Få hjælp til dine aftaler i sundhedsvæsenet
Efter et fald i foråret 2023 fik Birgitte problemer med balancen, som gjorde det umuligt for hende at færdes udenfor på egen hånd. Men med hjælp fra Social Sundhed og brobyggerordningen blev det muligt for hende at passe sine aftaler i sundhedsvæsenet.

Tekst: Helle Erenbjerg Foto: Social Sundhed
"Jeg skulle skifte fra NemID til MitID, men da jeg var faldet et halvt år tidligere og ikke kunne færdes udenfor på egen hånd, kom Borgerservice hjem til mig og hjalp med at få det ordnet. Under besøget spurgte de mig, om jeg var klar over, at der findes noget, som hedder Social Sundhed? Det var jeg ikke, så de gav mig deres telefonnummer,” fortæller Birgitte, og på den måde kom hun i kontakt med Social Sundhed og deres brobyggerordning:
“Det var lige præcis det, jeg havde brug for,” fortæller Birgitte.
Med frivillige kræfter ledsager og støtter Social Sundhed mennesker i sårbare og udsatte livssituationer til deres aftaler i sundhedsvæsenet.
“Vi tilbyder, at man kan få en person med til sine aftaler hos lægen, på hospitalet og i sundhedsvæsenet i øvrigt. Vi kommer hjem til den enkelte. Vi følges ad i bussen, går med ind til lægen, tager noter, runder af og følger op: forstod du, hvad lægen sagde? Og så følges vi ad hjem igen. Vi følges ad hele vejen, før, under og efter,” siger Maria Redsted, der er daglig leder af Social Sundhed i Aarhus.
Man kan regne med dem
Birgitte har benyttet brobyggerordningen adskillige gange og understreger, at det er nødvendigt for hende at få den hjælp, som Social Sundhed tilbyder.
“Jeg ringer og aftaler en tid fx hos lægen, så ringer jeg til Social Sundhed og spørger, om de kan finde en brobygger, som har tid den aftalte dag. Vi aftaler tidspunktet og sørger for, at der også er indlagt tid i aftalen, så vi kan komme her fra min bopæl og hen til den pågældende aftale,” fortæller hun.
“Brobyggeren kommer altid på det tidspunkt, vi har aftalt. De er meget præcise. Man kan virkelig regne med, at de er der,” fortsætter Birgitte.
Når brobyggeren, som typisk er en yngre studerende indenfor sundhedsområdet, er kommet indenfor døren, så tager Birgitte og brobyggeren en kort snak om, hvad der skal ske:
“Det er vigtigt, at de også ved, hvad vi skal. Og mange af dem fortæller mig, at vi også hjælper dem, for det er jo vigtigt for dem at få den her praksiserfaring,” fortæller Birgitte.
Når Birgitte og brobyggeren er klar til at komme ud ad døren, sørger Birgitte for at ringe efter en taxa, som de tager hen til den pågældende aftale, og efter besøget bliver hun fulgt hjem igen:
“Det er en utrolig stor hjælp. Jeg kunne slet ikke komme afsted, hvis jeg ikke fik den hjælp. Det fungerer så fint!”
176 frivillige
Lige nu har Social Sundhed 176 brobyggere tilknyttet i Aarhus, og for Maria Redsted er det afgørende, at alle brobyggere er frivillige:
“Sammen med vores brobyggere kan du ikke sige noget forkert. Du risikerer ikke at sige noget, som betyder, at du for eksempel bliver trukket i en ydelse eller frakendt en ordning. Vi har ikke krav på noget. Vi er der ægte, fordi vi har lyst, og fordi vi selv lærer noget af det. Det skaber en særlig relation,” slutter Maria Redsted.
Social Sundhed
- Når man ringer, får man fat i rådgivningen og aftaler, hvad det er, man vil have hjælp til. Alle kan ringe ind. Man skal ikke visiteres. Man kan ringe ind som pårørende, nabo eller ven.
- Ring til Social Sundhed på 91 55 06 36 eller læs mere på Social Sundhed - Vi bygger bro
- Social Sundhed har eksisteret siden 2013 og i 2022 modtog organisationen Kronprinsparrets Sociale Stjernedryspris for at være “nytænkende inden for socialt arbejde”.