Mellem bekymring og bevægelse: Et nyt syn på fald hos ældre

Tekst: Marie Overgaard Bering 

Omkring hver tredje over 65 år falder én eller flere gange om året. For mange fører det ikke kun til fysiske skader, men også til en vedvarende bekymring for at falde igen. Samtidig viser forskning, at bekymringen kan føre til inaktivitet og fravalg af aktiviteter, der ellers giver livskvalitet. Det er netop i det krydsfelt, forskningsprojektet "Trygge skridt" ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet arbejder.

Bekymringen sætter sig

Jens Martens Christensen er psykologistuderende og med til at drive projektet. Han forklarer:

”Projektet er et tværfagligt samarbejde, der kombinerer fysioterapi og psykologi. Bekymringen for at falde påvirker ikke kun, hvordan man bevæger sig, men også hvordan man tænker og lever sit liv. Det kan betyde, at man begynder at undgå ting, man egentlig godt kan og, at bekymringerne vokser og bliver selvforstærkende. For mange bliver det en stopklods i hverdagen.”

Fra et fysioterapeutisk perspektiv viser sammenhængen sig helt konkret, fortæller fysioterapeutstuderende Peter Vestergaard Paluch, der også er en del af projektet:

“Hvis man er bange for at falde, begynder mange at bevæge sig mindre. Og så bliver kroppen svagere.”

Samtalen i fokus

Som en del af projektet bliver der afholdt 12-ugers gruppeforløb for borgere over 65 år med bekymringer for at falde. En gruppe består af fem deltagere, der hver uge mødes til en kort gåtur og gruppesamtale.

“Efter gåturen har vi en samtalecafé, hvor vi bruger samtalekort, der bygger på interviews med målgruppen,” fortæller Jens Martens Christensen. “Spørgsmålene handler om deres hverdag deres bekymringer og det, de gerne vil kunne.”

Tre gange undervejs bliver samtalerne suppleret med træning, hvor Peter Vestergaard Paluch deltager:

“Det er helt basale øvelser, vi træner - at rejse sig fra en stol og komme op fra gulvet - ting, der er
afgørende for at kunne klare sig selv.”

Deltagerne arbejder på den måde både med deres tankemønstre og deres fysiske formåen. Og med at få de to til at hænge sammen.

”Målet er både at reducere deltagernes bekymringer og gøre det lettere at være fysisk aktiv i hverdagen,” forklarer Jens Martens Christensen.

At leve sit liv

Bag projektet ligger også en større samfundsmæssig udfordring. Med flere ældre i befolkningen forventes behovet for faldforebyggelse at stige, og faldrelaterede skader fylder allerede i sundhedsvæsenet.

Indtil videre har omkring 20 deltagere været igennem forløbet.De endelige resultater er endnu ikke klar, men erfaringerne peger på, at samtalerne og fællesskabet gør en forskel.

“Vi oplever, at deltagerne bliver mere bevidste om, hvad de faktisk kan og hvilke bekymringer, de ikke behøver at handle på,” fortæller Jens Martens Christensen.

Peter Vestergaard Paluch nikker genkendende og supplerer:

“Mange fremhæver også, at det betyder meget at møde andre i samme situation. Når én fortæller om en løsning, inspirerer det de andre. Det handler i sidste ende om at kunne leve sit liv – ikke om at undgå at falde.”

Mød to deltagere

”Man lærer af at høre, hvordan andre gør”

“Jeg har været opereret mange gange i hofterne og går både med rollator og krykker. Så det er tit, jeg tænker: Det dér, det skal jeg ikke gøre.

Noget af det, jeg fik allermest ud af, var derfor også at tale med de andre og høre, hvordan de havde det. Når man hører de andre, får man nogle nye perspektiver. Vi havde alle forskellige udgangspunkter, men vi lærte hurtigt hinanden at kende.

Jeg ved godt, at jeg ikke kommer til at gå uden min rollator – uanset, hvor meget jeg træner.Men så finder man ud af: Hvad kan jeg så i stedet? Det hjalp forløbet og samtalerne mig med.”

Ella Margit Kristensen, 90 år

”Mit fald gav et mentalt knæk – det fik jeg bearbejdet”

“For to år siden faldt jeg, da jeg skulle ind i min bil. Jeg brækkede lårbenet to steder. Jeg kom i genoptræning, og det gik godt, men alligevel blev jeg ved med at være bange for at falde. Jeg havde fået et mentalt knæk.

Her hjalp forløbet mig rigtig meget. Jeg har altid været mobil, men jeg manglede en følelse af sikkerhed. Gennem samtalerne fik jeg bearbejdet nogle ting. Jeg spekulerer ikke så meget på at falde længere. Jeg tænker anderledes, er mindre bange og er begyndt at tro mere på mine egne evner igen.”

- Jytte Brændgaard Jensen, 85 år