Gå til hovedindhold
Fællesskaber og ensomhed

“Hvad skal du på torsdag?”

Kom med indenfor i Fællesskabet 8462. Et mødested til dem, der er hjemme i formiddagstimerne.

Indhold

    Tekst og foto: Maria Fast Lindegaard

    Kom som du er, bidrag med det, du kan, og deltag i det, du har lyst til. Nogle nyder kaffen, snakken, selskabet i Café Harlev. Andre strækker kroppen ud og får sved på panden i multihallen ved siden af. Op på tå og ræk ud efter det unåelige loft, udfordr balancen. Nogle har strikketøjet i hænderne. Andre vil hellere være fri.

    I Fællesskabet 8462 laver du det, du har lyst til. Hver torsdag formiddag mødes 15-30 kvinder og enkelte mænd. Her er ingen fast formel, som hver torsdag følger. Bortset fra kaffen på kanden. Nogle dage starter med en fællessang. Sanghæfterne har én af kvinderne selv lavet, for her bidrager alle til fællesskabet med det, de kan.

    “Det er et åbent og meget frit fællesskab, hvor alle byder ind med det, de kan og har lyst til. Det giver en smittende glæde, for vi hjælper hinanden,” siger Helle Nørgaard Andersen, der er en af drivkræfterne bag fællesskabet:

    “Selvom jeg kommer for at give noget til fællesskabet, så får jeg mindst lige så meget igen.”

    Ingen soveby

    En tur gennem Harlev i hverdagens rolige formiddagstimer byder sjældent på stor ståhej og ramasjang. Som så mange andre forstæder synes byen sovende, som om den lader op til eftermiddagens og aftenens rige foreningsliv.

    “Jeg blev overrasket over, hvor mange der faktisk er hjemme i formiddagstimerne. Både dem der arbejder aften og nat, har forskudte arbejdstider og alle os, der ikke er på arbejdsmarkedet af den ene eller anden grund,” siger Rikke Sort Buchtrup.

    Hun fik idéen til Fællesskabet 8462, da hun gik på førtidspension:

    “Energien og overskuddet er der ikke til at tage ind til Aarhus, og man går jo ikke bare ind og sætter sig på en café og bruger en masse krudt på at komme i snak med andre. I Harlev har vi et vildt foreningsliv om eftermiddagen og aftenen, men for os, der er hjemme i formiddagstimerne, manglede der noget.”

    Helle Nørgaard Andersen var én af dem, der hurtigt fandt vej til fællesskabet:

    “Som tilflytter til byen kendte jeg ikke ret mange. Så da fællesskabet kom op at stå, tog jeg afsted, og så er jeg blevet hængende lige siden. Og nu møder jeg ofte nogen, jeg kender, rundt om i byen,” siger hun.

    I begyndelsen af marts kunne fællesskabet fejre sin 1-års fødselsdag.

    Kom med det, du kan

    Pileflet. Gymnastik. Farvning af æg. Kreativ brug af garn og stofrester. Som fællesskabet er vokset, tager flere af deltagerne initiativ til aktiviteter.

    “Der er vildt meget potentiale i folk. Vi behøver jo ikke at være professionelle for at undervise hinanden i det, vi kan. Tværtimod er det vildt fedt, at vi bruger de ressourcer og evner, vi har, og vi vokser hver især på at bidrage og være noget for hinanden,” siger Rikke Sort Buchtrup:

    “Der er en enorm villighed, og jeg er allermest høj over at se, hvordan forskellighed finder sammen.”

    “Vi går ikke op i hinandens alder. Det er jo lige meget, om man er 85 eller 25 år. Vi er her sammen på tværs af de forskelle, vi har. Og om vi så er tre eller 15 en torsdag, så er succeskriteriet, at vi hygger os. For dem der er her, har lige så stort behov for at ses, uanset hvor mange vi er,” siger Helle Nørgaard Andersen.

    Hun deltager de torsdage, hvor hun ikke arbejder:

    “Hvis jeg ikke kan om torsdagen, så kan jeg godt finde på at arrangere en gåtur en anden dag i ugen, for dem, der har lyst. Når vi går sammen, så snakker vi nemt om alt muligt, og det er hyggeligt at ses.”

    Fællesskabet 8462 mærker også opbakningen fra resten af byen, hvor mange harlevgensere donerer alt fra garnrester, sakse og andet til fællesskabet og deres kreative projekter.

    “Vi har efterhånden fået en kultur i Harlev, hvor vi hjælper hinanden. Alle bakker hinanden op, og uden den opbakning kunne vi ikke det, vi gør. Så ville fællesskabet være noget andet,” siger Rikke Sort Buchtrup.

    Harlev vil være fællesskabernes by

    I Harlev blomstrer fællesskaberne frem. Her hjælper en håndfuld idémagere og igangsættere alle, der har en god idé og lysten til at starte et nyt fællesskab.

    Brætspilscafé. Kreative strikkere. Filmklub og foredragsaftener. Det er blot nogle af de fællesskaber, der er vokset frem i Harlev Idræts- og Kulturcenter. Bag alle de frivillige aktiviteter og fællesskaber står harlevgensere med en god idé og lysten til at dele det, de brænder for, med andre.

    Fællesskaberne trives, fordi det er lykkedes Harlev Idræts- og Kulturcenter at samle en gruppe frivillige kræfter, der kalder sig Fællesskaberne. De giver de gode idéer luft under vingerne, og hjælper altså dem, der har en lyst til at skabe et fællesskab, med at udvikle, opstarte og få fællesskabet til at leve.

    I Harlev lever de traditionelle idrætsfællesskaber i bedste velgående. Derfor var det vigtigt for Fællesskaberne, at flere fællesskaber, der ikke har en ketsjer i hånden eller fodboldstøvler på, kan vokse frem. Det er lykkedes, og byen har derfor nu mange attraktive, sociale og kulturelle aktiviteter for hele byen, og multihuset er blevet et mødested også for dem, der ikke før var en del af Harlevs idræts- og foreningsmiljø.

    Nu mødes Harlevgensere for sammen at se film som ‘The Big Lebowski’ og ‘Bjergkøbing Grand Prix’. De mødes til livestreaming af foredrag fra Aarhus Universitet. Og frivillige mødes i det sociale fællesskab det er at “gå til café”, når de bag disken i Café Harlev betjener de mange brugere af huset. Sådan er det endt, at Harlev er blevet fællesskabernes by.

    Og ét af de fællesskaber er Fællesskabet 8462.

    Sidst opdateret: 14. maj 2024