Del dine livshistorier med andre

Tekst: Marie Overgaard Bering

Når vi ser tilbage på livet, er det ikke kun vores oplevelser, der former os. Det er også måden, vi husker og fortæller om dem på. Det fortæller Majse Lind, der blandt andet forsker i livshistorier.

“Forskningen viser, at det ikke kun er, hvad vi har oplevet, der betyder noget for vores velvære, men også hvordan vi husker og fortolker det,” forklarer hun.

“Mennesker, der har oplevet tab, sygdomsforløb eller andre traumatiske oplevelser, kan have høj livskvalitet, hvis de fortæller deres historie på en måde, hvor de skaber en positiv mening. Det kan være, når man ser noget godt vokse ud af noget svært og siger: ‘Mit kræftforløb var hårdt, men det gjorde samtidig, at vi som familie kom tættere på hinanden’. Den slags fortællinger, der ender i håb og mening, hænger sammen med større trivsel.”

Livsfortællinger, der heler

Majse Lind har sammen med en række andre forskere udgivet en bog, der viser, hvordan mennesker med svære livsbetingelser kan bruge deres livshistorie som redskab til at skabe forandring og velvære.

“I vores forskning har vi inviteret mennesker med psykisk sygdom til at fortælle deres sygdomshistorie. Den er jo en del af deres liv. Men vi lægger også vægt på de andre historier: dem, der handler om styrker, mening og det positive i livet. På den måde får de alternative historier uden sygdom lov til at eksistere side om side med det svære. Det skaber en mere balanceret fortælling og øger trivsel,” fortæller hun.

Når man har levet et langt liv, rummer livet både svigt og glæder, sorger og sejre. Men ifølge Majse Lind handler det ikke om at slette det svære eller fjerne en diagnose:

“Det handler om at give sig selv lov til at trække de gode og meningsfulde erindringer frem i lyset – og lade dem fylde lidt mere.”

Styrk relationerne

Livshistorier er ikke kun til for os selv – de binder os også sammen.

“Når vi deler vores livshistorier, styrker det relationen med de mennesker, vi deler dem med. Det giver en følelse af nærhed og samhørighed, uanset alder,” fortæller hun.

Samtidig får den ældre generation mulighed for at give livsviden videre.

“At dele ud af sit liv kan øge velværet, fordi det giver mening at give noget tilbage. Udviklingspsykologer peger på, at én af livets opgaver efter 60-årsalderen netop er generøsitet; ønsket om at give tilbage og dele ud af sit liv. Det ligger som en naturlig del af menneskets udvikling.”

Men Majse Lind understreger, at der er en balance:

“Man kan sagtens dele ud af sit liv uden at belære. Det handler om at fortælle sine erfaringer som erindringer – ikke som råd med en løftet pegefinger. Så er det op til fx børn og børnebørn at fortolke og bruge det, der giver mening i lige netop deres livshistorie”