Gå til hovedindhold
Temaportrætter

Teamportræt: Anne Hjernøe: “Bæredygtighed er et dilemma i mit job.” 

Hvordan arbejder man bæredygtigt, når en del af jobbet er at flyve verden rundt? For kogebogsforfatter og tv-vært Anne Hjernøe er et sundt og bæredygtigt liv et stort – og dilemmafyldt - ønske. Men som hun siger: “Man må veje for og imod og gøre det bedste, man kan.”

  • Læs op

Indhold

    Tekst Jannie Lindberg Sundgaard Foto Michael Drost-Hansen 

    “Det massive klimaaftryk, vi sætter, når vi rejser rundt i verden og laver tv, eller når jeg kører Danmark tyndt i bil for at holde foredrag, irriterer mig grænseløst. Mit arbejde er jo håbløst ift. bæredygtighed i den sammenhæng.” 

    Anne Hjernøe holder ikke hånden over sig selv, når snakken falder på bæredygtighed og klima. Ingen tvivl om, at hendes ønske om at leve bæredygtigt og klima-”rigtigt” er reelt, men hun erkender også blankt, at det er svært at gøre det “rigtige”, og fyldt med kompromiser. 

    Menneskelig forståelse 

    Som ung boede Anne Hjernøe bl.a. i Costa Rica nogle år, og rejserne ud i verden har altid været en del af hendes liv. Hun bruger dem til at formidle viden om andre mennesker, kulturer, perspektiver og måder at leve på. For det er på den måde, vi bedre forstår verden og hinanden. 

    “På et tidspunkt var der en, som skrev til mig, at hun ikke havde lyst til at følge mig længere på Instagram, når jeg fløj så meget rundt i verden og lavede tv. Det står hende jo frit for, og jeg forstår godt hendes pointe, men det er mere nuanceret end som så. For vi må aldrig stoppe med at rejse ud i verden og forholde os til andre kulturer, vi må aldrig lukke os om os selv, så går det galt, det har vi set alt for tydeligt gennem historien. Vi er nødt til at være åbne og nysgerrige overfor hinanden og få nye perspektiver og input.” 

    “Det giver en øget bevidsthed, at man kommer ud og oplever ting, man ellers ikke ville se herhjemme. Da vi lavede Anne og Anders i Mellemøsten (DR program red. Anne og Anders i Mellemøsten: Sæson 1 – Jordan | DRTV ), var vi i en kæmpe flygtningelejr i Jordan. Vi besøgte en familie på fem, som boede i en container. Bagved lå der en kæmpe bræmme af affald. På grund af den kraftige blæst, fløj alt affald op og lagde sig som et bjerg. Vi var der en hel dag. Jeg lavede mad i et interimistisk køkken, og lige ved siden af var hullet i jorden til toiletbrug, hvor der bare lå et stykke pap over. Og så efter otte timer i lejren hoppede vi ind i bilen og kørte til vores hotel med værelser så store som hele familiens container, hvor de har boet i årevis og sandsynligvis stadig bor. Det er godt nok med til at sætte tingene i perspektiv og gang i tankerne om, hvordan vi behandler andre mennesker. Folk var rædselsslagne på vores vegne, da vi skulle lave det program, til gengæld var der ingen, som var bekymrede, da vi rejste til USA, og derovre er der skyderier på skoler, og hvad ved jeg, hver dag. Det var i virkeligheden der, vi skulle have været bange.”  

    Hvad enten det er i selskab med Anders Agger, på kurser på Mallorca, gennem siderne i hendes populære kogebøger eller til foredrag i den lokale gymnastiksal, så går vidensformidling og mad hånd i hånd. For der er meget mere på spil end stegte ris med tilbehør, når Anne Hjernøe laver mad i en jordansk flygtningelejr.  

    “Vi vil gerne vise helheden i vores programmer. En kombination af fascinationen og identifikationen. For i bund og grund er vi mennesker slet ikke så forskellige. Vi vil alle sammen gerne have fred på jorden, et hjem, sundhed og tryghed for vores børn. Vi er godt klar over, at med vores programmer, så lokker vi mange mennesker ud på eventyr, og det gør det jo næsten endnu værre, men det tilføjer forhåbentlig også en kulturforståelse, som er så vigtig.”  

    Madgenbrug 

    Og når vi nu er ved maden, som er så stor en del af den kendte kogebogsforfatters liv, så er det jo oplagt at få lidt tips og tricks med på vejen til køkkenet derhjemme. Det er nok de færreste, som bryder sig om at smide mad ud, men hvad nu, hvis man ikke lige er til fiskefrikadeller to aftener i streg? Eller kun er én person i husholdningen – det er ikke altid let at finde opskrifter med den mængde. Anne Hjernøe har fundet en måde at komme det i møde: 

    “Jeg er ikke ret god til at spise den samme aftensmad to dage i træk, men jeg er rigtig god til at spise aftensmad til morgenmad eller frokost. Jeg spiser alligevel altid en eller anden form for æg, grøntsager eller kød til morgen, fx sammen med noget hytteost. Så det er noget med at bruge delelementerne fra aftensmaden i nye måltider. Så kigger jeg altid efter, hvad vi har i køleskabet, inden jeg handler. Det er mange år siden, jeg har smidt noget ud, fordi det var blevet for gammelt. Vi skal blive langt bedre til at bruge den mad, vi har. 1/3 af verdens samlede fødevareproduktion bliver smidt ud, og samtidig dør seks millioner børn på verdensplan af sultrelaterede sygdomme årligt. Det kan vi jo ikke forsvare. Heldigvis synes jeg, at der kommer mere og mere fokus på det.” 

    “I de sidste fire kogebøger jeg har lavet, har opskrifterne været beregnet til én person. Men det kræver så, at der også er opskrifter, som bruger de rester, der ofte bliver til overs. Fx når du kun skal bruge et lille stykke blomkål i en ret, hvad så med resten? Madplaner er en stor hjælp til at undgå madspild og efterhånden en fast del af de fleste kogebøger. Som ekstra bonus – ud over ikke at smide mad ud – er det også langt bedre for husholdningsbudgettet.” 

    Grønne fingre 

    Hvis du nu tænker, at en kvinde som Anne Hjernøe da bestemt må have en stor køkkenhave med alle mulige lækre friske sæsonkoordinerede råvarer, så tager du fejl. Villahave er der til huset i Åbyhøj, men... 

    “Vi har skam en have – til at sidde og drikke hvidvin i,” griner Anne Hjernøe og fortsætter: 

    “Gennem flere år forsøgte vi at etablere en rigtig køkkenhave, men dels ligger meget af vores have i skygge af nogle store træer, og så må vi også bare erkende, at det med at prioritere den pasning en god køkkenhave kræver, det bliver aldrig os. Til gengæld har vi haft vild have i 28 år nu. Vi har de mærkeligste svampe, blomster og planter. Et egern, rigt fugleliv og sågar en ræv, der kommer forbi. Alt det i en villahave i Åbyhøj. Det er da fantastisk.” 

    I stedet for handler Anne Hjernøe næsten hver lørdag frugt og grønt på Ingerslevs marked. En fast tradition, som hun har med sig fra barnsben og nu har givet videre til sin 20-årige datter. 

    “Så pakker min datter og jeg stofposerne og tager en runde på markedet. Vi får en kop kaffe og slutter turen af i Jægergårdsgade og Ren Kost. Det er noget med at lave en rutine og tradition for de her ting, som både er sunde, gør dig glad og er klimavenlige. Min datter er lige så meget primus motor på at komme afsted på torvet som jeg, fordi det er blevet en ting, vi gør sammen og hygger os med. Og det er netop sådan noget, som jeg gerne vil give videre til de kommende generationer. Da jeg voksede op, tog vi altid til Ajstrup og plukkede jordbær og ærter. Vi høstede æbler i æbleplantager og havde æblekasser stående på terrassen om vinteren. Det var megahyggeligt, og noget vi havde sammen.” 

     

    “Jeg plejer at sige, at alle burde have en teenager i huset til lige at ruske en igennem en gang imellem. De stiller spørgsmål ved tingene på en anden måde, end vi “voksne” gør. Mange af de unge, jeg møder, er enormt opmærksomme på både klimaet og bæredygtighed. Vi kan virkelig lære meget af dem. Det er vores datter, som har fået indført bivokspapir og de små stofposer til grønt fra torvet i stedet for plastikposer.” 

    Spis efter sæson 

    Tomater uden smag, jordbær uden farve og slatne asparges, det er noget af det, man høster, hvis man spiser uden for sæson. Samtidig er det også både dyrt og usundt. Derfor... 

    “Vi spiser meget efter sæson. Det gør vi selvfølgelig qua mit arbejde, men også fordi det kan betale sig på alle punkter. Sundhedsmyndighederne vil jo gerne have, at vi spiser varieret og den bedste måde, vi kan gøre det på, er ved at følge sæsonen. Det betyder, at du skal lade salater og tomater fare om vinteren, og så skal der kål og rodfrugter til. Det er god ræson, at ting i sæson er sundest. De er fyldt med vitaminer og mineraler, de er billigst, og så smager de også bare bedre.” 

    “Den anden dag købte jeg grønne asparges, fordi jeg skulle tage billeder til en kogebog. De var jo en katastrofe. Man kan ikke se det på billederne, fordi jeg fik dem vendt, så de så mest lækre ud, men de kommer jo aldrig til at smage som de danske, når de er i sæson. Det der med at have fornøjelsen ved at glæde sig til, at sæsonen kommer igen, det er jo eminent.” 

    Genbrug er god brug 

    Som barn var Anne Hjernøe sådan en, der skilte tingene ad, hvis de gik i stykker, og reparerede dem. Det gør hun ikke helt så meget i længere, men hun besøger flittigt genbrugsbutikker og finder både tøj, stel og andre gode skatte. 

    “Som ung boede jeg nærmest i en genbrugsbutik. Så kommer der en periode, hvor man begynder at tjene sine egne penge og har mere at købe for, men nu er jeg tilbage i genbrugsbutikkerne. Jeg køber også tøj i genbrug, fx er jeg forelsket i farven rød, men hvis du følger en modesæson, så er der tidspunkter, hvor du ikke kan få det, men så kan du gå i genbrugsbutikker. Her findes alle farver lige meget hvilken sæson, det er. Og jeg er altså bedøvende ligeglad med, hvad modebranchen synes, jeg skal gå i. Der bliver produceret uhyggelige mængder tøj derude, og noget af det hænger i genbrugsbutikkerne til en brøkdel af prisen.”  

    “Jeg går også efter genbrugsstel, som jeg bruger på billederne i mine kogebøger. Det giver et naturligt flow og mulighed for at skifte ud. Så går jeg hen i min lokale genbrugsbutik i Åbyhøj og afleverer noget fra sidste bog, og så kan de sælge det og tjene penge på det til velgørenhed, og jeg kan købe noget andet genbrugt.” 

    “Noget af det eneste, jeg aldrig køber i genbrug, er bøger. Jeg læser rigtig meget og vil gerne støtte mine forfatterkolleger, og det gør jeg bedst ved at købe deres bøger fra ny. Til gengæld ryger mange af mine læste bøger så i cirkulation hos venner og familie. Om sommeren stiller vi en lille bogbod op ude på villavejen, og så kan man tage en bog, hvis man kommer forbi. Det er så hyggeligt at tænke på, at bøgerne kommer i omløb og glæder andre. Jeg ved godt, at man var ved at aflive bogen på et tidspunkt, men det kommer ikke til at ske. Man kan jo se, hvor begejstrede folk er for bøger. Der er en sanselighed omkring det, og man har hverken brug for strøm eller opladning for at kunne læse en bog.” 

    “Jeg har det sådan, at jeg bruger mine ting, til de er slidt op eller sender dem i omløb hos andre. Jeg har ikke brug for at have det sidste nye. Vi skal blive meget bedre til den cirkulære økonomi. Der findes så mange ting, som vi ikke har brug for, og så mange ting vi har i forvejen derhjemme, hvis vi kigger efter inden, vi køber nyt. Vi skal blive bedre til at genbruge, og når vi køber nyt, købe i kvalitet, som holder længe.” 

    Velkommen til Mars 

    Man siger, at en oksemørbrad koster det samme på CO2-regnskabet som en flyvetur til Paris. Anne Hjernøe er ikke i tvivl om, hvad hun ville vælge: Pariserturen, for hun er faktisk ikke særlig vild med oksemørbrad, men samtidig er hun også bevidst om, hvad sådan en flyvetur betyder i klimaregnskabet.  

    “Der er ikke et skema, du kan vinge af, for der er hele tiden for og imod. Jeg har stor respekt for dem, som går all in og siger: ”Så bliver jeg hjemme,” men de fleste har det jo nok sådan, tror jeg, at vi gerne vil gøre det rigtige lige indtil, at der kommer en med en flybillet til Maldiverne og siger: “Vil du herned med alt betalt?” Så siger man nok: Så skærer jeg lige ned på oksekød et halvt års tid, og så tager jeg imod den flybillet. Det er noget med at være tro imod sig selv og mod “the greater good” - det store hele.”  

    “Jeg er enig i, at vi skal minimere vores flytrafik. Vi så jo under corona, hvordan det pludselig kunne lade sig gøre at holde møder og arbejde online. Det man så også skal huske i den sammenhæng er, at hver gang vi logger på, så står der en gigantisk server et eller andet sted i Indien og fiser enorme mængder CO2 ud pga. den data, vi bruger. Så det er ikke uden dilemmaer.”  

    “Vi er alle sammen nogle kæmpe fjolser, som er ved at ødelægge jorden og klimaet. Der er brug for, at nogle mennesker fra de højeste instanser i verden sætter sig sammen og finder ud af nogle regler for, hvordan vi i fællesskab løser det her. Men det er der ingen der tør, for politikerne er så bange for at gå ud med markante holdninger og miste vælgere. Det har jeg så lidt respekt for. Ind til da bliver folk bare ved med at leve, som de altid har gjort med justeringer hist og her.”  

    “Hvis der er en ting, som virkelig pisser mig af, så er det, at man begynder at snakke om at bygge på Mars. At bruge så mange midler på at bygge huse til mennesker et sted, hvor mennesker ikke skal være, og hvor mennesker ikke har lyst til at være. Hvorfor er det, at man er så ufatteligt dum? Hvorfor tager man ikke alle de ubegribeligt mange penge og prøver at redde jorden i stedet? Vi har den mest vidunderlige, magiske planet, og så vil man til at bruge penge på at bygge på Mars! Det kommer jeg aldrig til at forstå, og jeg må faktisk sige, at der synes jeg godt nok, der er nogle, som sidder med hovedet oppe et helt forkert sted!” 

      

    Tre hurtige til Anne Hjernøe... 

    Kan du stoppe en strømpe? 

    Egentlig et godt spørgsmål. Jeg tænkte på det forleden dag, hvor jeg igen smed strømper ud, der var gået hul i. Jeg synes jo, jeg burde gøre det, men det, der kan være irriterende ved at stoppe strømper er, at der kommer den der fold på dem, medmindre man er meget dygtig til det. Og da jeg går enormt meget, vil det virkelig kunne give vabler. 

    Bil eller ben? 

    Vi har smidt dieselbilen ud og er skiftet til benzinbil. Jeg kommer ikke til at få en elbil lige nu, fordi jeg ligger og kører rundt til foredrag over hele landet. Og tanken om at skulle stå på en tankstation kl. 23.30 i mørke og vente på, at min bil lader, det kommer bare ikke til at ske, før batterilevetiden er blevet bedre. Men vi er blevet meget bevidste om kun at bruge bilen, når det er strengt nødvendigt og i stedet cykle eller gå rundt. Jeg går rigtigt meget. Det tager 23 minutter at gå fra Åbyhøj, hvor vi bor, og til Aarhus midtby. Og ved at lade bilen stå får jeg også lidt ekstra gratis motion ind i hverdagen. 

    Kød eller kartofler? 

    Vores 20-årige datter er vegetar, og det har givet mig et skub ud i at tænke anderledes i køkkenet, og det holder jeg uden tvivl fast i også, når hun flytter hjemmefra. Det er blevet en naturlig del af min madlavning og kogebøger. Vi tænker langt mere over grønne alternativer i maden, hvilket jo er sundt i sig selv. 

      

    Opskrift på de bedste gulerødder 

    Ristede gulerødder med valnøddetopping  

    800 g gulerødder 

    2-3 spsk. koldpresset jomfruolivenolie 

    Friskkværnet sort peber 

    150 g valnøddekerner 

    4 fed hvidløg 

    Hakkede krydderurter efter smag, fx citronmelisse, persille, basilikum el.lign. 

    Fintrevet citronskal og lidt saft af 1 citron 

    Flagesalt 

    Skræl gulerødderne og skær dem i stave. Varm olien op på en pande og steg gulerødderne i 4-5 minutter, til de begynder at tage farve, men stadig har bid. Kom gulerødderne på et fad. Kom derefter de hakkede valnødder, hakket hvidløg, hakkede krydderurter, citronskal og citronsaft på panden og steg det i 3-4 minutter, tilsæt en smule ekstra olie om nødvendigt. Krydr med salt og fordel blandingen over gulerødderne.  

     

    Køkken tips 

    Hav poser med plantestykker i køkkenskuffen. De skal bare lægges i blød i nogle minutter, og derefter drænes, og de fungerer lige så godt som skært kylling i en middagsret. De er lavet af ærteprotein, og jeg køber dem i et almindeligt supermarked 

    Er du ikke til samme menu to dage i streg? Brug delelementerne fra aftensmaden i nye måltider, fx til morgen eller frokost sammen med ost og brød. På den måde undgår du madspild. 

      

    Blå bog 

    Anne Hjernøe er 53 år, opvokset i Aarhus og bor i Åbyhøj. Gift med Jens Folmer, som hun har datteren Camille med samt to voksne bonusbørn. Uddannet indenfor socialpædagogik, journalistik og kommunikation. Kogebogsforfatter, tv-kok, fødevareudvikler og rådgiver inden for fødevarebranchen. Hun holder foredrag og kurser i ind- og udland om vægttab, sundhed, mad og kulturforståelse. 

    Til maj udkommer Anne Hjernøe med en salatbog med 100 nye opskrifter på gode sunde salater, samt lækre brød, dips og dressinger. Der vil være salater, som henvender sig til alle dem, der spiser fisk, kød og vegetarisk. 

     

    Sidst opdateret: 9. november 2023