Kurt kommer forbi... Jan Hagemann Sørensen

 Tekst og foto: Kurt Leth 

“Jeg har været superheldig hele vejen igennem,” konstaterer Jan Hagemann Sørensen, “først og fremmest har jeg haft en dejlig familie. Og mit arbejde har været pokkers interessant med et væld af oplevelser.” 

Den nu 83-årige tidligere jager- og helikopterpilot kan se tilbage på et rigt liv - både privat og i jobbet som pilot. Han er en person, der ved, hvad han vil og samtidig en både rolig og stout person. 

En heldig jetmotor 

“Da jeg skulle til psykolog-test i forbindelse med optagelsen til Flyvevåbnets pilotuddannelse, sad vi nogle stykker ude i venteværelset. En af kammeraterne var meget optaget af, hvordan en jetmotor virkede og fortalte mig om dens funktion. Han vidste, hvad han talte om. Mit kendskab til motoren var nul og niks.  

“Og hvad skete der, da jeg kom ind til testen? Psykologen havde en jetmotor på bordet, som han bad mig fortælle om. Hvor heldig kan man være? Jeg var jo lige blevet undervist i jetmotor udenfor i venteværelset. Min samtale med psykologen var god, og jeg gik videre. Kammeraten blev spurgt om noget helt andet, og gik bedrøveligt nok ikke videre. Held og uheld er en del af livet.”  

Jan Hagemann var ni år i Flyvevåbnet. De første seks år som kampsoldat i forskellige jagerfly. De sidste tre år i Flyvevåbnets redningstjeneste. Her var han med til at redde mennesker fra dødens gab ude i oprørt hav i forbindelse med skibsforlis. 

Livet som enkemand 

For otte år siden mistede Jan Hagemann sin kone Jytte. 

“Sorgen var stor. Jeg savner hende stadig, men når man bliver alene, er det vigtigt, at man ikke går ned på det. Så åbner der sig også nye muligheder. Kort tid efter jeg var blevet alene, sagde jeg til mig selv: ‘Jeg må få det bedste ud af livet.’ Så hver morgen siger jeg til mig selv:” 

“I dag er første dag i resten af mit liv. Og det skal leves fuldt ud.”  

Og det gør den tidligere jager- og helikopterpilot. Selv om det kan være udfordrende at være enkemand, så hjælper det ham at se positivt på livet. 

“Jeg har jo stadig mine to børn, som har beriget mig med fire børnebørn og tre oldebørn. Og så har jeg min trofaste hund Nuka. Den er min ven, som jeg hver dag går lange ture med, og helt naturligt sover den ved siden af mig om natten. Den snorker, men lyden virker beroligende på mig.” 

Skepsis som drivkraft 

Når Jan blev optaget som pilot i Flyvevåbnet var det ikke fordi, han var et dydsmønster af en elev på Kragelundsskolen i Højbjerg. Langt fra. 

“Jeg var faktisk doven. Skolegangen betragtede jeg som et nødvendigt onde. Den skulle overstås så nemt som muligt. Jeg gik ud af fjerde mellem og nåede ikke at få en realeksamen, Min far havde fundet en læreplads som elektriker til mig.” 

“Men da jeg blev udlært som elektriker efter fire år, fandt jeg ud af, at jeg ville forsøge mig som pilot. Hvorfor, aner jeg ikke. Jeg havde aldrig været ude at flyve før. Så jeg vidste jo intet om, hvordan det var at befinde mig i et fly højt oppe i luften.” 

“Min nærmeste familie gjorde alt for at snakke mig fra at gå i gang med pilotuddannelsen: ‘Det er alt for svært, de evner har du ikke,’ sagde de.” 

“Men deres modvilje fik mig til at sige: ‘Jeg skal vise dem noget andet.’”  

Og sandelig om ikke det lykkedes for den unge elektriker at nå igennem nåleøjet i en branche, hvor hele 85 procent falder fra. 

“Som pilotaspirant skal man have visse basale kundskaber. Og dem havde jeg jo ikke uden en realeksamen.”  

Gode råd var dyre. Så hvad gjorde Jan Hagemann? Han tog kontakt til fire tidligere lærere på Kragelundskolen fra fagene dansk, regning, fysik og engelsk.  

“De indvilgede i at give mig særundervisning, så jeg kunne komme på realeksamensniveau. I flere måneder hersede de med mig, så jeg kunne blive “kampdygtig” til at bestå prøverne til pilotuddannelsen i Flyvevåbnet.”  

Og det lykkedes. 

“Jeg skylder de fire lærere stor tak for, at de ville give mig særundervisning i deres sparsomme fritid. Uden dem var jeg aldrig blevet pilot.” 

Kærlig luftpost 

Livet som pilot har bragt Jan Hagemann mange steder rundt om i verden. De tre første år som jagerpilot skulle han være temmelig omstillingsparat. Med flyvekurser over mange måneder i udlandet. Først 15 måneder i Canada og senere fire måneder i USA. 

“Det var alt imens, Jytte og jeg var nyforelskede. Det var hårdt for os begge at undvære hinanden i så lange perioder. Afsavnet rådede vi bod på ved, at vi skrev til hinanden så godt som hver dag. Det foregik pr. airmail - luftpost, som var den eneste mulighed. 

“Vi havde mødt hinanden allerede som 15-16-årige. Og vi holdt sammen hele livet igennem. Hun var en stor støtte for mig. Som når vi skulle skifte bopæl på grund af nyt tjenestested, var hun altid omstillingsparat. Jeg er hende stor tak skyldig.” 

Ingen GPS  

Seks år som jagerpilot giver mange oplevelser.  

“Jeg er fra en tid, hvor vi som jagerpiloter fløj uden navigationsudstyr. Vi blev hjulpet rundt af radarmeldinger på landjorden. Og så skulle man ellers være god til at flyve og finde vej under skyerne.” 

Jagerfly er en del af det danske forsvarsberedskab. F-16 kampfly er døgnet rundt på vagt til at afvise uønskede fly i dansk luftrum eller assistere fly i problemer. 

“Du er uddannet til at beskytte dit land mod fjendtlig invasion. Så naturligt nok har et jagerfly våben ombord. Fire kanoner. To på hver side af flyet med i alt 400 skud klar til affyring, hvis vi møder alvorlige trusler.”  

“Heldigvis har jeg aldrig været i krig, men vi var altid beredte. Vi trænede i at være træfsikre, hvis fjenden skulle komme. Ufarligt var det ikke. Det var under den kolde krig, hvor verden var usikker - ligesom i dag. 

Redningstjenesten 

Efter seks år som jagerpilot skiftede den erfarne pilot jagerflyet ud med en helikopter i redningstjenesten. Her var aktionerne mange. Jan Hagemann har ikke tal på, hvor mange mennesker han og hans redningsfolk ombord på helikopteren har reddet fra at omkomme. 

Et af de mest dramatiske var Skagerak-forliset ud for Lønstrup i 1966. 144 mennesker måtte i bådene, inden skibet sank. Jan Hagemann og hans besætning hejste 15-16 af de nødstedte op med hoisten - navnet på det wirespil, som en redningshelikopter er udstyret med. Ved forliset mistede én mand livet ud af de i alt 144 nødstedte. Han havde dårligt hjerte. 

 Jan Hagemann har ofte mærket stor taknemmelighed fra mennesker, som han har været med til at redde, mens de lå hjælpeløse i det oprørte hav. 

Som den unge sygeplejerske Bente Conte, der kom i havsnød i forbindelse med Skagerak-forliset. I to en halv time havde hun drevet rundt i sin redningsvest ude i det oprørte hav. Hun var uheldig ikke at komme med ud i en redningsbåd, da passagerne måtte forlade skibet. Men lykkeligvis fandt Jan Hagemann og hans besætning hende liggende, kæmpende i de høje bølger. Og hun reddede livet. 

Bente Conte takkede umiddelbart efter det dramatiske forlis for den indsats, som Jan Hagemann og hans besætning ydede ved at finde hende. 

“Det er selvfølgelig altid rørende, når mennesker takker os for vores indsats. Det er skønt, når redningsaktioner lykkes. Men omvendt er det jo vores job,” siger Jan Hagemann beskedent. 

Men ikke alle redningsaktioner lykkedes. Desværre. I 1967 sank en russisk trawler i Østersøen og 52 sømænd omkom. 

“Ja, en trist historie. Vi nåede ikke frem i tide. Vi var ellers i flyet to minutter efter alarmeringen, men de mange søfolk var druknet, da vi nåede frem. Så ikke alt har været optur i mit arbejde. 

Grønlandske is-vinger 

Efter de ni år i Flyvevåbnet gik turen til Grønland. 

“Jeg kunne været kommet til SAS, men udfordringen med et liv i Grønland tiltalte mig. Jeg fik min kone og vores to små børn Jim på to år og Tina på fem med derop.” 

Opgaven var at flyve passagerer langs den grønlandske vestkyst. Og starten på det grønlandske eventyr blev uhyre dramatisk.  

“På min allerførste tur med 20 passagerer om bord, måtte vi nødlande med helikopteren på en tilfrosset fjord. I en temperatur på minus 25 grader. Olietrykket i gearkassen var gået på nul - Nødopkald var nødvendigt. Vi kaldte mayday  tre gange. Hvis vi ikke havde kunnet nødlande, var vi blevet slået ihjel.” 

Jan Hagemann har ikke været i decideret fare som pilot, men det har brændt på et par gange.  

Som da de skulle hente en patient på et skib ud for Grønlands sydligste punkt Kap Farvel. Der var medvind på udturen, men transporten hjem tog tre timer på grund af kraftig modvind. Og helikopteren havde kun brændstof til fem timer. 

“Der var ingen steder, hvor vi kunne dykke ned og tanke op. Heldigvis kom vi med nød og næppe hjem. Havde turen varet 10 minutter længere, havde vi risikeret at drukne allesammen.”  

Det blev til syv år i Grønland. De sidste godt fem år var han chefpilot i Air Greenland. 

“Grønland er et land med en overdådig natur. Med de smukkeste fjelde og den klareste luft. Og lyset og sigtbarheden er helt speciel.” 

Borebisseflyvning 

Efter årene i Grønland vendte familien snuden hjem til Danmark - til Esbjerg, hvor Jan Hagemann blev flyvende chef for Maersk Airs Helikopterafdeling. Opgaven bestod i at være livline for borebisserne i Nordsøen - at flyve mennesker ud til olieboreplatformene. 

Her var Jan i 25 år.  

“Det gik rigtig godt. Vi ekspanderede i den grad fra at have én helikopter til otte. Desværre stoppede det hele skidt. For vores firma Maersk Air kunne ikke få fornyet kontrakten med Maersk Olie og Gas. Et canadisk firma var billigere og tog over. Jeg måtte fyre 80 mennesker. En ganske forfærdelig opgave.” 

“Et godt liv er...” 

Der har været mange og store oplevelser i Jan Hagemanns pilotkarriere. Han ser tilbage på en gylden tid, som han lever højt på i sit otium. Det hele sluttede med et job som luftfartsinspektør i Statens Luftfartsvæsen. Inden han til allersidst var et år i Indien udsendt af EU som rådgiver for helikopteroperationer. 

"Et godt liv er at kunne kombinere et spændende og interessant job med et lykkeligt familieliv.”