"Lysten til at give tilbage for alt jeg selv har fået"

Tekst: Maria Fast Lindegaard   Foto: Michael Drost-Hansen

En 7-årig pige står med sin basketbold i hænderne foran kurven. Hun justerer sit greb, tager et hop og skyder. Bolden rammer kanten af ringen og hopper væk. Ufortrødent samler hun den op. Skyder igen.

Brænder.

Og igen.

Brænder.

Fra sidelinjen ser træneren til; ‘prøv at sigte mod den lille firkant’. Pigen nikker, fokuserer og skyder endnu en gang.

Bolden går i. 

Et øjebliks stilhed bliver til et bredt smil. Hun kaster armene i vejret, som om hun lige har vundet verdensmesterskabet.

Dét er øjeblikke, Birna Ballisager aldrig bliver træt af at opleve.

Arven fra forældrene

Opvokset i gymnastikfamilien Ballisager kravlede Birna fra hun var helt lille rundt på redskaberne i alverdens haller hver eneste weekend. Fra sidelinjen lærte hun udenad forældrenes gymnastikopvisninger, men hun lærte også, hvad det vil sige at give noget til andre:

“Mine forældre har altid været frivillige. De har været i hallen dag ind og dag ud; det har været så indgroet en del af mit og mine brødres liv at se dem være frivillige for andre, at jeg selv har været frivillig, næsten siden jeg kunne kravle.”

Deres arv er kernen i hendes eget livslange engagement som frivillig. Som 13-årig var Birna således frivillig både i gymnastiksalen og i svømmehallen i Hørning, og da hun som 14-årig begyndte til basket i byen, gik der ikke længe, før hun også var frivillig basketballtræner. Det har hun været lige siden.

Kender man den gymnastiske familie Ballisager, er det de færreste, der laver koblingen til Birna.

“Jeg var tidligt en af de højeste i familien, og så er jeg jo halv sort halv hvid modsat mine brødre. Jeg er født i Nebraska, USA, men jeg var helt spæd, da jeg blev adopteret af min islandske mor og danske far, der var derovre og undervise på universitetet.”

Mens hendes brødre forfulgte gymnastikken, gik Birna i stedet boldspilsvejen. Kun få år efter, hun første gang havde en basketbold i hånden, kom hun på det danske kvindelandshold, mens hun spillede professionelt i både USA og Europa – men ikke før, at hun både havde gået til gymnastik, svømning og havde lært et musikalt instrument.

“Det skulle vi bare, mente mine forældre; det var en del af det at være ung, at vi lærte at bruge kroppen på alle mulige forskellige måder. Det var helt klart gymnastikken, der lærte mig at hoppe, da jeg begyndte at spille basket. Den atletiske udvikling er jeg virkelig taknemmelig for, selvom jeg dengang ikke syntes, det var sjovt; jeg var jo ikke ligefrem en lille sylfide, og jeg blev aldrig god på gymnastikgulvet.”

Frirum til at blomstre

Hver dag starter Birna bilen og kører mod enten Horsens, Harlev, Hadsten eller Skovbakken for frivilligt at træne børn og unge i basketball. På den ugentlige tur mod Skovbakken tager hun en omvej over Trige og henter en dreng, hvis forældre ikke har mulighed for at køre ham. Han elsker basket ligesom hun, så selvfølgelig skal han med. Bagefter kører Birna ham hjem igen. I weekenderne står den på kampe, og ved siden af de faste hold, laver Birna også skoleforløb på folkeskoler og hjælper idrætsforeninger, der gerne vil starte en basket-afdeling op.

“Jeg vil virkelig gerne. Det holder mig i gang; det er mit drive. Det er lysten til at give tilbage for alt det, jeg selv har fået, og den glæde jeg selv har oplevet gennem sporten.”

Det er fuldkommen lige meget, hvilken sport børn og unge går til, mener Birna, bare de går til noget. Selvom hun ikke er bleg for at indrømme, at hun mener, at basket er verdens bedste sport. Fællesskabet kan noget helt særligt. Det ser hun hver evig eneste dag, som når de unge drenge i Harlev hellere vil mødes en fredag aften for at spille og spise pizza i stedet for at gå i byen. Det handler bare om at give dem mulighederne.

“Jeg har et svagt hjerte for børn, som har det svært, om det så er i skolen, eller fordi de har nogle særlige behov. For dem skal basket være et frirum, et sted hvor de får en kæmpe succes og blomstrer.”

Birnas svage hjerte stammer fra hendes egne erfaringer. Selv var hun ikke særlig god i skolen, og med en hudfarve, der skilte sig ud, oplevede hun også at blive mobbet. Men hun havde basket.

Flere af Birnas baskethold er målrettet børn med særlige behov. Hun formår dog også at skabe plads til børn med udfordringer på sine almindelige hold. Når forældre gerne vil fortælle om deres børns diagnoser eller udfordringer, understreger Birna, at det ikke er nødvendigt. Hun ser børnene, som de er, og fokuserer på fællesskabet.

“Jeg ser børn, hvor de er. Jeg kan udmærket godt se, at Oliver har et problem, men jeg vil hellere se ham, som han er. Vi er jo sammen om et positivt fællesskab, en glæde, og det sammenhold er noget helt særligt.”

For Birna findes der ikke noget bedre end at se børn lære, blive bedre og mestre noget, de ikke kunne før. Visheden om, at hun hjalp dem på vej til den succes. Men tiden hun i dag har til at give andre er på bekostning af alt det, hun ikke længere selv kan.

En stædig kæmper

I 2012 fik Birna konstateret akut leukæmi. Hun var alenemor til to små drenge, og hun elskede sit job i DGI, hvor hun arbejdede med integration og at få flere børn og deres forældre til at blive en del af foreningslivet. Men mens hendes eget liv ramlede sammen, oplevede hun, hvordan familie, venner, gamle holdkammerater og trænere trådte til, mens hun først lå i isolation på Rigshospitalet og efterfølgende gennemgik et langt og nedslidende behandlingsforløb med knoglemarvstransplantation og daglig strålebehandling langt væk fra hendes børn og familie:

“Vi krydsede alle fingre, da jeg fik min nye knoglemarv. Man begynder jo at tælle fra den dag som en ny fødselsdag; dag 1, dag 2, dag 3, mens vi afventede, hvornår vi kunne begynde at se, at det virkede. Der gik lang tid. Rigtig lang tid. Men det lykkedes.”

Men sygdommen var ikke uden mén, og Birna kunne ikke komme tilbage til arbejdet. Det var et kæmpe slag, der sendte hende ud i en svær proces for at finde ud af, hvad hun nu skulle med sin tid, og hvad hendes identitet var.

“Det kan stadig være pinligt at være til fx en fest og blive spurgt; ‘hvad laver du?’. Det var ikke dette liv, jeg havde forestillet mig; at jeg skulle sidde som 52-årig førtidspensionist. Jeg tror, det er derfor, at jeg er nødt til at prøve at finde noget positivt, noget jeg kan gå op i, noget jeg kan give tilbage. At livet ikke behøver at stoppe, fordi jeg er blevet ramt så hårdt.”

I dag er Birna stadigvæk indlagt én-to gange om året. Immunforsvaret er ikke længere, hvad det har været, og selv en maveinfektion kan få hende ned med nakken.

Morgen og aften får Birna hjælp af sundhedspersonale til at tage sin medicin og få støttestrømper på, og hver uge hjælper en bostøtte med at strukturere kalenderen.

“Det er svært at indrømme, hvordan jeg har det på hjemmefronten, for i hallen er der ingen, der ser den side af mig. Basketball ligger så dybt i mig; lige så nemt, jeg har det ved at undervise i basket, lige så svært har jeg ved at huske at tage mine piller. De kan stå foran mig, men vender jeg mig rundt, så har jeg glemt dem.”

I stedet bimler telefonen i omegnen af 10 gange om dagen for at minde Birna om aftaler eller ting, hun skal gøre.

“Men glæden ved at komme i hallen og blive mødt af ‘Hej Birna!’. Det giver mig følelsen af, at der stadig er brug for mig, min situation til trods. Der er stadig noget, jeg kan. Det har vi alle jo brug for; at andre sætter pris på, at man er der.”

Et aftryk i andres liv

Den frivillige gerning er ikke uden udfordringer. Ungdommen er unge, det skal de være, mener Birna. Der vil opstå konflikter, og hun finder sig ikke i rullende teenageøjne, men de løser sig som oftest. De største udfordringer oplever hun dog oftest med forældrene, der ikke altid er nemme at tilfredsstille. Det kan være hårdt, men det overskygger ikke alt det, Birna tager med sig hjem:

“Jeg mødte engang en mor, der sagde til mig: 'Du har ingen anelse om, hvad du gjorde for min søn, dengang du var træner for ham. Jeg tør ikke tænke på, hvor han var endt’. Det betyder meget, at jeg kan have så stor en indflydelse på nogens børn.”

Hun kender det fra sig selv. Hun husker selv sine første trænere tilbage i hallen i Hørning. Hun husker den træner, der troede på hende, dengang hun første gang trådte sine skridt på landsholdet. Hun husker, hvordan han formede hende som spiller. Som person. Derfor rører det også Birna, når mennesker, hun trænede for 10-20 år siden eller helt tilbage i Hørning-hallen som 14-årig, stopper hende op i dag.

“Når jeg møder folk, og de kommer til mig og siger; ‘Ej Birna, er du klar over, at dengang jeg havde dig, var du den bedste træner. Det var den bedste tid’. Det er fantastisk, når vi sætter aftryk i hinanden; det gør det hele værd. Så det er nok en af mine største drivkræfter. At give tilbage.”