Temaportræt: Michael Carøe

Tekst: Jannie Lindberg Sundgaard Foto: Niels Aage Skovbo

Det starter ellers godt. Michael Carøe kommer til Aarhus for at se fodboldkamp mellem AGF og FCK. Inden kampen er der god tid til et interview til Vital. Det hyggelige spillested turkis, som ligger i hjertet af Aarhus, er booket til interviewet for at sætte en musikalsk stemning. Der er kaffe på kanden, solen skinner og emnet er humor.

“Altså, det er jo jordens sværeste emne, I har med at gøre..."

Lægger Carøe ud og smiler afvæbnende, men at han mener det alvorligt, er ikke til at tage fejl af. Skribenten synker lige en ekstra gang og forsøger ikke at få kaffen galt i halsen.

“Jeg tror ikke, at jeg på noget tidspunkt har set et  ordentligt indlæg om humor. Prøv at definere humor. Hvem kan det? I har valgt et tema, der hedder humor, som jeg synes, det er meget svært at udtale sig begavet om, uden at fremstå som en idiot. 

“Øhm... vi tager det bare, som det kommer,” svarer skribenten en kende febrilsk.

“Jo, men når du siger, det handler om humor, så kan det jo ikke nytte noget, at jeg ikke taler om humor,” konstaterer Carøe. Og det kan den erfarne herre jo have ret i, så skribenten griber til en hurtig omformulering.

“Som du siger, så er humor vanskeligt at definere. Det er jo meget mere end en vits eller en skør komedie. Det er noget med at skabe en stemning, underholde og løsne op. Hvordan bruger du fx humor, når du underholder og spiller jazz? Hvordan startede det hele egentlig?”

Michael Carøe er stille et øjeblik. Tænksom. Så breder der sig et (spøgefuldt) smil:

“Se, det er faktisk en fortælling, der aldrig er blevet skrevet ned. Hvordan jeg kom ind i det her med at spille jazzmusik.”

Han læner sig frem og fortsætter:

“Det her kunne godt gå hen og blive langt.”

Og så er vi i gang med en både underholdende, alvorlig og ganske humoristisk eftermiddag.

Nutidens unge (dengang)

Tilbage i 1980’erne, hvor Thomas Helmig stod ude og bankede på i Aarhus, Peter A.G. fra Gnags var Mr. Swing King, og TV-2 sang om fantastiske Toyota; der lagde Danmarks måske største crooner grundstenene til sin egen succes - nok uden helt at vide, at det var den vej, taktstokken svingede for ham:

"Hele det forløb med musik og mig startede reelt set i 1980'erne, hvor jeg sammen med Peter Kær og Mads Keiser lavede PLAT-trioen. Vi var sådan et, hvad skal man sige, mellemlægspapir mellem Linie 3 og stand-up.”

“Først spillede vi rundt på gader og stræder, og så begyndte vi at hænge ud på nogle københavnske musikklubber, bl.a. Lades Kælder og Din’s. Der så jeg en aften bandet Needles and pins, som spillede covernumre, og jeg fik lov til at gæsteoptræde med dem en gang imellem. Vi var også nogle stykker, som gik sammen og spillede noget Tom Jones og Sammy Davis. Deres frontmand René Gummer styrede mig i retning af Jones og Davis. Det var fedt.“

“På et tidspunkt blev jeg inviteret til et møde med bandet Sweethearts og spurgt, om jeg ikke ville være med. Det var jo stort, men mens vi sad der og var ved at aftale det hele, så kunne jeg pludselig mærke, at det skulle jeg bare ikke. Jeg skulle noget andet, men hvad...?”

Vegas-style

Det tyggede den unge spirende musiker - og nu også uddannede skuespiller (1984) - noget på. Men så en aften på Lades Kælder med Needles - drengene, testede han en tanke af:

“Hvis I er friske, så har jeg en idé. Hvad med, om vi spillede de her såkaldte Vegas-numre?” “Og drengene var med på den, så vi fik fat i nogle blæsere osv. Og pludselig var vi et 13 mand stort orkester til at spille de her lidt storladne numre fra The Great American Songbook med performere som Frank Sinatra, Sammy Davis og Dean Martin.”

Og idéen var god. Så god, at den ret hurtigt udviklede sig til større koncerter, festivaler og tv-optrædener. Det var dog ikke så let at holde et så stort orkester kørende rent økonomisk, så det hele gik en smule i sig selv igen. Men hvad skulle der så ske...?

Kosmisk markedsføring

Michael Carøe tog i sommerhus for at skrive tekster til et stand-up show, som han ville lave, men det gik op for ham, at han faktisk ikke var bygget til genren. Fester derimod og festers anatomi, det vidste han til gengæld en masse om.

“Så det endte med, at jeg lavede nogle shows som suppe-steg-og-is pianisten Mr. Gimmick – med semiautomatisk keyboard.” Og pludselig kunne jeg se, at det kunne fungere sammen med det store orkester.”

Han fik en aftale i stand med Bellevue Teatret om et show, og det næste halvandet år gik med at samle et stort jazzorkester, lave setlister og forberedelser til det helt store “The Great American Songbook” show med fokus på Sinatra, Davis og de elskede crooners. “Om morgenen på premieredagen var jeg på vej ind på Danmarks Radio for at lave et radiointerview, da min lysmand ringede:

“Har du hørt det? Hvad? Frank Sinatra er død i nat.”

“Det var simpelthen for vildt. Jeg havde det sådan, at jeg ikke syntes, vi skulle spekulere for meget i det, men samtidig alligevel have en særlig hilsen med til Sinatra. Så vi lavede noget med lyseffekter på en silhuet af ham og hans autograf forstørret op på en væg. Og så er det sådan på Bellevue Teatret, at man kan åbne taget, så der er hul ud til stjernehimlen. Vi aftalte, at i stedet for at sætte spot på mig i slutnummeret, som var “My Way,” så skulle taget rulles af og 16 moving lights rettes mod nattehimlen.”

Premieren var en bragende succes. I løbet af premieredagen havde Michael Carøe nået at være i adskillige livesendinger og givet interviews til højre og venstre, for der var noget i fortællingen om den verdensberømte crooners bortgang samtidig med, at Carøe iklædte sig smoking og havde premiere på et show med hyldest til netop ham, der startede det hele.

“Jeg har en følelse af, at jeg i det moment erobrede en eller anden mærkelig form for ret til at optræde med den slags musik i en smoking. Og for at knytte det her til Aarhus, så vil jeg kalde det kosmisk markedsføring. Det er et udtryk, som jeg har lånt fra Peter A.G. For den dag Gnags udsendte “En underlig fisk,” (1985), det var også den dag, en hval landede ude i Aarhusbugten.”

Som ekstra bonus til portrætinterviewet kan du her høre Carøe give den gas på Thomas Helmigs "Malaga", som er AGFs fællessang på stadion.

At mærke folk

Siden den store premiere i 1998 er det blevet til adskillige shows i samme ånd. For der er ingen tvivl om, at netop den genre og Michael Carøe kan noget særligt sammen.

“Det andet show, som kom året efter (1999) hed: Dean Michaels afskedsshow vol. 1. Det med at kalde det for Dean Michael var en idé, min ven Peter Kær havde fundet på. Han ville drille mig lidt og sagde, at jeg jo skulle bruge en smoking til showet, og det kunne jeg kombinere med at få Din Tøjmand som sponsor. Og Michael... ja, det er jo mig selv. Jeg fik dog aldrig en sponsoraftale i hus. Idéen med at kalde andet show for et afskedsshow er ganske enkelt, at jo før du kommer i gang med dine afskedsshows, jo flere kan du lave.”

“Hvis jeg skal sammenfatte reaktionerne på det første show, så sagde folk: Hvor var I gode. I andet show var reaktionen: Det er simpelthen så fedt, for det ser ud som om, I hygger jer så meget med at være deroppe. Mens folks reaktioner på tredje show (2002) var, at de ikke mere talte om os, men i stedet om dem selv som fx: Jeg er simpelthen blevet genforelsket i min mand eller min kone. Jeg blev også ringet op af en ældre kvinde, som sagde til mig: Jeg vil bare sige, at jeg var ude og se deres show i sidste uge, og for to år siden døde min mand. Jeg  har været trist siden, men siden jeg så deres show, har jeg danset hver dag. Og så må jeg bare sige, wow, wow, wow. Tænk, at man kan det.”

“Men jeg har fundet ud af, at med den tilgang, jeg og orkestret har til de her shows, så er det gået fra, at det handlede om, hvad vi kunne præstere, til at handle om, om vi er der troværdigt. Af de rigtige grunde. Og det er i den proces, jeg har fundet ud af, at jeg faktisk ikke optræder. Jeg er sammen med folk. Det er der, mine stærkeste kompetencer ligger. For det handler for mig om at være sammen, ikke om at optræde.”

Jazz og gorgonzola

Når Michael Carøe arbejder med store orkestre som fx Aarhus Jazz Orchestra til festugen, så er setlisten lagt ret fast. Der er for mange musikere og for mange nodepapirer i spil til at lave et improviseret koncertprogram.

“Nogle gange, når jeg spiller med guldholdet, som min egen kvartet hedder, så laver vi ikke setliste, men tager ønsker fra folk, og så manipulerer vi dem rundt, så de skaber en struktur. Som jeg ser det, så er det fuldstændig absurd at have siddet hjemme og bestemt sig for, at kl. 23.17 skal de høre denne her sang. Det kan du jo ikke vide en skid om. Man er nødt til at mærke rummet, festen, gæsterne og stemningen for at vide, hvad der skal spilles.”

“Det handler om, at orkestret og jeg hurtigst muligt overbeviser publikum om, at vi har styr på det. At de ikke skal være nervøse på vores vegne eller for at have spildt deres penge. Jo hurtigere vi kan gøre det, og det kan nogle gange bare være en ouverture, jo hurtigere er vi på vej sammen. Og så skal der være en form for genkendelse i numrene fra start. Ingen må føle sig ekskluderet. Det er noget med at åbne med noget velkendt, og så kan man godt pludselig åbne op for 36 takters benhård bebop. Det er lidt som med gorgonzola. Det er bestemt ikke alle, som kan lide det, og der er absolut ingen grund til at smide en gorgonzola ind fra start, hvis alle skal kunne spise af hele ostebordet. Men med en god start, så kan man godt servere et enkelt bud lidt senere, for så at vende tilbage til det velkendte igen.”

Festens anatomi

Nu er det jo musik, Carøe primært beskæftiger sig med, alligevel bliver han ved med at vende tilbage til udtrykket festens anatomi, som en anden læge, men for Carøe er den festlige anatomi faktisk noget, vi alle sammen udmærket kender:

“De fleste kender festens anatomi, hvis man tænker over det. Altså, festen starter altid med en velkomst, og så står vi et eller andet sted noget tid - enten med en gruppe vi kender, eller også står vi og forsøger at finde nogen, vi kan mingle med. Ved den klassiske treretters menu er der ofte lavet en bordplan, som betyder, at du er låst med en bordherre og borddame på hver side, særligt hvis det er rundborde, ved langborde kan du måske også tale med dem ovre på den anden side. Middagen har et ret fast forløb. Det kan være, der er rygepauser, hvor det, alt efter festen, kan hænde, at selv dem, der ikke ryger (længere), også går med ud.”

“Når man så rammer desserten, så løfter tingene sig. Nogle har også fået lidt at drikke, så kommer nogen ind med isbomben og noget fyrværkeri. Pianisten spiller ”… om lidt er kaffen klar”. Alt er godt. Og vi ved, at der er kort tid til, at vi kan få lov til at rejse os og komme ud på gulvet.”

“Det sjove er, at festens anatomi, den gælder, uanset om det er moster Odas 85-års fødselsdag i forsamlingshuset, et stort corporate arrangement i en hal eller en jagtmiddag på Fredensborg Slot. Man kan ændre lidt på overgangene, men vi skal alle sammen igennem det for at komme til det punkt, hvor vi mentalt har løsnet slipset, og det hele kører mere frit.”

“Sådan er koncerterne også. Det er derfor, at jeg fra start forsøger at fritage publikum for ansvar for andet end at deltage. De skal ikke bekymre sig om det, vi (orkestret) gør. De skal gerne i løbet af de første fem-seks minutter kunne se og mærke, at vi har styr på det, så de kan slappe af.”

Den største frygt

Nu vil skribenten gerne have lidt drama på banen, så hun spørger:

Hvad er det værste, der kan ske for dig, når du står på scenen?

Og her forestiller skribenten sig, at det klart må være, at publikum udvandrer. Gys! 

“Min evne til at kunne mærke mennesker gør, at jeg meget nødigt vil synge til begravelser. Jeg får ind imellem forespørgsler på det, særligt “My Way”, men det er ikke ret hensigtsmæssigt for mig at gøre. Jeg ender med at stå og være mere ked af det end dem nede på bænkene, og det er jo ganske enkelt usmageligt, hvis solisten står og tuder og skal trøstes. Så er det en langt bedre motor, at jeg spejler folk til en fest. At de kan se på mig, at jeg også har en fest. Så har vi sat en proces i gang.”

“Og det med, hvis folk forlader en koncert, det har jeg ikke noget problem med. Så er det jo dem, som gerne vil være der, som er tilbage. Folk kan have mange grunde til at gå, det kan være babysitteren skal have fri, at de er trætte og vil hjem eller hvad ved jeg.”

“Nej, det værste, der kunne ske, ville være, hvis jeg ikke kunne skabe kontakt til publikum. Hvis jeg ikke kunne etablere et fællesskab med dem. Men det er heldigvis ikke sket endnu.” 

Kaffen er blevet kold. Skribentens lydoptager er ved at løbe tør for batteri. Og tiden er også ved at være foldboldkamptid. Men Hr. Carøe har et vigtigt spørgsmål:

“Er du sikker på, at du har fået det, du skulle bruge? Vi har jo ikke talt om humor, men om musik. Du må endelig ringe eller skrive, hvis du mangler noget.”

Og så får skribenten er ordentlig krammer. Den erfarne crooner tager solbrillerne på og slentrer afsted i eftermiddagssolen, ulasteligt klædt i afslappet jakkesæt. Tilbage er der vel egentlig bare at sige:

He did it his way.

Blå bog

• Født 11. okt. 1960, opvokset i Søborg og Brønshøj. 
• Entertainer, sanger, komiker, tv-vært mv.
• Uddannet fra Statens Teaterskole (1984).
• Medvirket i adskillige tv-serier og film samt lagt stemme til flere animationsfilm. Han har en alsidig karriere, som strækker sig fra Det Kongelige Teater og "Macbeth" til satireprogrammet “Plat,” tv-serien “Klovn” og som succesfuld crooner med store shows, der startede med “Dean Michaels ’Welcome to My Way’“ (1998).