Temaportræt: "Tak - ikke ak"

Tekst: Jannie Lindberg Sundgaard Foto: Michael Drost-Hansen

To meter høj. Iført ternet skovmandsskjorte og kasket. Et fast håndtryk og et bredt afvæbnende smil. Indehaver af en fantastisk sønderjysk dialekt (når han slår over i den). Far til tre teenagedrenge, gift (hun er offentligt ansat), gør det selv-type og bosat i en forstad til Aarhus. Der er ikke meget rød løber og stjernenykker over Jacob Madsen Kvols. Og det er præcis sådan, han foretrækker det. For den alsidige skuespiller handler det om at være til stede, ikke i blitzens skær, men i de ting, han laver og – ikke mindst – til stede i livet.

Har du – kære Vitallæser – været forbi Aarhus Teater i løbet af de sidste godt 20 år, så har du med stor sandsynlighed oplevet Jacob Madsen Kvols udfolde sig på scenen. Det kan være i teaterkoncerter som Beach Boys og Lazarus eller Thomas Helmig eller i forestillinger som Romeo og Julie, Hedda Gabler eller Erasmus Montanus. Listen er lang og cv’et imponerende. For kærligheden til skuespilfaget er dyb, og ønsket om at spille stort og nærværende vigtigt. Og om et par uger kan du så opleve den erfarne skuespiller i front for Aarhus Jazz Orchestra sammen med sangerinden Signe Juul til de populære Rådhuskoncerter. Men hvordan ender man lige på den scene, når det nu er skuespiller, man er?

At være til stede

Den musikalske interesse kommer ikke ud af det blå. Musik i mange genrer var en del af opvæksten i det sønderjyske barndomshjem.

”Jeg er vokset op med højskolesangbogen og salmesang. Min mor var glad for klassisk musik og kunne også godt lide jazz. Min far smed ofte 60’er musik, mest rock’n’roll, på anlægget om aftenen og tændte gerne for Giro 413.”

Men da den unge sønderjyske knægt forlod landsbyens folkeskole og startede på gymnasiet i “storbyen” Haderslev, åbnede jazzens verden sig for alvor.

Foto: “Jeg er nok draget af ideen om det der røgfyldte lokale med en whisky i hånden og en lidt tung, melankolsk stemning.”

“Jeg har altid godt kunne lide jazzmusik. Da jeg kom på gymnasiet, mødte jeg nogle gutter, som spillede masser af musik, blandt andet jazz. Der var flere, som flyttede til Haderslev for at gå på gymnasiet, og så hang man ud hos dem efter en gymnasiefest og hørte Ella Fitzgerald kl. 04 om morgenen. Det var helt perfekt.“

“Når jeg hører Ella Fitzgeralds stemme, så kan jeg fuldstændig forestille mig, hvor jeg sidder henne. Det er som en fornemmelse af at være med i en film. Noget med at blive taget væk fra alt, hvad der kører derudaf i samfundet. Og så bare sidde i øjeblikket på en bar og drømme sig væk. En stemning af at være alene, men ikke ensom, og en fornemmelse af at være forbundet med andre og til stede i nuet.”

Lade tankerne flyde

Hvis man kan snakke om noget, som bare kører derudaf, så er det sociale medier og unge. Så hvordan har Jacob Madsen Kvols det med dem som far til tre store teenagedrenge, hvor det at være “på“ er en naturlig del af ungdomslivet?

“Jeg bruger ikke selv sociale medier. Jeg forholder mig nysgerrigt til det, det er jeg nødt til med tre teenagedrenge, men jeg har ikke behov for at fortælle andre, hvad jeg laver hele tiden eller vide, hvad de laver for den sags skyld. Jeg er en ret rastløs person, så det er let for mig at blive suget ind i en verden, hvor der hele tiden er noget nyt at forholde sig til. Fastholdelsen forsvinder, og den vil jeg virkelig gerne prøve at dyrke og træne min opmærksomhed.”

Foto: I gymnasiet i Haderslev dannede Jacob Madsen Kvols sammen med tre kammerater komikgruppen Vi Starter I Det Små. De fik snart så meget at lave, at de optrådte ved private arrangementer hver weekend.

“Med alderen er jeg blevet mindre bange for at gå glip af noget og prøver at finde ro i de ting, jeg laver. Det kan være at sidde sammen med min kone, nyde en øl og lytte til musik i stedet for at tænde for fjernsynet. Når jeg går rundt og arbejder i haven eller har et byggeprojekt, er jeg opmærksom på ikke altid at have noget i ørerne. Der er mange som lytter til musik, en podcast eller lydbog, når de cykler eller går, for så er de effektive. Det gør jeg ikke, men øver mig i at være til stede i det, jeg er i. Jeg kan godt lide bare at lade tankerne flyde.”

“Det var en dejlig tur”

Men hvordan gør man det i dagens samfund, hvor der bliver talt meget om at jagte det næste, følge sin mavefornemmelse og gribe mulighederne? For hvad nu, hvis man får en ny mavefornemmelse om to timer? Vælger forkert mellem alle mulighederne? Eller måske slet ikke har lyst til at gribe dem?

“Min mor var pædagog, og min far havde sit eget murerfirma. Når han kom hjem, slappede han af, og i weekenden gik han i haven. De havde mange venner, men der var ikke et behov for at skulle realisere sig selv hele tiden. Det er der noget dragende i. Det er klart, at man ikke havde de samme muligheder dengang, men man var måske også mere tilfreds med det, man nu havde.“

“I dag kan man let komme til at fokusere på alt det, man ikke lige fik, eller det, der ikke blev, som man havde forestillet sig. Min far er ekstremt god til at sige noget med: det var en dejlig tur, selv om det måske ikke blev helt, som han havde planlagt.”

Og den tilgang til livet løber i årerne på familien. Det var også en tilgang, Jacob Madsen Kvols’ farfar lagde vægt på.

“Min farfar blev født i 1896 og voksede op i Sønderjylland. Han var med i 1. Verdenskrig og døde først som 104-årig. Han havde et mantra med at sige: tak, og ikke ak.”

“Han havde overlevet alle de der forfærdelige ting rundt om i verden i 1. Verdenskrig og set det af verden, han syntes, han skulle. Så han var meget en hjemme-mand og kunne ikke forstå, hvorfor vi unge i 1990'erne altid ville ud at rejse. For ham var verden hans baghave, og det var nok.”

“Det er ikke sådan, at jeg går og tænker på, at det skal jeg også leve efter, men en gang imellem, så popper det op, hvis jeg går og er lidt utilfreds og mavesur. Så tænker jeg, at det der med at sætte pris på det, man har, og ikke hele tiden beklage sig, det har stor betydning for, hvordan man lever sit liv.”

Sådan lidt husfar

Både hans egen lille nære familie og den større familie har stor betydning for Jacob Madsen Kvols. Der er mange gamle venner, som går tilbage til både barn- og ungdom og mennesker i hans liv, som laver alt muligt andet end skuespil. Og de forskelligheder er vigtige for ham.

“Jeg kan rigtig godt lide at nørde med teater og en rolle, at spille stort og intenst, men det er også vigtigt for mig at få input andre steder fra. Så bliver der mindre navlepilleri. Nu har jeg været på Aarhus Teater i snart 20 år, og det med at høre til et sted og at have gode kolleger, det betyder meget for mig. Et sted som Aarhus Teater rummer så mange forskellige fagligheder og personer, og den magi, der opstår i det samspil, er også med til at fjerne fokus fra min person – for vi er alle afhængige af hinanden for at få en forestilling op at køre.“

Foto: For Jacob Madsen Kvols er det vigtigt at blive ved med at udvikle sig som skuespiller, selvom han har været i faget i mange år. Det oplevede han i teaterkoncerten Lazarus, hvor han skulle øve sig meget på at synge i et højere toneleje for at lyde som David Bowie. Det var ikke let, men det lykkedes.

“Jeg føler mig utroligt privilegeret over ikke at skulle ud og sælge mig selv som freelance skuespiller hele tiden. Det ville jeg også være virkelig dårlig til, men jeg kan godt mærke, at jeg skal udfordre mig selv. Det er let at læne sig tilbage og bare gøre, som man plejer, men jeg vil meget nødig blive sådan en, der før en forestilling siger: Lad os komme i gang, så vi kan komme hjem.”

Selvom han godt kan lide kendte rammer, så betragter Jacob Madsen Kvols ikke sig selv som direkte tryghedssøgende, det handler mere om at have en stabil base at bevæge sig ud fra.

“Jeg er meget opmærksom på at være privat, og kendthedsdelen ved mit arbejde fylder ikke særligt meget. For mig er det vigtigt at lægge arbejdet fra mig, når jeg kommer hjem.”

“Det har nok også noget at gøre med, at mens jeg gik på skuespilskolen, fik vi vores første søn. Så jeg gik ikke i byen på samme måde som mange af mine venner. Jeg var god til at sige, nu har jeg været på skolen og nu er jeg hjemme hos familien. Min kone er den mest karriereorienterede af os to, så jeg kan godt være sådan en husfar i perioder, og det kan jeg godt lide.”

Indimellem kan Jacob Madsen Kvols’ kone godt udfordre ham lidt, når han snakker om at prøve nye ting, men ikke rigtig får gjort noget ved det.

“Så prikker hun til mig og siger: Kom nu, hvis du går og snakker om at prøve noget nyt, så må du sige ja til det og finde ud af, om det er noget. Jeg kan godt have brug for, at der kommer nogen og skubber til mig, for jeg er ikke altid så god til at gå derhen, hvor jeg ikke kan bunde.”

“Kan jeg det?”

Så hvordan bliver det at skulle stå på scenen til Rådhuskoncerterne i front for Aarhus Jazz Orchestra? For det er lidt ude på det dybe vand.

“Det er jeg også spændt på. Jeg har egentlig altid drømt om at spille i et band, og tidligere har jeg skrevet lidt tekster. Jeg har dog aldrig lært at spille sådan rigtigt på et instrument, men jeg kan godt lide at stå foran et publikum og underholde, at have noget på hjerte og formidle det. Jeg ser mere mig selv som en håndværker end en kunstner. En musiker som Peter Sommer er virkelig god til at formidle og fortolke tekster. Han fortæller en historie med både sine tekster og måden, han præsenterer dem på. Jeg er god til at fortolke andres ting, men det har jeg jo også gjort i snart 20 år.”

“Da jeg blev spurgt, om jeg ville være en del af jazzkoncerterne, så tænkte jeg: Okay, jeg har drømt om at stå med et jazzband og nu: Værsgo! Men samtidig tænkte jeg: Hold nu op, kan jeg det her? Jeg er vant til, at der er en ramme på teatret, man har en rolle eller en relation til sin medspiller, som man kan læne sig op ad. Og her står jeg så som mig selv...”

"Så det er en udfordring for mig, og jeg glæder mig meget. Jeg er ikke så nervøs for sangene, det er mere noget med, at jeg tænker: Det bliver lidt løst, der er ikke den samme ramme, som jeg er vant til. Den der pingpong mellem solist, kapelmester og musikerne – hvordan opstår den? De her jazzsange har jo ikke nødvendigvis en lille sjov historie med sig, så man skal selv kunne digte et eller andet. Det føles lidt som om, jeg skal skabe en rolle til det. Jeg skal ikke være en karakter, men jeg skal kunne fylde noget mere på sangene end bare teksten. Og det skal jeg lige øve mig lidt på.”

The Sinatra way

Ud over Ella Fitzgerald fra gymnasietiden er også Frank Sinatra et af de store jazzede forbilleder for Jacob Madsen Kvols.

“Sinatra har sådan en tilbagelænet måde at gå til musikken på. Han får det til at lyde så legende og let. Det handler ikke så meget om teksten, men mere om stemningen og følelsen. Jeg tror, jeg vil prøve at gå ‘the Sinatra way’ til Rådhuskoncerterne. Det må gerne være lidt tilbagelænet, og så kan jeg kombinere det med nogle sjove anekdoter fra teatret. På den måde bliver der noget fra både musikkens og teatrets verden.”

Og så er vi tilbage ved det med stemningen og følelsen, som er så vigtig for Jacob Madsen Kvols i hans virke.

“Mit håb er altid at opnå en samhørighed med publikum. Selvfølgelig vil jeg gerne have anerkendelsen af mit og vores arbejde, og at publikum klapper, men det vigtigste er, at jeg kan mærke, at jeg har nået publikum. At de er blevet påvirkede af det, de har oplevet.”