En livsrejse gennem krig og kærlighed, sorg og stolthed

Tekst: Jannie Lindberg Sundgaard    Foto: Michael Drost-Hansen

"Det tager tre sekunder at danne sig et indtryk af et menneske," siger hun og retter sig op i stolen.

"Men du skal bruge et helt liv på at forstå, hvad det koster at blive ved med at være dig selv."

Sådan begynder vores samtale.

Ruth Gammelgaard er 91 år gammel, har levet gennem krig og kærlighed, sorg og stolthed. En kvinde, der ikke har bøjet sig, men som har stået - og stadig står - stærkt på trods af en petit fysisk fremtoning. Dette er ikke bare hendes livshistorie. Det er en kærlighedserklæring til styrken, viljen og værdigheden i et langt og rigt liv.

I krigens skygge

Ruth er født i Aarhus, men hurtigt flyttede familien til Odense, hvor hun voksede op i 1930’erne og 1940’erne i en søskendeflok på syv. Barndommen stod i krigens skygge.

"Vi kunne vågne ved, at luftalarmen gik, men beskyttelsesrummet var i kælderen i nabohuset, så vi skulle ud af vores eget hus for at komme derover. Min mor sagde: ‘Vi kan lige så godt blive her og dø i vores senge, hvis det kommer til det, fremfor at fryse i en klam kælder.’ Min mor var en stærk kvinde med sine meningers mod. Det har jeg taget til mig.”

Krigen blev en tavs følgesvend. Rationering, mørklægning og soldater i gaderne. Skolen blev overtaget af tyskerne, så der i en årrække ingen skolegang var. Men med en far, der var forlægger, var der altid bøger i huset, så den unge Ruth læste alt, hvad hun kunne få fat i.

“En af mine absolutte yndlingsbøger er Ditte Menneskebarn, som jeg læste i en meget tidlig alder og siden har genlæst et utal af gange.”

Selv om skolen var lukket, var der heldigvis stadig mulighed for at gå til dans, som Ruth holdt meget af.

“En dag jeg gik på gaden på vej til dans, kom jeg forbi en række forhutlede mennesker, som sad på gaden. Jeg gik og spiste en bolle, men endte med at give den til de stakkels mennesker. Da jeg fortalte min mor om det, gav hun mig en stor pose brød med næste gang, jeg skulle afsted, som jeg skulle dele ud til krigsflygtningene, for det var det, de var.”

"Min mor syltede, bagte, konserverede og syede alt, hvad hun kunne, for at få tingene til at strække. Hun syede blandt andet en flyverdragt til mig af faldskærmsstof, som jeg brugte meget. Vi fik også skosåler lavet af cykeldæk. Men det var ikke bare os selv, min mor tænkte på. Hun havde altid tanke for andre, der havde mindre.”

Meningers mod

Familien havde ikke meget, og Ruths aarhusianske tante, som havde to voksne sønner, foreslog Ruths mor, at hun adopterede den lille Ruth, da hun var ganske spæd. Det ville Ruths mor dog på ingen måde høre tale om, men at låne Ruth kunne tanten godt få lov til. Og det blev til mange besøg og ferier i Aarhus gennem årene.

Som seksårig under krigen ved et besøg i Aarhus var Ruth med sin onkel i byen, da luftalarmen pludselig lød. Der var en eksplosion på havnen.

“Jeg kan huske, der var glasskår hele vejen op ad Åboulevarden,” fortæller Ruth eftertænksomt.

Men den seksårige Ruth nægtede at lade sig bære væk: “Jeg kan godt gå selv. Jeg er seks år!” Det blev et motto for resten af hendes liv. 

Streng, men kærlig mor

Ud over opdragelsen af syv børn arbejdede Ruths mor også på et apotek. Hun var ikke uddannet apoteker, men kendt for at kunne kurere alt fra blodnæser til små sår – ofte med simple midler som eddike. Børnene blev opdraget med en fast, men kærlig hånd.

"Min mor lærte os, at man ikke skal pive. Hvis man blev syg, sagde hun: 'Vi ser tiden an. Du skal bare spise ordentligt.' Og så fik vi varm te med sukker i. Havde vi slået os, duppede hun såret med eddike. Det er helende og standser blodet. Det husråd har jeg brugt hele livet i så stort et omfang, at jeg blev kendt som Eddikepigen,” griner Ruth og tilføjer:

“Jeg bruger stadig eddike. Så sent som den anden dag, da en af naboerne havde skåret sig slemt, fik han også det råd med på vejen. Det virker.”

Skolen i 1940’erne og 1950’erne var en noget anden slags end i dag. Som venstrehåndet blev Ruth tvunget til at skrive med højre hånd, ellers blev hun slået på hånden af læreren.

"Da min mor hørte det, gik hun direkte op i min klasse og bad om at tale med lærerinden. Min mor spurgte, om de skulle tilkalde skoleinspektøren, men det mente min lærerinde ikke. Så sagde min mor til hende: 'Hvis du slår min datter én gang til, så får du med mig at gøre.’ Og så gik hun igen. Sidst på dagen kom en anden lærer ind i vores klasse og sagde, at fra nu af måtte alle venstrehåndede skrive med venstre hånd, ingen måtte slå mere. Og så fik jeg en lille kurv med hjem til min mor. Jeg glemmer det aldrig.”

Højskole og modesans

Som ung teenager kom Ruth på Ry Højskole. Her var der rig mulighed for at danse, ro i kano, være på vandet, som hun holdt meget af, og møde en masse andre unge mennesker fra hele landet, men sproget var ikke så lige til i starten:

"Jeg havde en del sproglige udfordringer i begyndelsen på højskolen. De talte med dialekter, som jeg slet ikke forstod. Dansen derimod - den forstod jeg. Hele højskoleånden var fantastisk, som en helt ny verden, der foldede sig ud."

Efter højskoleopholdet forsøgte Ruth sig med en læreplads som syerske, men det var bestemt ikke lykken.

“Vil du tænke dig, vi skulle bare sy sådan nogle uformelige korsetter dagen lang. Der var intet interessant i det. Så jeg gik til min mor og sagde, at det ville jeg simpelthen ikke. Hun bakkede mig op, men jeg skulle finde noget andet i stedet.”

Så Ruth kom i butik som salgsassistent. Og det ramte plet.

“Jeg har altid haft et godt øje for, hvad der klæder folk, og jeg er ikke bange for at sige det. Man kommer ganske enkelt længst med ærlighed. Ret hurtigt blev det mig, damerne spurgte efter, når de kom ind i butikken og skulle have nyt, fordi jeg vidste, hvad der klædte dem og turde sige det højt.”

Den eneste ene

Ungdomslivet blomstrede. Sammen med en veninde var den 15-årige Ruth en aften ude og danse til Leo Mathisens toner. Pludselig så de tre flotte unge mænd. Især en af de unge mænd fangede Ruths interesse.

"Han så bragende flot ud med sine smukke øjne og ranke holdning, men jeg ville gerne spille lidt kostbar, så jeg takkede nej, da han bød mig op første gang.”

Men Torben, som den flotte marinesoldat hed, gav ikke sådan op, og det betalte sig. For Ruth takkede til sidst ja til en dans, som blev til mange flere.

“Torben var mit livs kærlighed. Der var aldrig andre end ham. Og det kommer der heller ikke,” slår hun fast med bestemthed i stemmen.

For straks efter at bryde ud i et nærmest ungdommeligt fnis og fortælle om frisøren fra Cuba, som hun lærte at kende, mens han var på udveksling i tre måneder hos en lokal frisør i Odense. Efterfølgende udvekslede hun breve med ham.

"Da Torben og jeg blev kærester, skrev Torben til ham: ‘Hun er ikke ledig mere.’ Det var det. Trofasthed er en gave, man giver hinanden hver dag."

Ruth fik sin Torben ved et smukt bryllup i 1954, og de rejste på bryllupsrejse til Paris – noget af en luksus på den tid.

“Det var ganske vidunderligt. Jeg kommer fra helt andre kår end Torben, hvis far var bankdirektør og familien velbemidlet. Men Torben gik aldrig op i titler eller prestige. Han elskede at gøre forretning og var dygtig til det, men aldrig på bekostning af andre mennesker.”

Seksklubben

Det unge par flyttede til Aarhus og bosatte sig i en lejlighed tæt ved Sankt Markus Kirke. Og her opstod et ganske særligt kvindefællesskab.

“Vi var seks kvinder fra opgangen, som ret hurtigt fandt sammen. Vi kaldte os for: Seksklubben... på grund af antallet, vi var. Ind imellem tog vi ud for at more os og en aften, hvor vi var i Aarhus- Hallen kom en mand hen til os spurgte, om det var syklubben, der var i byen. ‘Nej,’ svarede jeg prompte, ‘det er seksklubben.’ Han var ved at tabe kæben, og vi fik et rend af mænd ovre hos os. Jeg forklarede ham så, at der var noget, han helt havde misforstået, for navnet kom af antallet af kvinder, vi var. Det morede han sig meget over og inviterede os alle med på Varna. Vi havde sagt, at vi alle var godt gift, og det var helt i orden, så det blev en sjov aften.”

Seksklubbens medlemmer delte gennem årtier livet med alt, hvad det indebærer af børn, sygdomme, skilsmisser, latter og sorger. Og de medlemmer, som er tilbage i dag, ses stadig.

Hjemme på Skt. Markus Kirkeplads legede ungerne sammen. En dag hørte Ruth en af pigerne blive kaldt brilleabe, og nogle andre børn var efter en dreng, fordi han var rødhåret.

“Så kan det nok være, at jeg kom ned. Jeg fik fat i ungerne og skældte dem ud: ‘Irma kan ikke gøre for, at hun bruger briller, og Anton kan ikke gøre for, at han er rødhåret. Hvis I ikke stopper det straks, så får I et par på skrinet.’ Det rendte de jo hjem og fortalte til deres mødre, og så kom de og spurgte, om jeg virkelig havde sagt det? ‘Ja, svarede jeg, for hvis I ikke vil opdrage dem ordentligt, så skal jeg nok.’ Jo, jeg har altid lignet min mor, når det gjaldt om at sige fra.” 

Den pink butik

Med tiden voksede Torbens forretninger stødt, og Ruth var med som assistance og sparringspartner på mange rejser til både ind- og udland. De stod blandt andet for produktion af sparebøsser til banker over hele Danmark.

"Torben stod for designet – jeg stod for at finde fejlene," ler hun.

Selv om arbejdet var interessant, spirede drømmen om at kombinere hendes interesse for mode, stil og god kundeservice. Det endte ud med, at hun sammen med en veninde åbnede en second-hand butik i 1960’ernes Skolegade i Aarhus. Den første af sin slags.

“Huset, butikken lå i, var skrigende pink, så man kunne ikke undgå at lægge mærke til det. Når de fine fruer fra Højbjerg og Risskov kom med deres aflagte tøj, så syede jeg det om til nye garderober til glæde for den næste køber. Folk sagde, at jeg kunne se på dem, hvad de havde brug for. Jeg sagde, hvis noget ikke klædte dem. Det var ikke for at være grov. Det var for at være ærlig. Engang var der en kvinde, som sagde til mig: ‘Jeg har ikke følt mig pæn i 20 år.’ Da hun gik ud ad døren, sagde hun: ‘Det gør jeg nu.’"

“Jeg har altid troet på, at det man giver ud, får man igen, på den ene eller anden måde."

Kærlighedens smerte

Sammen fik Ruth og Torben to børn, Hanne og Michael.

"Min datter blev advokat. Hun havde samme styrke og kraft, som er karakteristisk for kvinderne i vores familie. Min søn var kreativ, kunstner og mere drømmende."

Men livet er ikke altid rimeligt. En spritbilist dræbte Hanne i 1992 - kort tid efter, hun havde vundet sin første sag som advokat.

"Min mand gik helt i stykker og kom sig aldrig over det. Fem år senere døde han ret pludseligt."

"Hvordan kommer man sig over sorg? Der findes ikke en opskrift, som passer alle. Jeg malede mange billeder i tiden efter Hannes død, alle i grå toner, og så cyklede jeg dagligt lange ture. Frem og tilbage ved Rude Strand. Jeg mødte en lille dreng, som spurgte, om han måtte cykle sammen med mig. Det måtte han gerne - børn og dyr, dem er der ikke noget i vejen med. Jeg forsøgte at trampe sorgen væk. Den blev, men jeg fandt en måde at gå ved siden af den."

Livets familie

For et år siden mistede Ruth også sin søn, Michael. Han blev 68 år og døde også ret pludseligt.

“Det er svært at forstå, at Michael ikke er her mere. Det er ikke meningen, at ens børn skal gå bort før en selv. Heldigvis er jeg ikke alene. Som min tante og onkel dengang i Aarhus holdt af at have besøg og skabte en stor familie på tværs af slægt, venner og bekendte, så har jeg også gjort det gennem hele livet. Så jeg har en stor flok af børn og børnebørn fra mange steder i livet. Det er ikke titlerne, der skaber kærligheden, det er relationerne.”

Selv om Ruth får hjælp til badet og rengøringen i hjemmet nu til dags, så er det stadig hende selv, der står for langt det meste i husholdningen. Hun flyttede fra familiens store villa for godt 10 år siden og ind i et hyggeligt andelsrækkehus et stenkast fra bopælen gennem 56 år.

“Jeg kan jo ikke det samme som tidligere, men jeg gør, hvad jeg kan, og hjælper, hvor jeg kan, i foreningen. Jeg gør meget ud af at pynte smukt op til jul uden for huset, så mange kan få glæde af det. Jeg elsker at være kreativ med oppyntning. Og så elsker jeg at synge. Jeg har aldrig sunget i kor, men sang er for mig som dans, livgivende. I dag er min tankegang stadig: Jeg skal kunne selv. Man skal holde sig i gang. Kroppen skal jo vide, hvem der bestemmer,” siger hun med et glimt i øjet.

Hvor end man bevæger sig hen i Ruths hyggelige hjem, er væggene fyldte med fotos, kunst, finurlige ophæng og ting, som vidner om et langt liv fyldt med mennesker, glæde, sorger og ikke mindst livsbegejstring.

På spørgsmålet, om der er noget, hun synes, hun mangler at opleve, falder svaret prompte: “Nej, jeg synes, jeg har oplevet så meget, at jeg ikke mangler noget. Den dag, der går godt, kommer ikke skidt tilbage.”