Et utæmmet menneske

Tekst: Christoffer Møller   Foto: Michael Drost-Hansen

Det har altid været naturen, det handlede om. Jeg er født ude på landet i Råsted, og jeg var altid mere interesseret i skoven, end hvad der foregik på nabogårdene. Min bror elskede de mange traktorer gårdene havde, men jeg ville hellere ud i skoven og bygge huler.

Jeg ville være i og omkring naturen.

At holde af dyr og læse om dem for at blive klogere på dem. Jeg havde selv dyr, som jeg var meget interesseret i. Da jeg var otte, begyndte jeg at opdrætte kaniner og guldfasaner. Dem tog jeg mig af og brugte timevis på at grave efter myrer til guldfasanernes kyllinger.

Charlie 

Da jeg var 10, fandt jeg en allike oppe i et kirketårn. Jeg var kravlet derop for at se, om jeg kunne finde en, men jeg kunne ikke nå helt op, hvor de ynglede. På reposset under lå to næsten nøgne allikeunger, der var faldet ud. Den ene var død. Men den anden var stadig i live. Jeg tog den med hjem og begyndte at made den op. Jeg begyndte at læse Conrad Lorenz, en østrigsk adfærdsforsker i dyr, som selv havde haft tamme alliker.

Charlie kaldte jeg min allike. Han blev min følgesvend igennem barndommen. Hele byen kendte Charlie. Den hentede mig fra skole og fløj frit rundt. Nogle gange til stor irritation for naboerne, der måtte ringe og spørge, om jeg ikke kunne holde Charlie inde dagen efter, så de kunne vaske tøj. Han havde det med at nappe tøjklemmerne. 

Da vi blev ældre, fik både jeg og min bror knallert, men jeg kunne hverken skille den ad eller hakke og bore den, som han kunne. Jeg interesserede mig slet ikke for mekanikken, som han gjorde. Det var skov, natur, fiskeri og håndværk, det handlede om.

På dybt vand

Det meste af folkeskolen var for at sige det mildt ikke god. Min far var blevet uvenner med degnen på landsbyskolen og nægtede at sende mig i hans skole. Så der var kun den mulighed at sende mig på privatskole i Randers syv kilometer væk. Der gik jeg så, sammen med børn af de velbjergede borgere. Det var med tandlægedøtre og godsejersønner, som var skabt til skolen.

Jeg havde mine kammerater, men det faglige kunne jeg ikke være med på. Jeg kunne ikke stave mit navn i 3. klasse, og måtte gå 5. klasse om. Jeg fik tæsk med pegepinden, når jeg ikke havde lavet mit arbejde. Det var pisseydmygende. Det var kun i naturfag, sløjd og gymnastik, hvor jeg lignede én, der hørte til.

For at klare mig blev jeg ham, der lavede lidt mærkelige ting og udfordrede rammerne. Jeg gjorde alt for at undgå undervisningen. Jeg kunne begynde at gnide mig i øjnene og beklage mig over hovedpine, så jeg kunne komme op og ligge på sofaen på kontoret. 

Anders

I 7. klasse skiftede jeg skole. Jeg startede på Harbo Skole, som samlede oplandets unge op, men jeg endte med at blive smidt ud i 8. for at ryge på skolen. En dag var jeg hos købmanden for at købe mælk til min mor. I køen faldt jeg i snak med en mand, der arbejdede på Rytterskolen, tre kilometer fra hvor jeg boede. Anders hed han, og jeg kunne lide ham med det samme. Jeg gik direkte hjem til min far og sagde, jeg gerne ville gå på Rytterskolen.

Anders var formning- og dansklærer, og han så mig for det barn, jeg var. Han forstod mine interesser og kunne mærke, hvad jeg gerne ville. Jeg begyndte sågar at komme hjemme hos ham og hans kone. De lyttede til jazz med mig, og tog mig med til koncerter i Holstebro. At ligge der bag i bilen på vej til Chris Barber koncert, og være med i samtalen med de her to lærere, føltes næsten som et fatamorgana.

En dag forsvandt Anders midt i vores dansktime, og kom pludselig tilbage med en skål i hånden. Jeg genkendte straks den flerfarvede skulptur, jeg havde lavet i formning. Han holdt den op foran hele min klasse. “I skal lige prøve at se, hvad Jørgen har lavet.” At blive løftet op på den måde foran alle mine klassekammerater fik nærmest stolen til at lette under mig.

Et nyt perspektiv

Anders forstod de udfordringer, jeg havde i skolen. I dag havde jeg helt sikkert fået en bogstavkombination. Men Anders forstod også, hvor mit potentiale lå. Det løftede mig helt vildt, og gav mig en tro på mig selv, jeg ikke troede lå gemt inden for skolens firkantede rammer.

Han opmuntrede mig til at bruge energi på det visuelle og lærte mig at tegne med dybde og perspektiv. Senere var vi med i en skolekonkurrence om at lave det flotteste udstillingsvindue til en møbelbutik i Randers. Jeg fik den idé, at bordene skulle hænge fra loftet og stolene svæve på sølvpapir. Jeg ville bryde rammer og traditioner. Vi endte med at vinde konkurrencen.

Jeg besøger stadig Anders i dag. 

Efter 10. klasse på efterskole, søgte jeg ind på en privat designskole i Lystrup med 30 elever fra Danmark og Sverige. I et år blev jeg tæsket igennem i perspektivtegning, og lærte om silketryk og maling. Det var fantastisk. Til min afslutningsprøve skulle jeg igen lave et udstillingsvindue. Denne gang hos en maler i Aarhus midtby.

“Jeg vil gerne have dig,” sagde censoren, der kom fra Magasin, og så blev jeg ansat i deres dekorationsafdeling. Det var et fedt miljø. Jeg lavede udstillinger helt fra bunden. Tegnede, byggede, sprøjtelakerede og udstillede. Det kunne jeg bare, men jeg gik død i det efter et års tid. Det gav ingen mening at stå og pussenusse med knappenåle, og hvad ved jeg. Jeg var totalt ligeglad med budskabet og komplet uinteresseret i det merkantile.

Fra dekoratør til regissør

Mit hjerte lå i det kunstneriske. Jeg var blevet ført ind i kunstens verden af Anders, mens jeg gik på Rytterskolen. Så jeg gik over på Aarhus Teater og spurgte, om de ikke manglede en teatermaler. Det gjorde de ikke, fortalte overregissøren Hr. Valsø, men der ville komme en ledig stilling som regissør. Jeg fór tilbage til min chef i Magasin, Hr. Busk, for at fortælle ham om stillingen. Jeg havde det godt med ham, og jeg har altid gjort en dyd ud af at have rene linjer.

“Det kan jeg forhindre dem i, Hr. Skouboe,” sagde han skælmsk på sit formfuldendte dansk. Han både snakkede og så ud, som det, han var; en mand af det bedre borgerskab i 1970’erne. “Hr. Valsø er min gode ven. Jeg ringer lige til ham.” Og mens jeg står der, forelsket i tanken om at komme på teateret, kan jeg høre alt, hvad de snakker om. “Nej, han drikker ikke”, “nej”. Da han lægger røret på, vender han sig mod mig: “De skal bare søge jobbet, Hr. Skouboe. De har fået det.” Det vidste han da ikke en skid om, tænkte jeg. En uge senere var jeg regissør.

Som regissør sørger man for, at det praktiske flyder i forestillingerne. Man indkalder skuespillere til prøver, har styr på, hvordan kaffekopperne skal stå på scenen, og sørger for afvikling af stykkerne. Jeg gik bare og snusede til, hvad jobbet var, fortalte jeg mig selv. Det var noget helt andet, end det jeg kom fra i dekorationsafdelingen, men jeg var draget af det kunstneriske. Både kulisserne, men også skuespillerne. Det er kunstnere.

Danmarks bedste hulebygger

På et tidspunkt mødte jeg en regissør fra DR, der var på teateret for at lave noget arbejde. DR lød interessant, så jeg spurgte, om jeg ikke måtte komme forbi og se, hvordan han arbejdede. Så i min fritid var jeg med ham nede i et lille studie, DR havde, hvor de lavede teater- og underholdningsproduktioner.

Det var i en tid, hvor DR skulle oprette en ny provinsafdeling i Aarhus. Fire år efter, DR rykkede ind på Olof Palmes Allé, blev jeg ansat som regissør.

Jeg havde skrevet min ansøgning, mens jeg var i England for at arbejde som regissør for den eksperimenterende teatergruppe John Bull. Ansøgningen blev skrevet på en skrivemaskine uden æ, ø og å. Den er fed, tænkte jeg. Mand, der rejser ud og vil noget.

Der var 80 ansøgere til stillingen. Samtalerne foregik i en skurvogn, fordi meget af byggeriet stadig ikke var færdigt. Jeg havde et fint CV, “men hvad er du bedst til?” spurgte de til sidst. “Jeg er Danmarks bedste hulebygger,” svarede jeg med et smil. Det grinte de af.

En uge senere gik jeg forbi skurvognene og stemplede ind i det stadig ufærdige DR-byggeri.

Pouls praktiske gris

Jeg startede med at arbejde på børneprogrammer, men endte hurtigt med at blive produktionsleder for Poul Thomsen, fordi de vidste, at jeg interesserede mig helt vildt for naturen. Det var lige min boldgade at være Pouls praktiske gris.

Min barndom i naturen førte mig til Poul Thomsen. Jeg lavede ‘Dus med dyrene’ og så, hvordan han arbejdede, performede og serverede stoffet i værtsrollen. Jeg lærte at lave TV af at kigge på ham og hans evne til fange seeren. Og jeg blev tæsket igennem alverdens kurser i dramaturgi.

Det var en vild tid på DR; jeg anede aldrig, hvad jeg skulle lave året efter, men endte på et tidspunkt med at lave underholdningsprogrammer i de store studier med Niels Hovgaard. Jeg foreslog, om man ikke kunne lave et program om håndværkere, der konkurrerede mod hinanden. Glarmester mod glarmester, vodbinder mod vodbinder.

Jeg ville vise Familien Danmark nogle helt almindelige mennesker og den dygtighed, de havde tilegnet sig igennem deres håndværk. Jeg havde selv oplevet det i Skagen, hvor jeg nogle somre havde arbejdet. Her så jeg, hvordan arbejderne stod og gællede fisk dagen lang. De kunne gøre det med lukkede øjne og bind om hænderne. Dem ville jeg meget hellere hædre, end de store kaliffer og kunstnere der var set i forvejen, og som var mere eller mindre dårlige.

Det blev til programmet ‘To Fag Frem’, der blev set af børn og voksne, og som virkelig var populært. Det blev en regulær segmentknuser. Det var jeg vildt stolt over, fordi det var min egen idé, og det handlede om noget, der var så stor en del af mig.

Det er mine idéer, der gjorde, at jeg kunne fortsætte på DR i 47 år. Det har altid handlet om at tage et koncept, noget man har set før, og tænke det ud af de traditionelle rammer. Derfor vidste jeg også, da jeg en del år senere fik idéen til ‘Nak & Æd’, at det ville sparke røv.

Utæmmede mennesker

‘Nak & Æd’ har lært mig enormt meget om andre kulturer i de 26 lande, vi har besøgt.

Det har fået mig til at reflektere over den måde, vi lever på i Danmark. Den måde, jeg lever på i min familie. Toilettet skal altid være helt rent, inden der kommer gæster, og hvis vi skal ud at besøge gode venner, og er 10 minutter for tidligt på den, så holder vi og venter. I Spanien mødes man bare ude og spiser. I mange afrikanske kulturer, der aftaler man, at vi laver mad i morgen, og så kommer man, når det passer, hjælper med det praktiske og spiser med.

Der er vi danskere totalt afmålt.

Alting kører bare i kalendere, og vi har nærmest ikke tid til at slappe af. Det må gerne være lidt mere ‘loose’. Man behøver ikke altid stille op med vine, blomster, pakker og gaver for at besøge nogen.

Men det bedste ved ‘Nak & Æd’ er, at jeg har mødt Nikolaj Kirk.

Jeg tænkte fra start, at han er fed. Han er en sprællemand, der altid overrasker med et eller andet. Vi har den samme vildskab. Vi er begge det her lidt utæmmede menneske. Ligesom mig, kigger han på mulighederne for at prøve, og ikke bare aftale, hvordan det skal være. Vi forsøger begge at tippe tingene, og gøre noget andet end det traditionelle, man har set 1000 gange før.

Noget unyttigt

Venskab er noget af det vigtigste i livet. At have venner man kan hjælpe, støtte og betro sig til. Det er kun blevet tydeligere, efter jeg stoppede på DR.

Når man arbejder sammen, så bliver man gode venner, men det ender også ofte som noget, der glider ud. Det er arbejdskollegaer. Venner, det er noget dybere.

Jeg har nogle stykker, som jeg har kendt i rigtigt mange år. Det holder bare ved, også selvom vi ikke har set hinanden så tit igennem årene. Det er de mennesker, jeg er begyndt at vende mere tilbage til. Så kan vi sidde herude i haven foran bålet med hver vores sixpack og bare snakke. D

et handler om at finde venskaberne i de mennesker, man møder. Mine venskaber har altid været født ud af interesse. Min indgang har altid været, hvad interesserer dig og ikke, hvad laver du? “Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget, der ikke er behov for, noget unyttigt,” sagde Dronningen i sin nytårstale i 2017. Den sidder i skabet for mig.

Det handler om at komme ned i gear, og finde det, man brænder for. Det, man synes er sjovt. Det er det, jeg altid har gjort og aldrig bekymret mig om, hvad jeg fik for det. En af mine gode venner har jeg mødt gennem min kone. Min kones veninde inviterede os ud at spise, og der finder jeg ud af, at hendes kæreste er sindssygt sjov, og at han brygger øl. Så vi aftaler, at han skal komme ud og brygge øl til min kones fødselsdag. Og nu er det femte år i træk, hvor jeg mødes med ham, hans bror og et par af deres venner. Så har vi en weekend, hvor vi skal flette en kurv. Men indimellem fletteriet drikker vi øl, laver mad og snakker om liv og død. Vi laver noget. Sammen. Også selv om det er totalt ligegyldigt.