Reportage: Med lugten af hestemøg og brun sæbe i næsen

Tekst: Jannie Lindberg Sundgaard Foto: Thomas Mikkelsen m.fl.

Det er lyden, der rammer mig først. Den føles som en rolig, rytmisk puls. Tik-tak. Tik-tak. Tik-tak. Mit blik falder på den vævede bordløber, som ligger på teaktræsbordet med det hollandske udtræk. Uden jeg har rørt løberen, kan jeg tydeligt mærke det lidt ru garn. I vinduet står en lyserød pelargonie. Pludselig kan jeg høre lyden af Ludo terninger, der rammer teaktræsbordet, og en svag duft af cigar når min næse.

“Værsgo’ at sætte dig ned.” Anne Maries stemme hiver mig tilbage til virkeligheden, hvor jeg er på besøg i erindringslejligheden i Den Gamle By. En lejlighed opbygget med særligt fokus på mennesker, som er ramt af demens. Her skal jeg opleve – sanse om du vil - hvad der sker med os, når vores sanser påvirkes målrettet.

“Vi giver os altid god tid, når vi har gæster her i lejligheden,” fortæller Anne Marie. Hun er ansvarlig for erindringsformidlingen i Den Gamle By. “Nogle gæster er meget forsigtige og stille i starten, men de åbner op, jo længere tid, de er her. Vores opgave er at få gæsterne til at slappe af og være nærværende. Vi griner meget sammen og ender som regel med at sidde og snakke rigtig hyggeligt. Man bruger sig selv personligt i det her arbejde, og det er nærmest som om, vi kender hinanden, når besøgene er forbi. For pludselig træder sygdommen i baggrunden, og mennesket træder frem, fordi vi mødes i interessefælleskaber om det, vi er sammen om her og nu. Vores gæster bliver uden tvivl mere nærværende på blot de par timer, vi er sammen. Noget, som plejepersonalet bekræfter, at de kan mærke i op til tre uger efter.”

Tæppebanker
“Under et besøg i erindringslejligheden fik en af gæsterne øje på tæppebankeren i køkkenet. Hun tog den resolut i hånden. Gik ind i stuen. Åbnede vinduet og smed den ud og kom så tilbage til køkkenet. Hun havde ikke gode minder om sådan en tæppebanker.”
Citat: Anne Marie Rechendorff

Bløde hestemuler

Vi forlader lejligheden. Trappeopgangen knager lidt, da vi går ned. Der dufter tydeligt af noget, jeg ikke kan definere. Det er autentisk brun sæbe, som trappen bliver rengjort i, forklarer Anne Marie. Min 1977’er-fødte næse er klart mere vant til at genkende duften af Ajax, når det kommer til rengøring.

Morgendisen hænger stadig i luften, da vi kommer ud. Klokken har kun lige passeret 7.30, og de brostensbelagte gader er stille. Vi går ind gennem porten til staldene. De store jyske heste, som bor her, hilser os godmorgen med en blid prusten. Jeg går forsigtigt hen til dem og mærker varmen og blødheden, da jeg stryger dem over mulen. Øjnene er mørke og dybe og betragter mig et øjeblik nysgerrigt, for så at vende den fulde opmærksomhed mod morgenhøet igen. På møddingen står dampen tydeligt op, og duften er skarp og sur – alt andet end brun sæbe og Ajax.

Der er noget afvæbnende og beroligende ved de her to kæmpers selskab. Det giver mig lyst til at blive i stalden og bare være sammen med dem.

Sprødstegt julegås

Men jeg løsriver mig, og vi sætter kurs mod Havbogadehuset. På vejen møder vi en flok skræppende gæs. I gåsegang mod Borgmesterhaven går det, men ikke uden skærmydsler, og det er ikke svært at få øje på et tydeligt hierarki i flokken.

“Den mindste dér skal slagtes,” fortæller Anne Marie. “De andre gæs vil ikke lade den spise eller være i fred. Sådan er naturen jo ind imellem, så den bliver til en julegås.”

Tanken om en velduftende og sprødstegt gåsesteg gør mig sulten på trods af, at det kun er midt på formiddagen. Jeg må synke en ekstra gang mundvand, mens vi træder ind over dørtrinnet til det lille, tætte hus i Havbogade. Her er der allerede gang i køkkenet. Ilden buldrer i komfuret og den lidt krasse røgduft blander sig med duften af smørstegte frikadeller og modne paradisæbler, der venter på at blive lavet til gele.

“Her strækker vi farsen,” fortæller en af de unge køkkenpiger, som kører en blanding af fars, kartofler og rasp gennem kødhakkeren.

Og egentlig er det slet ikke så dum en ide. For med nutidens fokus på at spise mindre kød, så kunne sådan et godt gammelt køkkentip jo være en måde at få flere frikadeller på panden, men med mindre kød. Den skriver jeg mig lige bag øret.

Mmm...
Mad og sanser hænger unægtelig sammen. I Den Gamle By gør man noget særligt ud af maden omkring højtiderne. Til påske er det bl.a. med solæg og nikålssuppe, en suppe kogt på ni forskellige slags kål. Solæggene er æg, der har ligget i saltlage for at konservere æggene. De serveres halve med sennep og tabasco og måske en snaps til. Til jul kan man fx smage gammeldags æbleskiver, som er skiver af æbler vendt i dej og
kogt i svinefedt.

Jord under neglene

Vi er blevet lovet en tur i byens charmerende lyseblå boble af automekanikeren, men inden lægger vi vejen forbi køkkenhaven. Her står krogede æbletræer og kål side om side. Jorden er blød og blot et spadestik nede fuld af store regnorme.

Vi skærer et rødkål fri og flækker det. Duften af jul når min næse, og tanken om den stegte gås får min mave til at brumme en kende. Det er i sandhed et sansebombardement at være på tur i Den Gamle By på den her måde, hvor vi har fuld fokus på netop sanserne og ikke på, hvor eller hvornår vi er tidsmæssigt. Jeg får et blankt efterårsæble med mig i lommen. Det dufter sødt og friskt.

Man taler ofte om, at alting går så stærkt i dag, men at stå der med sådan en håndfuld fugtig efterårsmuld, der dufter af jord og klistrer lidt mellem fingrene, bringer om noget følelsen af “tilbage til naturen” frem. Jeg er opvokset på landet med stor køkkenhave, og selv om min have i dag er betydeligt mindre, så giver det mig altid en særlig form for ro at gå rundt derude i bare tæer, plukke solmodne tomater, dufte til pelargonierne eller bare sidde en stille stund og være til stede.

Øm i bagen

På autoværkstedet dufter der til gengæld hverken af søde æbler eller sprødstegt gås. Her er lugten af tobak, olie og benzin altdominerende. Og det er præcis målet.

“Når folk kommer ned i værkstedet, er de oprigtigt overraskede over, hvor autentisk her ser ud og lugter. Og vi har det sådan, at spilder vi noget på gulvet, så lader vi det være. Det er alt sammen med til at gøre værkstedet levende,” fortæller Jan Stub Johansen, som er fast mekaniker på værkstedet.

Og så endelig er det blevet tid til den lovede køretur i den lyseblå boble. Jeg kravler på alle måder uelegant ind på det smalle bagsæde. Mine knæ er klemt op i forsædet og bagsædets fjedre er tydeligt mærkbare i bagdelen. Folk vinker og smiler begejstrede og fotograferer os på livet løs, mens vi skrumler forbi. Hvordan en hel familie har kunnet klemme sig ind i sådan en lille bil, har jeg oprigtigt svært ved at forestille mig.

Sansebombardement

Da jeg senere siger farvel og tak for rundvisningen til Anne Marie, er det med kram og smil. Det føles lidt som om, vi har kendt hinanden meget længere end bare nogle få timer.

Jeg har besøgt Den Gamle By et utal af gange, men aldrig på denne måde med sanserne helt fremme. Det er faktisk lidt overvældende at være så fokuseret på at sanse alt, jeg er kommet forbi. Mine fremtidige besøg kommer uden tvivl til at være anderledes. Det er som om, jeg har opdaget en “hemmelighed” i byen (der hvor alle sansestimuliene er gemt), som fremover vil være med mig som ekstra viden, når jeg er på besøg.

Og jeg kan kun anbefale at tage på tur ud i verden, hvad end det er Den Gamle By eller et helt andet sted med fuldt fokus på sanserne.