Gå til hovedindhold
Mental sundhed
Fællesskaber og ensomhed

“At høre til er vigtigt for vores mentale sundhed”

At høre til er ikke bare vigtigt, det er afgørende for vores mentale sundhed. Med alderen oplever flere, at de må vinke farvel til fællesskaber, som de før har været en del af. Sociolog Hans-Peter Y. Qvist peger på civilsamfundet som en vigtig nøgle til mere livsglæde i hverdagen.

Indhold

    Tekst: Amalie Bjerring Nors

    Vi har nok alle hørt begrebet “at høre til”, men hvad betyder det egentlig? Sociolog Hans-Peter Y. Qvist beskriver det som en følelse, hvor vi som mennesker føler os værdifulde, accepterede og anerkendte som en del af en gruppe eller et specifikt sted.

    “At høre til er grundlæggende set meget vigtigt. Det er vigtigt for vores velbefindende, og det er vigtigt for vores måde at navigere i verden på.”

    Med alderen bliver denne følelse ikke mindre vigtig, men store livsændringer kan betyde, at flere må stoppe i nogle af de fællesskaber, som de ellers tidligere har været en del af, som fx et arbejdsfællesskab, en vennegruppe, et naboskab eller en partner. Det kan udfordre følelsen af at høre til.

    Være en del af noget

    Som et middel til at genfinde følelsen af at høre til peger Hans-Peter Y. Qvist på de mange frivillige fællesskaber i civilsamfundet. Her er det ikke vigtigt, hvad det er, men i stedet at være en del af noget sammen med andre.

    I hans seneste forskning ses der en tydelig sammenhæng mellem frivilligt engagement og ældres brug af antidepressiv medicin, hvor ældre, der deltager i frivilligt arbejde, har mindre risiko for at få behov for antidepressiv medicin.

    “En del af forklaringen på sammenhængen er fællesskabet, og det at man gennem sin deltagelse fortsat føler sig betydningsfuld. At man gør en forskel på nogle områder, man virkelig interesserer sig for.”

    En af de vigtigste faktorer for, at man engagerer sig frivilligt er, at nogen har spurgt. Derfor er Hans-Peter Y. Qvists opfordring klar: Opsøg de frivillige fællesskaber i civilsamfundet, og hvis én i din omgangskreds sidder alene, så spørg om I skal tage afsted sammen.

    Blå bog

    Hans-Peter Y. Qvist er lektor i sociologi og forsker i frivillighed og civilsamfund ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet.

    Han har netop udgivet forskningsprojektet: Does Volunteering Reduce Antidepressant Use among Older Adults? Longitudinal Register-Based Evidence from Denmark.

    Sidst opdateret: 4. februar 2026