, når midlerne var små. Det var virkelig et godt sted.
Både min mand, Per, og jeg er født på Christiansbjerg. Vi legede sammen, da vi var små, og da vi var 15-16 år, blev vi kærester. Vi har været sammen lige siden. Jeg tænker tit tilbage på min barndom på Oslogade, og jeg mærker stadig, at det er her, jeg hører til.