Dorthe Laustsen: "Vi kan kun se fremad"

Tekst: Maria Fast Lindegaard  Foto: Michael Drost-Hansen

Det er underligt at gå ud af sit hus om morgenen, og så aldrig komme ind i det igen.”

Vi skruer tiden tilbage til sommeren 2012. Dorthe Laustsen er en travl politiker for SF i Aarhus. Hun er rådmand for kommunens plejehjem, hjemmepleje og sundhedstilbud – og så er hendes mor lige død.

“Jeg skulle ikke have været ude at køre den dag. Min mor var blevet begravet, og jeg var i gang med at rydde op i hendes hjem. Jeg arvede et gammelt chatol af hende, som min mand og jeg havde besluttet skulle restaureres lidt syd for Odder.”

“Det var den første dag i min ferie, så vi havde god tid til at køre derned. Det var en varm sommerdag, og jeg husker, at jeg spurgte Anders, om vi havde noget at drikke i bilen. Vi var netop kommet udenfor Odder, så vi blev enige om, at nu var vi så tæt på, at vi ikke behøvede at stoppe for at købe noget. Og så faldt mine øjne i.”

Et kort øjeblik falder hun i søvn bag rattet. I modsatte side lidt længere fremme kører en skraldebil, men den holder næsten stille, for chaufføren har bemærket bilen på vej imod ham.

“Jeg kører tværs over vejen og lige ind i siden på skraldebilen. Jeg sad fastklemt i bilen i 45 minutter, inden jeg blev skåret fri.” Anders slipper med et grimt brud på armen. Mere husker Dorthe ikke om ulykken.

Kunne ikke vende hjem til sit hus

Først en måned senere, da hun blev vækket fra den kunstige koma, fik hun besked: Hun havde brækket ryggen, sin lårbensknogle, smadret det ene knæ og pådraget sig en skade på luftrøret. Ulykken efterlod hende med en permanent rygmarvsskade, der lammede hende fra brystet og ned – og en fremtid i kørestol.

“Jeg tænkte: Vi kan kun se fremad, for der er jo ikke andet at gøre. Det var benhård træning med fysioterapi og alt, der fulgte med. Jeg kunne jo ikke omgøre det skete, og så nytter det jo ikke noget at pive over det.”

Efter otte måneder med først indlæggelse på AUH og senere genoptræning på Center for Rygmarvsskade i Viborg, var Dorthe klar til at vende hjem. Men ikke til det treetagers hus, hun havde forladt den sommerdag. Det egnede sig ikke til et liv i kørestol.

I stedet ventede et nyt hjem: “Vi købte et gammelt hus, som vi skilte fuldstændig ad og byggede op fra bunden. Det hele er nu niveaufrit, både indenfor og udenfor, så jeg selv kan køre ud i haven uden problemer, og vi har fået skydedøre ind til sove- og badeværelset, for at jeg kan komme omkring.”

Kørestolen som følgesvend

8.400 km står der på tælleren på det lille display i armlænet. Kørestolen har i nu 12 år været en tro følgesvend – og i mange år det primære transportmiddel til alt fra fysioterapitræning på Vesterbro Torv til aftaler i byen.

“Jeg kan ikke undvære min kørestol. Vi hænger i hvert fald sammen på et eller andet led. Jeg er aldrig sur på den, men det er da nogle gange bøvlet at komme fra min seng og over i kørestolen.”

Selvom Dorthe har en loftlift, der gør arbejdet for plejepersonalet nemmere, så tager det altid tid og kræfter at komme op. Først skal et sejl fra loftliften lægges ind under Dorthe: “De er nødt til at trække mig fra den ene til den anden side og op på siden, før de til sidst har sejlet rigtigt under mig. Men det fungerer.”

Hjemmeplejen hjælper hende med at komme op om morgenen, få tøj på og at gå i bad – madlavningen står Anders for: “Jeg kunne godt lave mad, hvis jeg satte mig for det, men det er meget bøvlet at stå ved komfuret og nå ind over gryderne. Så er det godt at have en, der kan hjælpe.”

På grund af sin ulykke kan Dorthe ikke længere spise fødevarer, der kræver meget af hendes mave for at fordøje.

“Jeg kan ikke spise hvad som helst. Til morgen bliver det blødkogte æg og specialbagte, bløde boller, som min søster og datter bager til mig. Til aftensmad laver Anders altid suppe med masser af gode grøntsager. Det er det, jeg kan få ned, og som min mave kan acceptere.”

“Hvis jeg var alene, ville jeg nok være på den i mange situationer, men så ville jeg nok finde en løsning alligevel. Måske skulle jeg tage konsekvensen og flytte et andet sted hen, hvor der er hjælp tættere på.”

Men med et par hjælpemidler og teknologiske løsninger som hendes kørestol, loftlift og seng er der stadig meget, som Dorthe selv kan, og det giver hende en vis grad af uafhængighed:

“Nogle af de gener, jeg har i kroppen, er der ikke så meget at gøre ved. De er et livsvilkår. Men min kørestol gør nogle ting nemmere for mig i hverdagen. Jeg kan hæve mig højt op, så jeg selv kan åbne skabe eller smide tøj i tørretumbleren, og det giver mig da en stor tilfredshed stadig at kunne nogle ting selv, i stedet for at jeg skal kalde på hjælp til alt.” 

“Jeg har også fået lavet en operation, så jeg selv kan sætte kateter i blæren, og det har betydet rigtig meget for mig, at jeg ikke behøver vente “Jeg får gang i hænderne, koncentrerer mig om maskerne, og så forsvinder tankerne fra det andet. Det er en slags undvigelsesmanøvre.” på, at en sygeplejerske hjælper mig. Det giver mig mit eget rum.”

Rådmand med brug for hjemmepleje

Ulykken satte en brat stopper for arbejdet som rådmand. Ugen forinden havde Dorthe ellers meddelt SF’s byrådsgruppe, at hun ville stoppe som rådmand og byrådspolitiker, når valgperioden sluttede halvandet år senere.

“Jeg var jo midt i mit arbejde, da det hele stoppede brat. Så inden jeg var udskrevet fra hospitalet, havde jeg besluttet mig for, at jeg ville tilbage, hvis det overhovedet kunne lade sig gøre. Jeg vidste ikke, om det var muligt, men seks uger efter jeg kom hjem, var jeg tilbage på rådhuset.” 1. april 2013 var hun tilbage, beredt på at gøre sine sidste ni måneder som rådmand færdige.

“Det er svært at være rådmand på deltid, så jeg gik direkte på fuld tid igen. Men jeg havde det også betydeligt bedre, og jeg følte mig klar til at komme afsted. Det var en stor tilfredshed, og jeg er glad for, at det lykkedes, for det gav mig en rigtig god afslutning på mine mange år på rådhuset.”

Vist var hun træt, når hun kom hjem, men det var hun vant til. Det føltes som i gamle dage – før ulykken. Samtidig krævede det også mange nye rutiner at blive klar hver morgen, så hun kunne nå ind og deltage i alle møder og aktiviteter.

“Jeg følte mig ikke begrænset af min situation. Jeg havde nogle gode medarbejdere, som også var indstillet på, at vi skulle få det til at fungere bedst muligt. Og når nu de havde en rådmand, der selv skulle opleve systemet på egen krop, så gav det mening at drage nogle erfaringer af de oplevelser, jeg fik som bruger af hjemmeplejen. Og det benyttede vi os da af.”

“Medarbejderne i plejen skulle også lige vænne sig til, at det var mig, de skulle hjem til.”

Venter ikke på kedsomheden

Dorthe Laustsen gjorde sit arbejde færdigt. Hun blev på rådmandsposten til valgperiodens udløb, men overgangen til en tilværelse som pensionist blev ikke med hænderne i skødet.

“Jeg har ikke oplevet det, som at nu skulle jeg bare sidde og kede mig. Så var der nogen andre, der kaldte på mig.”

Hun tog ud og holdt foredrag for de mange, der gerne ville høre, hvordan det var før og efter ulykken, og på Folkestedet startede hun et strikkehold for fleksjobbere og førtidspensionister. Senere blev hun udpeget af Handicaprådet til at sidde i Tilgængelighedsrådet i Aarhus Kommune, og i regionen rådgiver hun også på spørgsmål om handicap og tilgængelighed:

“Men det er jeg nu så småt ved at sige fra til. Det bliver for meget for mig. Jeg har været mere aktiv, end jeg er i dag. Alderen har også en indvirkning på mig, og nogle af mine gener bliver forstærket, som tiden går.”

Er der tider, hvor du glemmer din rygmarvsskade?

“Nej, jeg bliver mindet om den hele tiden. Når jeg kommer op fra mit hvil om eftermiddagen, kan jeg nogle gange vånde mig, for det gør så ondt i mellemgulvet – det er nervesmerter. Der er jeg nødt til at finde en eller anden form for afledning, og så er det strikketøjet, jeg går i gang med.”

“Jeg får gang i hænderne, koncentrerer mig om maskerne, og så forsvinder tankerne fra det andet. Det er en slags undvigelsesmanøvre.”

Strikkepindene har hun holdt i hænderne, siden hun var blot fem år. I dag bliver de særligt flittigt brugt, og når resultatet ikke er til hende selv, så strikker hun glædeligt til familien – og den har hun tæt på.

“Jeg bevæger mig ikke så meget ud, som jeg har gjort. I stedet er vi så heldige, at vores børn og børnebørn bor lige i nærheden og gerne ofte kommer her. Det betyder meget at have dem i nærheden.”