Temaportræt: Han går for en større sag
For femte gang snører Patrick Cakirli støvlerne til sin March mod Ensomhed. I 10 uger presser han sig selv til kanten for at skabe opmærksomhed om en sundheds- og samfundsudfordring, der nær kostede ham livet for seks år siden. 2000 km går han - men aldrig alene.
Tekst: Kasper Fryd Kristensen
Foto: Michael Drost-Hansen og Kasper Fryd Kristensen
Vi traver afsted i en lang karavane. Vi er i september måned, og himlen er så blå som kun en september himmel kan være det. På en landevej et sted i Østjylland snor vi os som en slange gennem det bakkede landskab. Bilisterne, der suser tæt forbi, drejer hovederne som for at gennemskue, hvad der foregår.
Svaret er simpelt, og alligevel komplekst: vi går march mod ensomhed. Idéen kommer fra 32-årige Patrick Cakirli, en rolig fyr fra Sjælland. Han har et stærkt ydre og oftest en rap kommentar. Bagerst i den lange flok går han med det store overblik, mens han skubber en slags vagabondvogn foran sig med sine få rejsegenstande.
"Med den form jeg er i, er det her en hviledag," siger han, mens gruset knaser under hans brune vandrestøvler. "Når jeg vandrer 30 km i gennemsnit og gik over 42 kilometer i går, så er det her en dag, hvor jeg kan gå og slappe lidt af. Kroppen følger godt med. Jeg har gjort det nogle år, så grundformen er der bare."
Dagens tur på 16,5 kilometer fra Aarhus til Hinnerup er en af de lette etaper. Den er nummer 39 ud af 68. Når man ser ham gå og tale med den slags overskud, virker det som om, han aldrig har lavet andet. Det er næsten ikke til at tro, at han for kun 6 år siden blev erklæret selvmordstruet og indlagt på den psykiatriske akutmodtagelse på Bispebjerg Sygehus i København. Dengang kunne han ikke se en vej ud. Følelsen af ensomhed og isolation havde skubbet ham ud til et punkt, hvor han egentlig havde givet op på det hele.
Turbulent opvækst
"Det har jo rødder i min barndom," fortæller Patrick med blikket rettet frem. "Jeg kan huske at sidde på bagsædet af mine forældres bil som 9-årig, da jeg blev anbragt. Jeg vidste ikke, hvad følelsen hed, men jeg havde en tydelig fornemmelse af at være forladt og ikke høre til. Det gør ondt. Meget ondt."
Patrick voksede op på tre børnehjem og i en plejefamilie med svære livsvilkår. På to ud af de tre børnehjem oplevede han sammen med de andre unge voldsomme og unødvendige magtanvendelser. Nogle få gange blev de udsat for vold. Det var en benhård skæbne for en ung dreng, der resulterede i en dybtsiddende følelse af ensomhed. Uden nære relationer eller mennesker han kunne stole på, var det næsten umuligt at danne venskaber eller finde tryghed og støtte.
I slutningen af november 2016 blev Patricks ensomhedsfølelse så voldsom, at han overvejede at tage sit eget liv. Det var her han endte på Bispebjerg. Det virkelige vendepunkt skete, da han blev udskrevet. Her sendte han en anonym besked ud på de sociale medier, der vendte op og ned på hans liv.
Styrken til at rejse sig
I beskeden skrev Patrick: "Jeg er desperat efter at møde nye mennesker. Jeg er ensom og går igennem den sværeste periode i mit liv. Jeg vil sidde på trapperne foran Københavns Rådhus fra kl. 14-20. Jeg har sorte bukser og en North Face-taske på."
Han rakte hånden ud i blinde, og håbede, at nogen ville tage den. Han ventede i regnvejret, og efter halvanden time kom der pludselig en ung mand med brændte mandler og et tæppe. Han havde set beskeden. Kort efter kom der en pige med varm kakao. Så én mere og en mere. Før Patrick havde set sig om, stod han omringet af 17 fremmede mennesker, der havde set hans opslag, og valgte at møde ham med varme, omsorg og medmenneskelighed.
"Det var en dag, der ændrede mit liv. En besked der ændrede mit liv."
Oplevelsen gav ham styrken til at rejse sig og begynde at bevæge sig frem i livet med et nyt håb for fremtiden. Historien blev delt vidt og bredt på de sociale medier, og Patrick blev interviewet i landsdækkende morgen- og aftenshows. Han fik en masse opmærksomhed, og samtidig begyndte der at tikke beskeder ind fra mennesker i alle aldre og livssituationer, der på en eller anden måde kæmpede med ensomheden.
Den første march
"Den respons jeg fik efter at have fortalt min historie, vækkede en kæmpe ansvarsfølelse i mig. Jeg havde startet på Roskilde Teknisk Skole, men i marts 2017 droppede jeg ud for at gøre en forskel i kampen mod ensomhed. Jeg udviklede konceptet om at gå en March mod Ensomhed for at sætte fokus på ensomhed som en sundheds- og samfundsudfordring. Jeg vidste godt, at jeg skulle gøre noget, der var til den ekstreme ende for at vække opsigt og få mediernes bevågenhed. Samtidig skulle det skabe en fascination, der ville få folk til at støtte op og deltage."
Kort inden den første march havde Patrick desuden fået en kæreste. Hun støttede ham, og motiverede ham yderligere til at forfølge sin march mission. Den varede kun 10 dage, men de var hårde og lærerige.
"Den første march i 2017 var helt anderledes end den, vi går nu," erindrer Patrick med et skævt smil.
Dengang gik der kun 7 mennesker med ham i gennemsnit - et tal, der er tættere på 100 i dag. Han vandrede med sko, der til sidst var så ødelagte, at lilletåen på hans ene fod stak ud. Han bed tænderne sammen og gennemførte 300 kilometer på ren viljestyrke.
"Efter jeg gennemførte i 2017, følte jeg, at der ikke var noget, der kunne stoppe mig. At jeg havde været så presset både fysisk og mentalt, og alligevel var kommet i mål. Det gav mig troen på, at jeg kunne gøre alt."
Hårdt brud
I 2018, 2019 og 2021 – 2020 undtaget på grund af covid – har Patricks march mobiliseret tusindvis af danskere i kampen mod ensomhed. Undervejs har han indsamlet et 6-cifret beløb til ensomhedsbekæmpende organisationer, og skabt medieomtale i nationale og internationale medier. Selvom Patrick ikke vil kalde det et enkeltmandsforetagende, hviler det tunge pres på hans skuldre alene.
"Jeg kollapsede, da jeg kom hjem fra sidste års march. Jeg knækkede bogstavelig talt sammen, tog 20 kilo på, og havde det rigtig dårligt Jeg var virkelig nede i et dybt, sort hul. Det var mange forskellige ting, der overlappede. Kort før sidste års march gik min daværende forlovede fra mig. Hun havde været med mig gennem det hele, inden jeg begyndte i 2017. Hvad der startede som et udramatisk brud, udviklede sig meget dramatisk, mens jeg var væk. Jeg kom slet ikke tilbage den til lejlighed, jeg forlod. Det var rigtig svært og hårdt at være i."
"Samtidig så gik jeg fra den ene yderlighed til den anden. Det er ekstremt og intenst i de 10 uger marchen står på, og når jeg er færdig, er der bare et tomrum. Bruddet og den omvæltning, det er, når marchen er slut, ramte mig hårdt.”
Tal tabu ihjel
Som vi nærmer os Hinnerups byskilt, fortæller Patrick videre om, hvordan hans kollaps har gjort ham nervøs for turen i år. Om kroppen og psyken kan følge med. Da jeg spørger, hvorfor han bliver ved med at udsætte sig selv for det, holder han en lang tænkepause:
"Altså det jeg gør her, det er ikke nemt. Men jeg vil hjælpe og gøre en forskel. Og jeg er overbevist om, at hvis jeg ikke gør det her, så er der ingen andre, der gør det."
Den konstante summen af deltagerne på dagens etape vidner om den forskel, marchen kan gøre. En af udfordringerne ved ensomhed er, at det stadig er et tabuiseret emne. Men på landevejen er der, med Patricks ord, pissehamrende højt til loftet, og man bliver hurtigt fortrolige med hinanden.
”Jeg har oplevet, at herude danner man et tæt bånd, og man føler sig hurtigt tryg i hinandens selskab. Det har været enormt rørende at se mennesker på tværs af generationer kunne tale om det, der var svært og være åbne og ærlige. Det er nok en af de ting, jeg er absolut mest stolt over ved det her projekt.”
”Jeg har en påstand om, at jeg er den person i Danmark, der har været i direkte kontakt med flest ensomme. Jeg er så tæt på problemet og har et unikt indblik i, hvor slemt det står til. Det påvirker mig, fordi jeg selv kender følelsen så dybt. Det kan være en ekstrem tilstand. Og den modløshed der kan følge med, den er fandeme farlig. Men det driver mig også. Det motiverer mig til at gøre endnu mere. Jeg gør det her, fordi jeg oprigtigt tror på, at det jeg har gang i kan hjælpe nogle mennesker."
Eventyret venter
I samlet flok ankommer vi til dagens endestation, Hinnerup Bibliotek og Kulturhus, hvor vi mødes af venlige frivillige med kaffe og frugt. Efter seks års kamp med sin egen ensomhed og ensomhed som et mere generelt problem, er Patrick langt fra i mål.
”Mange mennesker, jeg har snakket med, tror, at jeg har fundet vejen ud af ensomhed, men det har jeg ikke. Der er folk, der ønsker råd eller vejledning fra mig. Og jeg må bare fortælle dem, at jeg har det selv pisse svært. Jeg ser ikke mig sig selv som ambassadør eller rollemodel. Jeg ser mig selv som en person, der tager ansvar. Jeg fik et enormt stort talerør og platform, og det er vigtigt for mig, at det ikke går til spilde.”
Patrick tager et gruppebillede, small-talker med de frivillige og gør sig klar til at holde foredrag. Dagen er langt fra slut i morgen skal vandrestøvlerne snøres igen til en lidt mere krævende etape. Et sted ude på landevejen gjorde han det tydeligt, at han kun lige er begyndt:
”Jeg kigger 5-10 år i fremtiden, og mine ambitioner rækker langt ud over marchen her. Jeg kommer til at alliere mig med andre ambitiøse og engagerede kræfter især i civilsamfundet. Der er store drømme, og jeg glæder mig. Vi skal ud på eventyr!”
Deltagere på ruten
Vicky
Jeg er her med 7. klasse på Vorrevangskolen, som min søde kollega og jeg næsten lige har overtaget. Vi har meget fokus på trivsel i øjeblikket, og har haft snakke om, at det jo kan være svært, hvis man føler sig udenfor fællesskabet eller ikke kan finde kammerater i klassen. Så der syntes vi, at March mod Ensomhed passede rigtig godt til vores tema. Det var også en god mulighed for os at lære børnene lidt bedre at kende. Vi får nogle andre snakke, når vi er herude. Børnene klarer turen super flot, så vi lærere er meget stolte.
Håb
Det er et vigtigt emne at sætte fokus på, jeg kan godt lide at gå, og så kan jeg godt lide at lave en aktivitet, når man donerer til velgørenhed. Det giver noget mere, at man kan få lov at være en del af det i stedet for bare at donere penge. Der er mange former for ensomhed, og det rammer jo alle, uanset om man er barn, voksen eller ældre. Så det er vigtigt at sætte fokus på, og jeg synes det er en inspirerende måde, Patrick gør det på. Både distancen, men også konceptet om, at han kun må bevæge sig, hvis han har følgeskab.
Steffan
Jeg er nok selv lidt en enspænder. Jeg nyder mit eget selskab. Jeg kan godt genkende noget at det, Patrick udsætter sig selv for rent fysisk med den her march. For 6-7 år siden ville jeg løbe en halvmaraton. Så løb jeg en mere og en mere. Pludselig havde jeg løbet 50, og så gik jeg over til maraton og sidenhen ultraløb, som er distancer længere end 42 km. Det giver mig et kick, der ikke kan beskrives. Men er det sundt? Det ved jeg ikke.
Husk!
March mod Ensomhed
Hvert år fra uge 32-41 udfører Patrick Cakirli sin March mod Ensomhed, hvor han vandrer 2.000 kilometer rundt i Danmark. I 2022 er det 5. gang med marchen. Konceptet er simpelt: Patrick må ikke gå, medmindre han har følgeskab - ellers skal han stå stille. På den måde bliver hans vandring symbol på vigtigheden af fællesskab og social ansvarlighed i kampen mod ensomhed.