Gå til hovedindhold

Perspektiv: Hvordan finder vi ro i en verden af kaos?

Lige nu befinder verden sig i en urolig tilstand. Det fylder meget politisk, i medierne og i samtalerne ved middagsbordet. Vital har spurgt Henrik Høgh- Olesen, professor i Social- og Personlighedspsykologi på Aarhus Universitet, hvad det gør ved os mennesker, at verdens tilstand er under forandring, og hvad man selv kan gøre for at finde ro.

Indhold

    Tekst: Amalie Bjerring Nors

    Lige nu befinder verden sig i en urolig tilstand. Det fylder meget politisk, i medierne og i samtalerne ved middagsbordet. Vital har spurgt Henrik Høgh-Olesen, professor i Social- og Personlighedspsykologi på Aarhus Universitet, hvad det gør ved os mennesker, at verdens tilstand er under forandring, og hvad man selv kan gøre for at finde ro.


    Vi påvirkes alle

    Verdensordenen, som vi kender den, er i opbrud, og alliancer er under forandring. Ifølge Henrik Høgh-Olesen, professor i Socialog Personlighedspsykologi, så reagerer vi som mennesker i udgangspunktet forskelligt på forandring, men uanset personlighedstype, så vil de fleste mennesker reagere på den situation, der udspiller sig lige nu.

    “Forandringer påvirker vores stressniveau og vores angstniveau, og jo højere ens strukturbehov er, jo mere vil man som type blive forstyrret, have svært ved at overskue tilværelsen og blive utryg. Med den situation vi er i lige nu, vil de fleste mennesker blive bange, usikre, stressede og have svært ved at orientere sig,” fortæller Henrik Høgh-Olesen.


    Fokus på det nære

    Ingen mennesker kan holde til at være bange alle døgnets 24 timer. Derfor er det vigtigt at blive ved med at gøre de ting, som man normalt godt kan lide at lave, og fokusere på de ting i ens nærområde, som man rent faktisk kan kontrollere.

    “Selvfølgelig skal man lytte til myndighedernes forskrifter. Men dét, jeg synes, man først og fremmest må gøre som mennesker, er at vende sit blik mod de ting i verden, som man kan gøre noget ved. Man må forsøge at få en hverdag til at fungere, hvor man er optaget af det nære. Det der giver en glæde, ro og tryghed,” siger Henrik Høgh-Olesen.

    Hvad det helt præcist er, kan variere fra person til person, men Henrik Høgh-Olesens pointe er, at vi for alt i verden ikke må stoppe med at leve, selvom verden befinder sig i en urolig og foranderlig tilstand.


    Lev livet

    At opretholde det normale i det unormale kan måske for nogle virke en smule krampagtigt eller som at lukke øjnene for, hvad det sker ude i verden. Her skal man huske, at selv de steder, hvor krisen er værst, finder folk en hverdag. De snakker med naboen om de sædvanlige ting, samles med familien til aftensmad, forelsker sig, griner, vander blomsterne og bekymrer sig om, hvordan det mon går med de nærmeste.

    “Den historie, som vi får af medierne, er jo kun den ene side af verden. Selv der, hvor krigen raser, er der momenter af hverdag. Der er måske endda flere timer med fred end fare – selv i en krigszone. Det er jo så forunderligt. At man ved siden af det der inferno af krig og terror har en almindelig hverdagshorisont, som man bestemt også er optaget af og orienteret i, og sådan bliver det nødt til at være,” siger Henrik Høgh-Olesen.

    Fem råd til at finde ro:

    1. Følg myndighedernes anvisninger så godt som muligt – se Beredskabsstyrelsens anbefalinger i pjecen ‘Forberedt på kriser’.

    2. Plej dine nære relationer: Ræk ud til de mennesker, som du er tryg ved.

    3. Beskæftig dig med det, som du normalt godt kan lide at lave.

    4. Giv dig selv en pause fra medierne engang i mellem, så nervesystemet kan få ro.

    5. Husk, at mennesker altid finder en hverdag, selv når krisen raser.
    Sidst opdateret: 16. juni 2025