Portræt: Med nye briller på

Tekst: Jannie Lindberg Sundgaard Foto: Heidi Maxmiling

Velkommen

På de næste otte sider kan du opleve Jens Jørn Spottags verden med nye briller gennem et lille udpluk af de mange forestillinger, tv-serier og film, han har medvirket i de sidste 40 år. Så læn dig tilbage og sæt dig godt til rette – der er kaffe i pausen.

Rigtig god fornøjelse.

1. akt

Bryggeren / tv-serie (1996)
I Bryggeren møder vi Carlsbergs stifter J.C. Jacobsen, dennes familie og sønnen I.C den yngre (Spottag). Forventninger, familiefejder og braste drømme. To generationer, der først forsones på faderens dødsseng.

Jens Jørn Spottags barndoms- og ungdomsfortælling er en ganske anden end unge Carl Jacobsens. Den unge Spottag oplevede aldrig et pres for at overtage faderens bageri. Tværtimod var der fuld opbakning til, at han gik sine egne veje.
“For mig opstod det at ville lave teater som en pludselighed. Jeg elskede skolekomedie, der følte jeg mig som en ål i en spand vand. Jeg var også et meget livligt barn – kan vi kalde det, det? Dengang fik man ikke tatoveret ADHD på ryggen, men jeg havde en svær skolegang. Jeg kedede mig, andre ville nok sige, at jeg var ukoncentreret. Nogle af lærerne kaldte mig dum, og den er jo god lige at stoppe ned i rygsækken og tage med sig videre i livet. Men i hvert fald, så kan jeg meget tydeligt huske, hvordan teaterdrømmen opstod. Jeg var vel en 11-12 år og kom hjem fra fodbold. Noget, jeg spillede rigtig meget – alt der havde med bevægelse at gøre var lige mig. Jeg tændte for fjernsynet, og så var der en opførelse af et teaterstykke med Berliner Ensemblet. Mens jeg sad og så på det, tænkte jeg: Hold da op. Det har jo alle de elementer, som jeg synes er spændende: Fysikken, underholdningen og historiefortællingen. Fodbolden havde ligesom den fysiske del, men den havde jo ikke det andet. Den der filosofiske overbygning og fortællingen. Et eller andet klikkede ligesom for mig. Det måtte være der, jeg skulle være. Det er nok lige lovlig romantisk at sige, at fra det øjeblik, var jeg målrettet på skuespillet. Jeg blev ved med at være umulig i skolen, blev ved med at spille fodbold og trække pigerne i fletningerne, men det var som om, at der var sået et lille frø, der sad og voksede i mig.”

“Jeg er aldrig blevet tvunget til noget omkring skolen af mine forældre. Ingen af dem havde akademiske uddannelser eller gymnasiale for den sags skyld. Det var jo dengang, man stadig kunne blive gadefejer, eller man kunne blive landmand uden
at vide en skid om noget som helst andet end, at man kunne tage ved. Der var nogle jobs, man stadig godt kunne få. De har vel kigget på mig og tænkt, han er jo glad og kommer rundt, så det skal nok gå. Jeg har aldrig følt et pres for at overtage bageriet, men mine forældre var også så unge, da jeg flyttede hjemmefra, på toppen af deres karriere, så der var slet ikke tale om det.”

2. Akt

To verdener / film (2008)
Den 17-årige Sara, som er Jehovas Vidne og lever et meget isoleret liv. Hun kæmper for at forene sin tro og sin hemmelige romance med en ikke-religiøs dreng. Filmen er baseret på en sand historie og blev Danmarks Oscarbidrag i 2009 i kategorien Bedste udenlandske film.
Psst... Jens Jørn Spottag modtog en Robert for bedste mandlige birolle som Saras far.

At gå efter drømmen og være tro mod sig selv har bragt Jens Jørn Spottag ad mange veje, men målet om teatret havde han altid for øje.
“Som 16-årig flyttede jeg til Aarhus for at være på Aarhus Teater. Jeg fik arbejde som regissørelev og gik jo direkte fra gaden ind og begyndte at køre forestillinger. Fra egentlig at have haft en meget ubekymret barn- og ungdom med fjant og fodbold, gik jeg til at have et kæmpe ansvar. Jeg stod med signaler til tæppetræk, drejetræk og skulle kalde folk til scenen. Der var jeg i fire meget lærerige år. Jeg tog en forståelse for arbejdet bag scenen med mig, at ting tager tid, man kan ikke bare stå der som skuespiller og råbe: “Jeg skal på scenen, jeg skal på, skynd jer nu!””

“Jeg sagde op for at gå efter min drøm om skuespillet, men havde ikke lige tænkt på, at jeg fik fem ugers karantæne fra dagpenge. Så jeg gik på arbejdsformidlingen og fik et graverjob på ugebasis, hvor jeg gravede stofakabler ned. Det var pisse hårdt, men jeg mødte nogle helt mærkværdige mennesker, som jeg ellers aldrig ville have mødt. Og efter et otte måneders højskoleophold søgte jeg ind på teaterskolen. Der var jeg et par og tyve, topmotiveret og topmoden til at søge ind, fordi jeg efterhånden havde set og prøvet lidt af hvert.”

3. Akt

Woyzeck / teater (1836/2000)
Den fattige menige soldat, Franz Woyzeck, er bundet til sin skæbne. Han er kastebold mellem systemer, han ikke kan gennemskue – statsmagten, militæret og medicinske eksperimenter, som han underkaster sig for at tjene lidt håndører, hvilket fører til desperate handlinger.

Psst... Spottag spillede Woyzeck på Betty Nansen Teatret i 2000, og holdet var efterfølgende på verdensturné med kæmpe succes.
For Jens Jørn Spottag er det ikke systemerne, som binder ham til sin skæbne, og selv om skuespilfaget tidligt blev hans vej, var det af lyst og ikke på andres nåde.

“Som barn malede og modellerede jeg meget. Indimellem har jeg tænkt på, at det skulle jeg gøre noget mere ved, men det er som om, der ikke rigtig er plads til det. Hele det teaterværk, det tager alt den kreativitet, jeg måtte have i mig. Jeg kan ikke også male eller skrive, i hvert fald ikke sådan, at jeg kunne blive tilfreds med det. Man må sætte sine penge ind i det, man kan. Jeg har jo heller ikke så langt et liv, at jeg kan nå at sige: Nå, men de der 40 år, jeg har brugt som skuespiller, jeg tror sgu lige, jeg gør noget andet. Nu vil jeg være maler de næste 40 år."

“Hvis jeg var blevet maler, så tror jeg, at jeg ville være blevet mere isoleret. Jeg var nok blevet som ham maleren Jarne Gissel. Kort før hans død blev der lavet en ret skøn portrætudsendelse med ham, som jeg så. Han var virkelig egenrådig. Der kom en gallerist og sagde til ham: Hvor er de der gule billeder? Nå dem, dem har jeg fandme malet over, siger han så. Har du malet dem over? Jamen, de findes jo i et katalog, de har jo været udstillede. Ja, men dem kunne jeg sgu ikke lide.”

“Og så tænkte jeg: Gad vide om det var sådan, jeg var endt, hvis jeg var blevet maler. Det der nørderi, gad vide om man havde nørdet sig sådan ind i det og kæmpet sådan med klatterne? Det ville måske ikke have været så klædeligt for mig at være blevet sådan en gnavpot. For det tror jeg også, at det kræver.”

4. Akt

Et Dukkehjem / teater (1879/1990)
Helmer er bankdirektør og gift med Nora. For at redde familiens økonomi optager hun hemmeligt et banklån. Helmer bliver rasende, da han finder ud af, at Nora er gået bag hans ryg. Han er en klassisk borgerlig patriark, for hvem andres opfattelse af ham betyder meget.

Psst... Jens Jørn Spottag spillede Helmer i Et Dukkehjem i 1990 på Aalborg Teater.

Der er ikke meget klassisk borgerlig patriark over Jens Jørn Spottag. Og selv om han ikke er blind for, at hans fag indeholder en vis form for ærgerrighed og ønsket om at blive set, så er det vigtigt for ham at være tro mod den, han er, og stå ved sin alder og det udseende, han nu
engang er givet. 

“En skuespiller er sit eget instrument med alt, hvad der så kommer til af alder, fedme, skaldethed, alt det livet ligesom kommer med til din krop. Samtidig er du forpligtet til, at din krop stadig er tilgængelig for de tanker, du har, det legende barn er der jo hele tiden i mig. Så har jeg den her krop som ældes, og det skal jeg tage hensyn til, men jeg skal også blive ved med at strække den og udfordre den indtil, det er tid til at gå ned fra scenen. For scenen er ubønhørlig. Hvis ikke du kan komme derind, ikke kan tale højt nok, ikke har luft til at gå op på fjerde, ikke kan bevæge dig, så kan du ikke stå der længere.”

“Mit store held, tror jeg, er, at jeg aldrig nogensinde har været et sofamenneske. Jeg trives ikke med at sidde stille for længe. Lige nu holder jeg den gående ved, at jeg står meget på scenen og cykler til alt jeg kan, for jeg bryder mig meget lidt om at gå i fitnesscenter. Det virker lidt formålsløst.”

“Min krop skal forblive levende og til rådighed for mig for at kunne udtrykke ting, men samtidig ville det jo også være mærkeligt, hvis jeg
bevægede mig som en 25-årig og ser ud, som jeg gør. Det er noget med igennem alle de her aldre, vi har, at finde en balance mellem din personlighed, din kreativitet, din hjerne, den måde du er i verden. Og det skal balanceres med det udseende, du har.”

5. Akt

King Lear / teater (1606/2023)
Shakespeares stykke er baseret på den mytologiske Leir of Britain. Kong Lear vil abdicere og som forberedelse til sin alderdom, deler han sin magt og jord mellem sine døtre, men i sit magtbegær glemmer han, at man ikke kan styre andre mennesker. Det ender i forræderi og tragedie.

Psst... i 2023 kan du opleve Jens Jørn Spottag indtage hovedrollen som Kong Lear på Aarhus Teater fra den 31. august.

Interessen for samfundet, og hvordan vi er sammen som mennesker, er noget, som optager Jens Jørn Spottag. Og en uundværlig del af den kreativitet, han lægger i sit fag. Uden nysgerrigheden på andre ville han slet ikke kunne lave det, han gør.

“Kreativitet er mange steder. Det er en anskuelse af livet. Måden man kigger på ting, måden man er i livet. Jeg har altid tænkt, at man skulle være godt orienteret om verden som skuespiller. Det er vigtigt at være bevidst om, hvad der rører sig i samfundet mellem mennesker. Det er måske mere en form for nysgerrighed, men den kommer direkte med over i det arbejde, som foregår på scenen i de valg, man tager der. Kreativiteten ligger i at flette alle de ting sammen for at kunne blive inspireret til hver aften at stå på scenen og fortælle historien til et nyt publikum.”

“Jeg var ude at gå på baneterrænet ved Godsbanen, og der var der sådan en rund træfigur, som var sat ned i en skråning og ved at gå i forrådnelse. Det øverste lignede et ansigt i opløsning og de trævler, der stak op, lignede en kongekrone. Da jeg stod og kiggede på det, tænkte jeg: Det er jo egentlig sådan han har det, Kong Lear, hans overdrevne vilje til at ville styre alt og samtidig være blevet så gammel, at hans hjerne ikke fungerer på samme måde længere, så det hele er ved at gå i opløsning. Det billede inspirerede mig vildt meget."

“Når du som skuespiller er i gang med at lære en rolle, er det sjovt, hvordan mange ting pludselig kan komme til at handle om netop det. Og så er det op til mig at udtrykke den inspiration, så publikum forstår det. Det er jo ikke nok, at jeg står der på scenen og tænker: Konge, krone, opløsning... det føder ingenting. Det skal jo blive til noget konkret, som jeg fysisk kan tage med mig på scenen. Tænk nu, hvis publikum ud fra en bevægelse, jeg laver, kunne sige: Gud, det er sgu da kongen fra Godsbanen det der! Det skal give genklang. Derfor er vi som skuespillere nødt til at være en del af det samfund, vi alle lever i.”

6. Akt

Hvidsten Gruppen / film (2012)
I marts 1943, mens Danmark var besat af Tyskland, blev der på Hvidsten Kro startet det, der skulle vise sig at blive en af de vigtigste grupper i den danske modstandsbevægelse. Kroejer Marius Fiil (Spottag), stod i spidsen for en gruppe, der skulle modtage sendinger fra England.

Det er langt fra første gang, at Jens Jørn Spottag spiller en maskulin og ordentlig mand. Det med at blive castet til nogle bestemte typer roller er på ingen måde ukendt for ham, men han vil gerne udfordre det, for kreativiteten rækker langt længere.
“Jeg har fandme spillet et jakkesæt, krofatter og landmand mange gange. Jeg ser jo tilforladelig ud. Jeg har ikke en kæmpestor høgenæse eller indsunkne øjne, store ører eller et sjovt rødt hår, der altid stritter. Så det er op til mig at bygge de lag på, som gør, at jeg kan modellere mig over i en anden rolle. Og det får jeg lov til at gøre på teatret. Der har jeg spillet alt fra Hitler til en hund og konge, men det er jo i tv og film, at pengene er, ikke på teatret.”

“Det er nogle forskellige muskler, du bruger. At lave tv og film er noget helt andet end teater. Jeg har ind imellem mødt skuespillere, som lige kommer med i et teaterstykke efter ikke at have spillet teater i måske ti år, og de er jo fuldstændig smadrede. Men jeg ville aldrig nogensinde undvære teatret. For det er på teatret, vi udvikler os som skuespillere. Du har det der lange seje træk til at gå og stille dig selv en masse spørgsmål, fordi teater kan være meget abstrakt. Tv og film er ofte indenfor et realistisk univers, hvor der tit er nogen, som siger: “Kan du ikke bare sige den replik helt almindeligt? Bare vær helt naturlig.” Og så er det, man tænker: Vil du skide i havet, altså! Jeg har stået på Store Scene og haft en monolog på 25 minutter, hvor jeg sidder helt ude i hovedet på publikum og bare snakker og snakker. Der er der noget på spil.”

“Der er ikke en rolle som sådan, jeg går og drømmer om at spille. Man ved jo aldrig, hvad der kommer eller bliver skrevet. Pludselig er der måske en, der ringer og siger: Vi har lavet det her stykke og tænkte, at du skulle spille vanvittig seriemorder. Den ville jeg nok ikke lige have set komme. Men jeg er frisk på det.”

Blå bog

• Født i Odder 13. december 1957. 
• Uddannet skuespiller på Odense Teaters Elevskole 1979-1983.
• Har optrådt i talrige teaterstykker på små og store teatre, bl.a. som soldaten Woyzeck, der bragte ham på verdensturné med forestillingen. På film kender mange ham som krofatter Marius Fiil i filmen "Hvidsten Gruppen," og han modtog bl.a. en Robert for bedste mandlige birolle for filmen "To Verdener.” Har medvirket i mange tv-serier, heriblandt Bryggeren, Arvingerne og Sygeplejeskolen.
• Har to voksne døtre med skuespilleren Dea Fog og er i dag gift med skuespilleren Tammi Øst.
• Blev i 2017 ridder af Dannebrog af 1. grad.