“Genbrugen har reddet mit liv og min forstand”
Allerede som ung pige i København snuste Ursula Kasler til rollen som frivillig i Maria Tjenesten, og senere på et krisecenter i Holstebro. Men at det en dag skulle blive et bærende element i hendes hverdag, havde hun ikke regnet med. For livet har ikke altid været lige nemt, og Ursula har til tider selv søgt hjælp. Så nu er det “payback time”, som hun siger.
Tekst og foto: Henrik Olesen
Genbrugsbutikken, madlavning til fællesspisning i kirken og suppleant i boligforeningens afdelingsbestyrelse. De mange frivillige kasketter er på sin vis en afspejling af Ursulas tidligere arbejdsliv. En bred palet af brancher og funktioner som skibskok, tjener, kassedame, fabriksarbejder og socialrådgiver er bare nogle af de titler, hun har båret gennem tiden.
Det har dog ikke altid været lige nemt for Ursula at navigere i sin egen tilværelse. Efter et længere forløb med psykiske udfordringer, kulminerede det i flere sammenbrud og indlæggelser på den psykiatriske afdeling i Risskov. Den hjælpende hånd kom i første omgang i form af en bostøtte og senere hjemmeplejen.
“Hjemmeplejen reddede mit liv. De hjælper mig med at administrere min medicin, og det gode ved dem, der kommer her, er også den professionelle relation, vi opbygger. De tager en del af mine skuldre, så jeg har overskuddet til at involvere mig i alt det andet, jeg går og laver.”
Fra meningsløst til meningsfyldt
Ursula gik gennem en længere periode, hvor hun skiftevis var indlagt, og samtidig skulle forsøge at finde et nyt ståsted i tilværelsen. Det blev til nogle lange gåture med hunden, og hver dag kom hun forbi en genbrugsbutik i Kalmargade, som var drevet af Folkekirkens Nødhjælp. Pludselig var hun indlemmet i folden og tildelt en ny rolle.
“Det startede med, at en af de frivillige damer rakte ud, og derefter blev det til, at jeg kom i butikken. Jeg lavede ikke noget, jeg var der bare.”
Ursula blev hurtigt en del af Nødhjælpens team af frivillige, og fik vagter i forskellige butikker rundt omkring i byen. Det er dog ikke altid lige nemt at træde ind i rammer, der på forhånd er defineret:
“Jeg har prøvet en del butikker, men nogle af stederne er meget hierarkisk inddelt. Man skal ikke stikke snuden for langt frem, for så risikerer man at få et hak i den. Det kan også være meget indspist, hvor alle kender hinanden i forvejen, fordi de også går til gymnastik, bridge og edb sammen. Det kan være nogle svære grupper at komme ind i.”
Ursula har altid været god til mennesker. Om det er narkomanen på gaden, eller ambassadøren på de bonede gulve. Den evne bruger hun tit i mødet med kunder og andre frivillige.
Anerkendelse er lønnen i sig selv
Folkekirkens Nødhjælp er med årene blevet skiftet ud med en lignende funktion ved Frelsens Hær. Butikken adskiller sig ved at have en lønnet chef. En chef, som Ursula hurtigt følte, mødte hende med gensidig respekt:
“Hun er typen, man fortæller alting til, og det fantastiske er, at alle ens forskellige kompetencer og ekspertiser bliver anerkendt. Min chef sætter ikke spørgsmålstegn ved det, jeg siger, medmindre hun opdager, det er forkert.”
Det, at nogen er opmærksom på den indsats, man gør som frivillig, betyder alverden for engagementet, mener Ursula:
”Det gør, at man bliver glad for at komme. Anerkendelsen betyder utrolig meget, for vi får jo ikke løn. Det er fedt, når jeg kan få lov at tage nogle ting med hjem for at vurdere dem, og der så bliver lyttet til det, jeg finder ud af.”
Den frivillige involvering har også en bonuseffekt. For Ursula indeholder arbejdet i høj grad et socialt aspekt, og det er som at træde ind i et helt bestemt rum.
“Jeg beskriver nogle gange det at være frivillig i en butik som at være i en gammeldags togkupé med seks sæder. Hvor man fra Aarhus til København kunne komme rundt om alle emner. Når turen var overstået, var det farvel, og så sås man ikke mere. Så der var frit lejde til at tale om det, man havde lyst til. Et specielt rum, hvor der er konsensus om, at det er ok at dele både det negative og det positive.”
“Genbrugen har både reddet mit liv og min forstand. Godt hjulpet af hjemmeplejen.”
Midlertidig standby
Det frivillige engagement er dog beklageligvis blevet sat på midlertidig standby af en temmelig omfattende rygoperation. Udsigten til at skulle igennem et længere genoptræningsforløb er da heller ikke noget, Ursula ser frem til. Ikke mindst fordi hun savner at kunne bidrage til fællesskabet:
“De ritualer, der er forbundet med at skulle afsted til forretningen eller kirken, giver mig stor glæde. At klæde sig ordentligt på og sætte håret, komme ned i forretningen og de rutiner, der er forbundet med arbejdet. Jeg trænger til at hænge nogle bøjler på plads og snakke med nogle andre mennesker. Genbrugen har både reddet mit liv og min forstand. Godt hjulpet af hjemmeplejen. Jeg tænker på det hver dag, og lige så snart jeg kan, så skal jeg tilbage.”