Kurt kommer forbi... Susanne Jars

Tekst og foto: Kurt Leth 

Susanne Jars er den eneste kvinde, der nogensinde har gennemført turen langs den grønlandske østkyst mellem Tasiilaq og Nanortalik. Hun er 65 år og fra Lyngby ved Brabrand, Hendes motto er: Gør det, du kan li’, og lev mens du kan. For Susanne Jars  nøjes ikke med at drømme. Hun gør noget ved det. 

Hun er netop kommet hjem fra noget af en rejse. Hun har været på en 1336 km lang kajaktur over 58 dage langs den til tider farlige grønlandske østkyst sammen med to andre roere. Turen gik fra Østgrønlands største by Tasiilaq om til vestkystbyen Nanortalik. Kun seks personer i alt har roet den tur. Den første var Gustav Holm, der med sine ledsagere, roede i den såkaldte Konebådsekspedition, som strakte sig over årene 1883-85.

Enke som ung 

For 37 år siden blev Susanne Jars enke. Manden døde, og hun stod alene med sin dengang kun tre-årig datter Rikke. 

“Det var selvfølgelig hårdt i starten, men der var kun én vej: Det var fremad. Man kommer ikke langt med ynk og selvmedlidenhed.” 

Og det er ikke for meget sagt at Susanne Jars elsker fart og spænding. Særligt udendørs motion falder i hendes eventyrlystne smag.  

Ud over kajakken kører hun også på mountainbike, løber, rapeller ( firer sig selv ned fra store højder som høje bygninger, en klippe ol. ved hjælp af et tov) og så elsker hun at stå på rulleskøjter. 

“En gang kørte jeg på rulleskøjter rundt om Berlin. Det var en sjov måde at se den tyske hovedstad på. Selvfølgelig kunne jeg ikke bare skrue et par rulleskøjter på, og så ellers køre godt 42 kilometer ud af vejen. Nej, jeg trænede selvfølgelig op til det, og da jeg bor i Lyngby, som er ude på landet, kunne jeg blot køre ud i det blå med hjul under fødderne.” 

En del cykling bliver der også til. Susanne Jars har en mountainbike, som ofte får en tur i skoven, når kajakturene skal ha’ en pause. Et mountainbike-løb over 24 timer kan hun sandelig også finde på at kaste sig ud i. Selvfølgelig med passende pauser. 

“Det kan godt være, at min datter Rikke i ny og næ ryster lidt på hovedet af mine mange projekter, men efterhånden har hun vænnet sig til ‘den skøre mor’.” 

“Alle de her ting gør jeg ikke for at vinde noget som helst. Jeg gør det kun, fordi det er sjovt.” 

Kærligheden til vand 

Når Susanne Jars sidder i sin kajak, er hun i sit rette element.  

“Da min datter var lille, spillede jeg fodbold i Aabyhøj og Sabro, men pludselig blev jeg ramt af en hælspore. Så jeg måtte skifte sport. Og det blev kajak-roning. Jeg har altid været vild med vand og kendte lidt til sporten i forvejen.” 

“Det bliver til omkring 4.000 km roning om året. Sådan har det været i de sidste fire-fem år. Jeg elsker at sidde i min kajak og komme frem på vandet. Hver tur er en naturoplevelse. Jeg er på vandet to-tre gange om ugen. Og længderne på turene varierer. I weekenden sejlede jeg fra Marselisborg Havn til Norsminde en strækning på i alt 29 km tur-retur.” 

“Når jeg er i min kajak, tænker jeg altid, at jeg ikke gider ro tilbage. Jeg vil hellere fortsætte. Så det kan resultere i nogle lange ture på både 60 og 75 kilometer.” 

Mit livs oplevelse 

Den 1336 km lange tur fra den grønlandske østkystby Tasiilaq og sydpå foretog Susanne Jars sammen med en 50-årig schweizer og en 65-årig tysker i sommeren 2022. 

“Turen var mit livs oplevelse. Intet mindre. Inden vi drog afsted, var vi selvfølgelig både spændte over nervøse. For helt ufarligt var det jo ikke. Dagligt var vi i selskab af isbjørne, som ingen midler skyer, hvis de ser deres bytte. Så vi havde hver et jagtgevær med. Men heldigvis følte vi os aldrig truet sådan alvorligt.” 

“Vores værste modstander var storisen. Ofte kunne vi ikke ro, fordi isen var for kraftig. Så måtte vi trække kajakkerne på isflagerne for at komme frem.” 

“En anden fjende var de kraftige vinde, som af og til dukker op ved den grønlandske østkyst. De berygtede piteraq-vinde rammer ofte området omkring Tasiilaq. De kan blæse op til 60-70 meter i sekundet. Bølgerne bliver dermed kæmpestore, og så er det med at søge land, når de kommer.” 

Vigtig forberedelse  

Suanne Jars er uddannet socialpædagog og arbejdede fra 2000 og seks år frem i Tasiilaq. Først i nogle år på et børnehjem senere på en skole, hvor hun støttede elever med særlige udfordringer. 

“Fra min tid i Grønland kender jeg forholdene ved kysten, som vi roede langs. Jeg roede også dengang, så forholdene var ikke nye for mig.”  

Og så havde den erfarne kajakroer også forberedt sig godt til de 1336 km langs den grønlandske østkyst med et “Danmark rundt.”  

I 2020 begav hun sig ud på en 1300 km tur rundt om Danmarks kyster. 

“Det tog 36 dage og hun overnattede i telt dér, hvor jeg kom frem.”  

“På turen langs den grønlandske østkyst boede vi også i telt om natten. Vi slog lejr på klipperne. Så der var der ikke noget med at slå pløkker i. Det kunne ikke lade sig gøre. Vi måtte i stedet placere store sten ovenover teltkanterne. Stenene holdt på det hele, så vi ikke pludselig stod uden tag over hovedet.” 

“Om natten skulle vi virkelig ta’ os i agt for isbjørnene. At de ikke kom for tæt på teltet, mens vi lå og sov. Så vi måtte gardere os med indhegnings tråd, som alarmerede os, hvis isbjørne nærmede sig. I øvrigt havde vi altid vores gevær hos os, mens vi sov. Og selvfølgelig også mens vi roede om dagen.” 

Tørkost og chokolade  

Men hvordan klarer man sig med mad til så mange dage i en barsk natur uden butikker i nærheden? 

“Ja, der er ikke ligefrem kystrestauranter, vi kunne ty til… Vi levede af tørkost - såkaldt astronautmand, som blev blandet op med kogende vand. Og det er ikke så kedeligt som man skulle tro. Der er efterhånden kommet god smag i det. Endelig havde vi ret så pæne mængder af chokolade med til at forsøde det til tider barske liv.” 

 “Men lykkelige var vi selvfølgelig, da vi nåede frem til målstregen omme ved den grønlandske vestkyst. Turen gik næsten som forventet. Desværre måtte vores tyske rokammerat gi’ op på halvvejen. Han fik problemer med en skulder og blev hentet hjem af en motoriseret jolle.” 

Drømmen om Grønland 

Lysten til Grønland kom, da Susanne Jars for mere end 25 år siden fik forskud på en arv af sin farmor. 

“Det var ret mange penge for sådan en fattig socialpædagog som mig. Jeg satte mig for, at pengene skulle bruges fornuftigt. Så jeg valgte at rejse pengene op. Og det blev Grønland. En 14 dages vandretur sammen med min dengang 16-årige datter.” 

“Siden den tur har jeg været solgt til Grønland. Fuldstændig. Der er ikke et land i hele verden med en smukkere natur. 

“Jeg har altid haft det sådan, at der hele tiden skulle ske noget i mit liv. En dag så jeg, at de søgte en socialpædagog i Tassilaq. Sammen med min datter havde jeg jo oplevet Grønland som et pragtfuldt sted. Efter det besøg sagde jeg til mig selv: Du må tilbage en dag.” 

“Min datter var godt nok kun 17 år, så det var sin sag at forlade hende. Men hun syntes, at det var ok. Hun var jo ung og ville gerne opleve verden uafhængig af mig. Så hun overtog min lejlighed, og jeg rejste til Grønland.” 

Opbyggede kajakklub 

Susanne Jars havde en forestilling om at interesse for kajak var stor på Grønland. 

“Da jeg kom til Tasiilaq, erfarede jeg, at der ingen kajakklub var i byen. Folk var holdt op med at ro kajak, fordi de kæntrede og druknede. De var skræmte. Meget på grund af den berygtede for storis. Unge som ældre var holdt op med at ro kajak. Fordi det var alt for farligt. Et mundheld i Tasiilaq siger: Du skal se døden i øjnene, inden du drager ud i kajak. Før kan du ikke ro ud.” 

Til trods for angsten for at ro kajak i den lille by, fik Susanne Jars stille og roligt stablet en kajakskole på benene. Den har i høj grad været med til at gøre de unge trygge i at færdes i kajak i det ofte urolige farvand, som østkysten byder på.  

“Ja tænk sig, at det skulle være en dansker, der vækkede de unge grønlænderes interesse for at ro kajak! Men sådan var det.” 

Nu er der en kajakklub i byen. Og de unge grønlænderes angst for at drage ud i en kajak er ikke så voldsom, som den var engang. Takket være Susanne og hendes gode hjælpere i byen og i klubben. 

“Det blev til seks fantastiske år med en masse spændende arbejde og kajakture langs den grønlandske østkyst. Men som tiden gik, følte Susanne alligevel, at hun måtte tilbage til Danmark - hjem til sin datter og hendes børn, der i dag er 4 og 9 år. 

Vi lever kun en gang 

Susanne Jard stoppede sit arbejdsliv for godt et års tid sine. Hun gik på efterløn. Hun fandt ud af, at det nok var bedst at sige farvel til jobbet, mens legen var god. Sammen med en læge fandt hun nemlig ud af, at hun i mange år har lidt af ADHD.  

“Jeg har i flere år haft søvnproblemer og været hyperaktiv og nogle gange haft svært ved at koncentrere mig. Noget som kendetegner mennesker, der har ADHD. Så jeg var godt klar over, at jeg kunne komme ind under kategorien ADHD. Og ganske rigtigt. Jeg blev udredt af lægerne som 63-årig og er nu i den heldige situation, at jeg har fået medicin, som hjælper mig.” 

“Jeg er stadig meget aktiv. Der skal sket noget. Nogle kalder mig med rette for hypereaktiv, men medicinen gør, at jeg sover langt mere og bedre end før. Så det er jeg lykkelig for.” 

Efter mandens død for mange år siden, har Susanne ikke fundet sig en ny livsledsager. 

“Jeg har haft forskellige kærester, men har det rigtig godt med at leve livet alene og være sammen med min datter og børnebørn.” 

“Jeg kan ikke have, når folk kommer for tæt på mig. Jeg har også indtryk af, at de kærester, jeg har haft igennem tiden, ikke rigtig har kunnet følge med i mit tempo. Så er det bedst at være alene og gøre det, som jeg kan li. Vi lever jo kun én gang.”