Du mødes som menneske
På Kragelund kan du udfolde alle dine kreative lyster, eller du kan bare komme og hænge ud i caféen. Det er helt sikkert, at du ikke går derfra uden at have hilst på nogen eller have fået et smil eller et godt grin
Humoren fylder meget på Kragelund og er en del af det, der binder huset sammen.
”Humor er ikke på aktivitetsoversigten, men det er en lim i forhold til fællesskabet,” fortæller Henrik Rydahl, der er ansat som musikterapeut på Kragelund.
Det fælles tredje
Kragelund tilbyder deres brugere at udtrykke sig gennem flere forskellige musikgenrer, torsdagslyrik, idræt, madlavning, VR-kunst, spil og kreative aktiviteter. Målet er, at brugerne, ved at deltage i de kreative fællesskaber, øver sig i at socialisere og interagere med andre. De er inspireret af filosoffen Michael Husens begreb "Det fælles tredje."
”Ved at deltage i vores kreative fællesskaber, oplever brugerne at være del af noget, der er større end dem selv, nemlig fællesskabet, og det sætter deres personlige udfordringer på standby,” fortæller Henrik Rydahl.
”Over tid kan udfordringerne komme så meget på afstand, at de en dag ikke er der mere. Egoet træder i baggrunden, det fælles tredje træder i stedet.”
Har du stået sådan der længe?
Humoren indgår som en del af den sociale træning på Kragelund. Det er en del af kulturen, fordi det er en del af samfundet og det at være menneske.
”Humor brugt med omtanke kan være med til at skabe relationer,” fortæller Henrik Rydahl.
En del af Kragelund-humoren viser sig, da Poul, en bruger, kommer ind i rummet. Der bliver straks en humorladet stemning, hvor alle griner lidt. Poul leder efter servietholderen.
”Det gør han hver dag,” fortæller Henrik Rydahl.
”Har du stået sådan der længe?” spørger Henrik Rydahl Poul og forklarer, at det er en joke, de har med altid at sige sådan til hinanden.
"Jeg klager til Dyrenes Beskyttelse," siger Poul og går.
Alt kan lade sig gøre, hvis man har en god idé
Brugerne kan få indflydelse på Kragelunds aktiviteter.
”Vi skaber rammerne for, at folk kan udtrykke sig i fællesskaber på Kragelund, men det er brugerne, der fylder dem ud,” fortæller Henrik Rydahl.
Søren Eigil Skouboe er 45 år og førtidspensionist med deltidsjob som peer-medarbejder (en person, der har erfaringer med psykisk sårbarhed og som har uddannet sig til at bruge erfaringen til at hjælpe andre i samme situation). Han er kommet på Kragelund de sidste 12 år, fordi der er så meget musik.
Søren startede Wim Hof-aktiviteten med iskolde bade og vejrtrækningsøvelser op.
”Kragelund er et sted, hvor man kan få lov til at dyrke sig selv og lære at tage ansvar. Alt kan i princippet lade sig gøre, hvis man har en god idé,” fortæller Søren Skouboe.
Du er et menneske
Ida er 69 år og er kommet på Kragelund gennem det sidste halvandet år, primært for at spille folkemusik. Da først hun opdagede stedet, kunne hun slet ikke undvære det.
”Det er et fantastisk sted, de ansatte er supergode til at møde folk, der hvor de er.”
Ida har ingen diagnoser, men det behøver man heller ikke have for at komme her.
”Jeg er ikke superbruger,” fortæller Ida med et glimt i øjet. Ida er glad for, at det er et åbent tilbud, man ikke skal visiteres til. ”Jeg var ikke kommet her, hvis man skulle visiteres. Tænk, at man ikke behøver registrere sig, men bare kan være her som man er, uden at skulle puttes i kasser. Du er et menneske her.”