Gå til hovedindhold
Fællesskaber og ensomhed
Mad

Et smagfuldt fællesskab

Kom med indenfor i en madklub for herrer +60 år. Et fællesskab for mænd,
hvor glæden for velsmag og det gode selskab forener sig

  • Læs op

Indhold

    Tekst og foto: Maria Fast Lindegaard

    Lyserøde. Lilla. Gule. Hovedrolleindehaverne i aftenens menu, en cremet kartoffelsuppe med sprødt, har iført sig festlige farvenuancer. For hvorfor nøjes med en gul kartoffel, når en lyserød eller lilla sætter mere kulør på hverdagen? 

    Sammen med porrer, urter og smagsgivere skal de forvandles til et måske simpelt, men (hvis gjort rigtigt) velsmagende måltid, der er værd sanseligt at fordybe sig i. Og helst gerne med andre. For i skolekøkkenet på Beder Skole er det for et par timer ikke de unge, men en håndfuld modne herrer, der skal 
    lære. De kendte ikke hinanden tidligere, men de har fundet et fællesskab om deres madglæde i en madklub for +60-årige mænd.

    De er her for samværet. For at lære nye ansigter. At være del af et mandefællesskab. Og de er her for inspirationen og de kreative kokkekunster, som medinitiativtager til holdet, Anders 
    Baden Immerkær, giver dem. For de er ikke for gamle til at lære nyt. Heller ikke, når det handler om, hvordan 
    man fx skærer urter med en grøntsagskniv.

    Hot ’n’ Spicy Oregano. Schweizisk Mynthe. Hvad skal din suppe smage af? Det er en beslutning, de selv må  træffe, når de har fingrene i friske (og nogle gange ubekendte) sæsonråvarer fra lokalområdet. For opskriften giver ikke alle svar.

    De bliver udfordret til at sanse maden. Til at eksperimentere med smage. Hvad bruger vi vanilje til? Spørgsmålet synes validt at stille. Er det en fejl i opskriften? Nej. Vaniljepulver i kartoffelsuppe er åbenbart god nok. Et trick fra kokkebranchen, hvor vanilje ikke er forbeholdt dessertkøkkenet, men også runder smagen af i blandt andet hummerretter – og altså også i kartoffelsuppe. Nogle drysser (måske skeptisk) vaniljepulver med sparsom hånd, andre er mere rundhåndede. 

    Til koret af stavblendere går det ingen næser forbi, at duften for alvor begynder at sprede sig i skolekøkkenet. Nu går aftenens reelle tilsmagning i gang. Bevæbnet med smageskeer skal alle grundsmage under lup. Her har vi en chance for at brillierer, spøges der. Først salt. Den nemme grundsmag. Så surt. De hjemmebryggede eddiker  findes frem. Eddiker lavet på hjemløse æbler. Blommer sanket ved Kysing Næs. Og mange flere. Tilsæt. Rør. Smag. Gentag indtil smagen smager dig, og så videre til næste grundsmag. Sødt. Så bittert og til sidst umami, grundsmagen med det pudsige navn fra Japan.

    Og der, efter dyb koncentration over det, mange på en kedelig hverdag løser med en håndevending og et strøg salt og peber, er smagene på plads.

    Foto: I skolekøkkenet på Beder Skole har Henning, Niels Erik, Per, Poul og Frank fundet et fællesskab om deres madglæde i en madklub for +60-årige mænd.

    Spisetid. Bordet er dækket. Maden står på bordet. Nu kan røverhistorier blande sig med dommen over aftenens arbejde. Alle smager alles version af kartoffelsuppe med urter med sprødstegt bacon, rugbrødscroutini og krydrede, ristede græskarkerner. Her er plads til at fejle, til at rose og til at fordybe sig i måltidet, selskabet, fællesskabet. 

     

    Vil du være med? 
    Læs mere på hjemmesiden her: www.bmimadklub.dk

     

    Sidst opdateret: 16. november 2023