At flytte i en sen alder er at se sit liv i øjnene
Hvordan pakker man et langt liv ned i flyttekasser? Og hvordan rydder man op i minderne, der har samlet sig i skuffer og skabe gennem årene – hvad skal ud, og hvad skal gemmes? Den opgave stod 78-årige Dorte Friis overfor, da hun besluttede at flytte fra sit hus i naturskønne Engesvang til et lille rækkehus i Højbjerg, hvor hun nu bor til leje - tæt på sine børn og børnebørn.
Tekst og foto: Lene Dalgaard Andersen
Det er en lang proces at flytte, og den er stadig i gang. Jeg ved, at jeg skal sige farvel til endnu flere af mine ting, og det øver jeg mig på hver dag,” siger Dorte og ser sig omkring i det nye hjem, hvor familiefotos og børnetegninger står side om side med antikke møbler og blomstermalet porcelæn.
Et kærligt skub
Dorte havde ikke planer om at flytte. Helbredet og fysikken var i topform, og hun passede stadig hus, have og sine to hunde uden problemer. Alligevel var der noget, der ramte hende, da hendes datter sidste år sagde:
“Mor, hvis du mangler en pose gulerødder, gider jeg altså ikke køre helt til Engesvang. Det er nemmere, hvis du flytter herhen.” “Det havde hun jo ret i. For selvom jeg stadig er frisk, bliver jeg ikke yngre, så måske var det på tide at flytte.”
Så begyndte de sammen at kigge på lejeboliger i Aarhusområdet, hvor Dortes to sønner også bor med deres koner og børn. Rækkehuset i Højbjerg blev fundet, og Dortes hus blev solgt på kun fem dage.
En flytning er ikke bare en fysisk flytning, det er også en flytning af mange tanker og følelser inden i. Dem skal man også give tid og plads.
Gamle gemmer
Det sværeste var ikke beslutningen om flytningen, men afskeden og selve flytningen.
“Det var hårdere end forventet. Ikke kun fysisk, men også mentalt. Jeg har ting helt tilbage fra mit barndomshjem: en kommode med en hilsen fra min mormor og et bord, min søn har lavet i sløjd.”
Dorte pakkede i to måneder, sorterede og gav til Røde Kors. De ting, der ikke var plads til, tog hun billeder af, så mindet om dem kan bevares i hukommelsen.
“Mine børns legetøj var svære at give bort. Der er en historie gemt i de fleste ting, så de har stor affektionsværdi for mig. Men jeg har stadig mit barndomsskrivebord og et gammelt maleri med køer, som altid har hængt over det. Der gik en lille måneds tid, før jeg følte mig hjemme, men nu føles det helt rigtigt.”
Det kan være en lang proces at få ryddet op i et helt livs minder og ting, men det kan også føles som en lettelse.
Rutiner vs. vaner
I Engesvang var Dorte kendt som byens dyrlæge. Hun havde en lille praksis hjemme og arbejdede samtidig som tilsynsførende dyrlæge.
“Når folk besøgte min praksis, genkendte jeg altid dyret, før jeg genkendte ansigtet på ejeren. Dyr har altid haft en særlig plads i mit hjerte. I mit gamle hjem havde vi både hunde, katte, heste, kaniner og høns. Heldigvis er mine to hunde, Bodil og Ulla, flyttet med ind i rækkehuset.”
Selvom Dorte savner naturen, er der meget andet, der fylder i hendes nye hverdag. Hun svømmer, laver frivilligt arbejde, passer børnebørn og er besøgsven på det lokale plejehjem med de to hunde.
“Jeg er vant til at have lange to do-lister, og min kalender er altid fuld. Men nu øver jeg mig på at drosle lidt ned, så jeg kan få læst nogle bøger og spille på min farfars gamle klaver. Jeg behøver jo ikke at have så travlt mere, men det er svært for mig at sidde stille.”
Dorte nyder også at bruge tid i rækkehusets lille have, hvor hun kan få brugt den overskydende energi.
“Da jeg skulle flytte, indså jeg, at jeg faktisk aldrig har brugt mine havemøbler. Jeg vil hellere rode med planter, end jeg vil sidde på en stol og glo,” siger Dorte med et smil.
Hundene Bodil og Ulla har en særlig plads i Dortes hjerte
En livsovergang
At flytte i en sen alder er også at se sit liv i øjnene. Dorte har altid været den, der passede på sine børn. Nu er det dem, der passer på hende.
“Det er svært at give slip på det gamle ansvar. Men jeg nyder, så længe jeg er rask og kan bidrage. Jeg er glad for, at min datter puffede mig i gang, for det er skønt at have alle mine børn og børnebørn så tæt på.”
Dorte dvæler ikke ved fortiden og savner ikke meget fra det gamle midtjyske hjem. Men én ting rørte hende særligt, da hun tog afsked med stedet:
“Der kom utrolig mange og spurgte, hvor jeg flyttede hen, og hvorfor huset var til salg. Interessen var virkelig overvældende. Det betyder meget at vide, at jeg vil blive husket og savnet i nabolaget.”
Mærk efter
I dag er Dorte glad for, at hun tog springet. Ikke fordi det var nemt, men fordi det var rigtigt for hende.
“Det er ikke noget, man skal lade sig presse til. Man skal mærke efter selv. Min mavefornemmelse var god, og derfor blev det en god beslutning,” siger hun.
Selvom flytningen var hård, både fysisk og følelsesmæssigt, fortryder hun intet – tværtimod.
“Hvis man overvejer at flytte, skal man gøre det, mens man stadig har kræfterne. Og husk: Man behøver ikke have dårlig samvittighed over for sine efterladte. De skal nok klare det. Det vigtigste er, at man selv har det godt med sit valg.”