Han er født til scenen

Tekst: Maria Fast Lindegaard Foto: Michael Drost-Hansen

Musikken har altid været der. I barndomshjemmet hang den i luften, flød på gulvet og fulgte med de mennesker, der kom og gik. Bongotrommer, trompeter, klaveret i hjørnet. Overalt i huset lå instrumenter spredt, mens børn, musikere og junkier kom og gik. Ikke som en banegård, men som den mest naturlige strøm af mennesker. Forældrene åbnede altid døren for dem, der havde brug for et sted at være.

“Jeg husker som tre-fireårig, hvordan jeg tit vågnede om natten til lyden af min far, der spillede klaver i stuen. Når jeg listede mig derind, var stuen fuld af sorte jazzmusikere, der jammede, og der var gang i den.”

På pladespilleren spillede Little Richards singleplade med tonerne af Tutti Frutti, oh rootie.

“Jeg var måske fem år, men jeg var fuldstændig fascineret af pladen. Måden han sang på.”

Faren var selvgjort jazzmusiker, han spillede piano og trommer. I civilforsvaret havde han spillet signalhorn, så jazztrompetist kunne næppe være så svært. Men han fik det aldrig rigtig lært.

“Men han havde en trompet, som jeg gik og truttede i og fik lyd ud af. Så min far skrev en lille sang på to toner til mig.”

Melodien på trompeten blev fireårige Meks scenedebut, da han i 1968 optrådte med farens jazztrio på jazzklubben Tagskægget til spillestedets etårs fødselsdag.

“Jeg husker det ikke selv, men trompeten nåede næsten ned til scenegulvet. Folk var ellevilde, og da jeg var færdig, gik jeg op og satte mig på skødet af min mor og faldt i søvn.”

Han var ikke bange for at stille sig forrest på en scene, lille eller stor. Det skulle blive hans kendetegn.

Filmrullerne

Mens Mek og hans familie opholdt sig i Thylejren i 1970, tog de sammen med cirka 100 andre beslutningen om at flytte sammen i et nyt storkollektiv. Da Låsby-Svendsen gik konkurs, stod et stort område med boliger, hestestalde, bilværksteder, zoologisk have, bowlingbaner og restauranter ledigt. Det blev til storkollektivet Toustrup Mark i Østjylland.

“Vores familie flyttede ind i en bowlinghal, så det meste af min barndom fra jeg var syv til jeg var 14 gik med at rense mursten. Vi overtog det bare, og så måtte vi finde ud af det.”

De pillede alt inventar ud, til der kun stod ét stort, tomt rum tilbage, som de langsomt byggede op til et hjem med de rengjorte mursten og materialer. I maddepotet var der grahamsbrød og risalamande på brune ris med skaller, og på loftet prøvede børnene at ryge nogle af de voksnes planter, der hang til tørre der. Storkollektivet var en legeplads.

“Vi passede meget os selv, fordi de voksne havde travlt med at realisere sig selv.”

“Jeg brugte alle mine lommepenge på at købe smalfilm. De var tre minutter, og så var vi en flok børn, der skød film.”

Planen var at søge ind på Danmarks Radios uddannelse som lydtekniker. Mek ville være skuespiller. Spille teater. Mixe lyd og lave film. Det var barnedrømmen. Men skæbnen ville noget andet.

Det kan jeg (sikkert) godt

“Mine forældre og jeg var lige flyttet til en ødegård i Ormslev, hvor vi holdt en kæmpe indflytterfest med mere end 300 gæster. De fleste var noget ved musikken.”

Mek spillede til festen med sit band fra Århus Friskole. Stilen var reggae, inspireret af Bob Marley, med frække tekster som dem af den aarhusianske punkgruppe Lost Kids med Jan Jet i spidsen.

“Jan så os til festen og spurgte, om jeg kunne spille bas. Det kunne jeg ikke, men alligevel spurgte han, om jeg ville være bassist i Lost Kids.”

Mek, der lige var gået ud af 9. klasse fra friskolen, sagde ja og købte en bas. Ugen efter stod han på scenen med punkbandet for første gang.

“Jeg kendte toner og kunne spille lidt klaver og guitar. Bas har kun fire strenge, så man skal ikke tænke over dur og mol. Det er bare én tone ad gangen. Så det gik.”

Den tilgang ville præge hans liv: Mulighederne opstod ofte tilfældigt, og Mek tog imod dem med en grundlæggende tro på, at det, han aldrig havde prøvet før, kunne han sikkert godt.

Showmand

For Mek har vejen fra idé til band altid været kort. Det er faldet ham naturligt at samle folk, gribe et instrument og lave et band. På samme vis opstod Mek Pek Party Band som en tilfældighed. Til et event på Østergades Hotel manglede der et band i spilleplanen, så Mek samlede hurtigt et par skolekammerater fra friskolen. De var alle unge og energiske, og sammen miksede de den caribiske energi fra ska, reggae, calypso med den klassiske rock. Deres debutsingle ‘Ska Beat’ fik et radiogennembrud og i 1983 åbnede de Orange Scene på Roskilde Festival.

“Vi var nervøse. Vi havde lige skrevet den første danske rap, og jeg skulle huske teksten. Vores guitarist skulle op i en kamerakran og spille, men det trådløse udstyr gik i stykker. Heldigvis kunne han lodde et langt kabel, men ledningen hængte fast, så guitarsoloen trak ud, inden kranen kom ned igen. Men det var kæmpestort.”

Der gik ikke længe, inden han også turnerede rundt i Danmark med Kim Larsen & Bellami i deres cirkustelt. Som altid opstod mulighederne meget tilfældigt.

“Hver aften skulle jeg synge Ska Beat og slå en saltomortale midt i sættet. Det var jo cirkus. Og dén saltomortale gjorde, at jeg pludselig blev ringet op af alle mulige, der ville have mig med i et eller andet.”

“De så mig gøre alle mulige skøre ting på scenen og tænkte: ‘Ham der, han må kunne alt muligt andet også.’”

Det blev hans adgangsbillet til alt, hvad scenelivet havde at byde på: spillefilm, teaterstykker, en rockmusical, alverdens jobs som konferencier og meget mere.

“Jeg har altid følt mig hjemme på en scene. Jeg har altid gerne villet være den, der stod for at fortælle historier, synge eller trutte i en trompet, også selvom jeg sjældent var den bedste til det.”

“Jeg har aldrig rigtigt taget det 100 % seriøst. Jeg øvede mig aldrig meget. For mig var det mere et show. Det er først i en moden alder, jeg er begyndt at tænke: ‘Det kan jeg vist ikke, det her’ eller ‘så skal jeg eddermame også i gang med at øve mig nu.’”

I de øjeblikke ærgrer han sig over, han aldrig fik taget en uddannelse:

“Ikke fordi jeg har skullet bruge den til noget, men dét at have lært noget, som man kan rigtig godt. Dét kunne jeg godt have ønsket mig.”

Aben, der hang ved

For de fleste er Mek Pek synonym med 90’ernes børnemusik, og i 30 år har han optrådt med sange som Åh Abe og Den Lille Frække Frederik. Sidstnævnte kendte alle fra De Små Synger, men Åh Abe var derimod næsten ukendt. Stilen blev rockabilly krydret med junglestemning og blæsere.

“Åh Abe-pladen var en meget blandet og mærkelig plade. Men folk tørstede åbenbart efter børnemusik, så den solgte lynhurtigt 50.000 CD’er.”

“Jeg fandt hurtigt ud af, at børn er et fantastisk publikum, og min humor og den rytmiske musik går rigtig fint til børn og deres forældre.”

Pludseligt optrådte Mek med et solo-børneshow foran en mur af Pampers bleer i landets Bilka-butikker, og snart spillede han også børnekoncerter arrangeret af Muskelsvindfonden for flere tusinder.

“Vi spillede den første koncert på ASA’s boldbaner på Frederiksbjerg. Vi syntes, det virkede sindssygt at lave så stor en børnekoncert, men én time før, vi skulle på, var der en kø på 20.000 mennesker, der gik forgæves. Det var virkelig noget, folk gerne ville. Det første år var fuldstændig kaos.”

I 13 år stod Mek og hans trommeslager for at booke solister som Sanne Salomonsen, Michael Falch og Alberte Winding til koncerterne.

“Det var lidt som en lejrskole. Vi kørte rundt i landet i en stor bus. Det var sjovt, og så kom man hjem til aftensmadstid. Det var ingen af os vant til.”

Resten af året rejste han selv rundt og optrådte for børn.

Hårde slag og gode minder

Livet er aldrig blot en dans på roser, og et liv på scenen bringer ofte ofre.

“Der er mange ting, jeg gerne havde været foruden. Ting, der tit hænger sammen med alkohol og stoffer. Det har jo givet nogle sjove stunder, men det har også givet hårde slag, også bogstaveligt talt, som jeg har lært af.”

I 90’erne, hvor han spillede allermest og var meget på vejen, var han ikke den nemmeste at være i et parforhold med. To gange er han blevet skilt. Med sin første hustru fik han tre sønner. Med sin anden hustru fik han en datter, efternøleren. I dag har han en kæreste, Mette, gennem otte år.

At to af sønnerne, Emil og Anton, er fulgt i farens fodspor, er næppe underligt. Ligesom Mek er de vokset op med musikken som den mest naturlige del af livet, særligt da de flyttede hjem til bedsteforældrene i Ormslev. Her voksede de op i Meks musikstudie, mens de sov til lyden af bedstefaren på klaver. Sammen dannede far og sønner deres egen lille Åh Abe-trio. Det var ikke glamourøse shows, kun med det udstyr, de selv kunne slæbe.

Et af Meks bedste minder om at spille med sine to sønner er fra et besøg hos drengenes mor et par år tilbage. Hun boede lige ned til søen i Ry. 

“Det var en vinterdag, og søen var bundfrossen, så folk gik ture ude på søen. Pludselig får Emil den idé: ‘Hey far, kører du ikke hjem og henter noget gear? Så stiller vi op og laver en koncert for alle ude på isen.’”

“Så det gjorde vi. Vi stod derude på isen, og de, der gik tur, stimlede sammen om os. Musikken giver mange oplevelser, hvis man bare lader det ske. Vi havde jo aldrig spillet på en sø før.”

Livet på Ærø

De sidste otte somre har Mek og kæresten Mette boet på Ærø. For ét år siden rykkede de permanent til øen, men de har stadig en lille lejlighed i Aarhus, så Mek kan være en fast del af datterens hverdag.

På Ærø får de spontane koncerter også lov til at opstå, hvis lysten pludseligt opstår, eller et par musikervenner er på besøg.

“Så stiller vi gearet op foran min kærestes butik, hører Ærø Bryggeri om ikke de kommer med et fadølsanlæg, og så skriver vi ud til alle, at vi spiller koncert.”

“Det er en idé, man kan få om morgenen, og så om eftermiddagen står der masser af mennesker på havnen. Sådan nogle ting kan man med musik; samle folk.”

I dag spiller Mek stadig koncerter hver weekend, mest for børn med sit Åh Abe-show, men uden sønnerne. Deres karrierer er, med Meks ord, allerede større end hans egen nogensinde blev. I dag arbejder de som producer og musikere for kunstnere som Benjamin Hav, Thomas Helmig og TopGunn.

Når Mek ikke spiller hjælper han som altmuligmand i kærestens virksomhed:

“Når jeg har fri, kan jeg sidde og skrive sange, mens hun passer butikken. Men vi får også tid til at hygge os og gå ture, og imellem er jeg også sammen med mine børnebørn.”

Spiller du endnu?

I lejligheden i Aarhus hænger en papirlap på køleskabet. En motivation om at løbe og at tabe sig 10 kg.

“Jeg ved, hvor meget det kræver at spille koncerter, men nogle gange mister jeg pusten. Jeg vejer lidt for meget, så jeg skal tabe mig og komme i form. Det kræver det, hvis jeg skal kunne stå på en scene og lave høje knæløft i to gange 45 minutter og samtidig kunne synge uden at virke forpustet.”

Han ved godt, han er blevet ældre. Alligevel har det overrasket ham, hvordan folk ser på ham:

“Det overrasker mig meget, den måde folk ser på ældre: ‘Spiller du endnu? Kan du virkelig klare det?’, som om man er tudsegammel. Omvendt er det også fedt at være blevet gammel, fordi folk regner ikke helt med, at man kan stå på sin bas. Men jeg gør det bare, og så synes folk, det er vanvittigt.”

Saltomortalerne er han dog stoppet med. Det bad hans ældste søn, Emil, ham om, da de for et par år tilbage spillede sammen på et bibliotek for en masse børn.

“Jeg har et nummer, hvor jeg altid slog min saltomortale, men efter koncerten sagde Emil til mig: ‘Far, nu holder du op med at slå saltomortaler. Du var så tæt på at slå hovedet ned i gulvet’.”

Men musikken kunne han ikke drømme om at stoppe med:

“Det er min drivkraft. Jeg bliver aldrig ensom, jeg møder mennesker hver eneste weekend, og det holder mig i live og glad. Og så er det noget, jeg kan gøre med mine børn, når vi spiller sammen indimellem. Jeg tror, det er det, der gør, at jeg ikke brænder ud. Og så fordi jeg er holdt op med at ryge og drikke.”

En voksen mand

Mek fortryder aldrig, at han gjorde børnemusikken til sit levebrød. Han sælger fortsat mange billetter til børnekoncerterne, som han spiller næsten hver weekend, men han har måttet sande, at det er svært at vende tilbage til musik for et voksent publikum.

“Da vi havde 30-års jubilæum med Mek Pek Party Band, satte vi et stort show op på VoxHall i Aarhus, men det var fanme svært at sælge billetter. Folk tænkte: ‘Det er ham Åh Abe, det gider vi da ikke’. Det var hårdt. Nu prøver vi igen med vores 45-års jubilæum. Jeg har tvunget min datter til at gå med ud og hænge plakater op, det har jeg ikke gjort, siden jeg var meget ung.”

Mek har altid levet i nuet. Fra den ene mulighed til den næste, og uden at lægge store planer for fremtiden. Når han ser på andre musikere, der har lavet det samme hele livet og ført det til stor succes, er han ikke misundelig. Han er glad for de mange forskellige muligheder, scenen har budt ham. Nogle ting ville han dog nok have gjort anderledes, hvis han kunne:

“Da jeg var ung, fik jeg ikke betalt al min skat. Det har jeg styr på nu, men det betyder, at jeg aldrig har ejet det hus, jeg har boet i, og det kan jeg godt ærgre mig over. Men jeg er glad for det, jeg har oplevet, og at jeg stadig kan leve af det.”

I 2022 udgav han en plade med voksensange, Simpel Mand, sammen med sønnen Emil. Numrene havde han skrevet under Corona-nedlukningen.

“Jeg holder ikke op med at udvikle eller finde på nye ting. Som jeg er blevet ældre, er jeg begyndt at tænke på, hvad der var sjovt at lave i gamle dage. Det prøver jeg at genoplive, og det er sjovt. Jeg har altid levet fra dag til dag, og så må det bære eller briste.”