Kurt kommer forbi... Else Knudsen

Tekst og foto: Kurt Leth 

“Når mit liv er slut, har jeg intet at fortryde. Jeg har gjort det, jeg ville. Og jeg er ikke færdig endnu”. 

Else Knudsen, 87 år, er mor til fire og bedstemor til otte børnebørn. Og man må sige, at de har en bedstemor, der aldrig står stille. Else dyrker ældreidræt. Spiller bordtennis. Er frivillig koordinator i Dansk Flygtningehjælp. Hun har malet billeder i mange år og er nu gået over til glaskunst. Sådan kunne man blive ved. 

På trods af at Else er på vej mod de 90 år, nægter hun at give op. Hun er ustandselig på vej mod noget nyt. 

Hendes omgivelser rystede på hovedet, da hun som 80-årig skiftede bolig. Hun flyttede fra det alt for store hus i Tranbjerg, ind til hjertet i Aarhus. Her var hun så heldig at finde et byhus i Thunøgade. 

”Det var godt nok et lidt voldsomt projekt. For huset var noget af et håndværkertilbud. Det skulle renoveres fra ende til anden. Så det gjaldt om at være godt med under renoveringen. Det handlede om pris og kvalitet. Men sådan en gammel dame som mig, skal man ikke løbe om hjørner med. Det gik da heller ikke stille af. Jeg måtte på et tidligt tidspunkt fyre en håndværker, men nye kom til og renoveringen blev færdiggjort. Men så er det også blevet, som jeg ønskede det.” 

Og Else Knudsen bor nu ganske fortrinligt i sin 122 kvadratmeter hyggelige bolig i to etager plus kælder. En skøn udsigt med dybde ned over mod Klosterkirken. 

“At rejse er at leve” 

Alt har nu ikke være optur i Elses liv. 

”Jeg har som alle andre haft modgang. Men heldigvis er der også meget, der er gået godt. Jeg har og har haft et fantastisk liv.” 

Else mistede sin mand for 13 år siden.  

”Det var selvfølgelig hårdt, men det har været vigtigt for mig at komme videre i livet.” 

Og det har hun så sandelig gjort. Hendes Hun fremtoner som en stille, venlig og rolig kvinde. En yderst robust én af slagsen og fyldt med livsmod. Hendes store passion her i livet er at begive sig ud på eventyr i den store verden. På rejser og ofte langt væk. Og hun gør det stadig på trods af hendes fremskredne alder. Oftest alene og som backpacker - med rygsækken på nakken. 

Tre-fire år efter hun havde mistet sin mand gik turen til Indien og Nepal. Og for at det ikke skal være løgn tog hun i 2019 til den kurdiske del af Irak. Og så sent som sommeren i 2022 - som 86-årig - var hun 3 uger i Iran. 

Alle rejser med det formål, at hun vil opleve befolkningen i de lande, hun besøger. 

”Jeg søger menneskene for at se og høre om, kulturen og hvordan befolkningen lever. Hvordan de ser på deres eget styre og om de sociale forhold.” 

”De færdigsyede rejser, som et rejsebureau har tilrettelagt dag for dag, punkt for punkt, er slet ikke mig. Jeg vil gerne opleve verden og dens befolkning på min egen måde. Og selv om jeg nu er kommet op i årene, er jeg ikke bange for at tage afsted. 

"Jeg er ikke alene" 

Elses venner spørger tit, hvordan hun tør rejse alene – i hendes alder.  

”Ja, de er nærmest rædselsslagne hver gang, jeg drager bort. Men hvis du spørger mine børn om de er nervøse, så siger de: Nej da, vi er bare misundelige.” 

For ikke at stå på helt bar bund, når hun f.eks. drager til Iran, har Else oftest, inden hun tager hjemmefra allieret sig med mennesker, der kan give kontakter til lokale, som kan guide hende. 

”Så bor jeg eksempelvis hos dem i en mindre periode. Derefter begiver jeg mig ud på egen hånd. Jeg overnatter aldrig på fine hoteller. Tit bor jeg hos folk, som jeg kommer i snak med. Det kan ske, at jeg har sovet på gulvet hos værtsfolk kun på en tynd madras. Det er ikke luksusferie, jeg sværmer for.  Det er altid ferier med det mål, der hedder at komme tæt på lokalbefolkningen. Og jeg er temmelig god til at komme i snak med mennesker, jeg ikke kender. Det er en god egenskab at have, når man rejser på egen hånd.” 

Udover at Else i år var i Iran, har hun blandt andet været i Syrien, Irak, Japan og Grønland. Og inden hun mistede sin mand Olaf Knudsen, var hun på mange rejse sammen med ham.  

Så godt som hver gang Else har været ude i den store verden, udgiver hun en bog om sine oplevelser i det pågældende land. Bøgerne handler om, hvordan hun har oplevet menneskene, og hvordan de ser på deres land. Bøgerne står på rad og række derhjemme i reolen og sælges fra boghandlerne. 

Fra pension til kunstner 

Else Knudsen er uddannede lærer. Hun har i mange år undervist på VUC. Da hun gik på pension fra lærergerningen som 60-årig skulle der ske noget nyt. 

”Jeg ville for alverden ikke gå i stå. Jeg ville udfordre livet.” 

Så Else blev optaget på Århus Kunstakademi. Hun var nemlig gået i gang med at male sådan lidt for sjov. Men hun brændte så meget for det, at hun ikke blot ville være en glad amatør.  Så hun blev optaget på Kunstakademiet og gik til undervisning dér i samfulde fire år.  

Den nye kunstnerspire udviklede sig og havde held og dygtighed med sine billeder. Hun deltog i fire censurerede udstillinger og viste også sine værker på gallerier og virksomheder rundt om i landet.  

”Min ambition om at male billeder fik jeg virkelig opfyldt. Jeg elskede det overalt på jorden, men jeg har det lidt sådan, at når jeg har gjort noget i en længere periode, skal der ske noget nyt.”  

Og nu har hun så kastet sig ud i et nyt og lidt andet udtryksmiddel nemlig glaskunst. Det vender vi tilbage til. 

Kærlighedens veje 

For 13 år siden mistede Else sin mand af kræft, og hun var fast besluttet på, at hun efterfølgende ikke ville gå i stå. 

“Sorgen over tabet af Olaf var naturligvis stort, men mit liv skulle fortsætte. Så efter at have levet for mig selv i en periode bestemte jeg mig for - som 74-årig - at jeg ville prøve at finde en kæreste.  

“Jeg gik på nettet - det kan man også godt, selv om man er oppe i alderen - mødte Nick, og vi blev kærester.  Han er, som jeg, pensioneret lærer.” 

“Selv om vi hurtigt fandt melodien samme, havde jeg på forhånd besluttet, at jeg ikke ville bo sammen med en kæreste. Jeg erkendte, at når man kommer op i årene, kan man have svært ved at indordne sig efter et andet menneske. Så derfor har vi begge følt det fornuftigt med to adresser. Jeg bor i Aarhus, og Nick bor i Mørke.” 

“Vi har været på flere rejser sammen fx har han haft halvpart i et hus i Grækenland. Dér har vi været på nogle rigtig gode og lange ferier.” 

En anden mand 

Desværre er Nick blevet ramt af demens. Det er kommet snigende stille og roligt. Sygdommen startede med, at han ikke kunne huske aftaler. Og hans tilstand er blevet forværret igennem tiden.  

“Men nu hører jeg ikke til typen, der løber skrigende væk, fordi der opstår problemer. Nick er jo stadig en sød og rar mand. Så vi er der for hinanden.” 

“En dag spurgte Nick, om jeg ville skrive hans erindringer. Det sagde jeg ja til. Bogen udkom for et år siden. Ved hjælp af Nick og hans familie, har jeg fået en masse detaljer om hans liv, fra han var barn og ung. At skrive en bog for en dement har vist sig at være en god idé. For Nick var det en god træning at prøve at vække situationer frem fra fortiden. Og i dag, da bogen er færdig, er det en stor glæde for ham at læse om minderne. En træning for hukommelsen og på den måde holder han sig også ajour med, hvordan hans liv var engang.” 

Er det udfordrende at være kæreste med et menneske, som har svært ved at huske? 

“Jeg har en veninde, hvis mand blev hjerneskadet. Som hun siger: Det er som at lære et nyt menneske at kende, men det nye mennesker er også værd at elske Og sådan er det også for mig. Nick er ikke den samme som før, men han fungerer. Han kan selv handle ind og vaske op, men må have hjælp til de fleste huslige pligter som at gøre rent og vaske op.” 

Hvorfor flytter du ikke hjem til ham og hjælper ham? 

“Jeg tror, jeg hjælper ham bedst ved, at jeg har mit eget liv. Husk på jeg har hele mit netværk her i Aarhus. Tre af mine fire børn og flere af mine otte børnebørn bor i gåafstand fra mit hjem.” 

Medmenneskelighed 

Else Knudsen elsker sit liv og sin dagligdag i Aarhus. 

“Det bedste i livet er min familie. Børn og børnebørn og det ene oldebarn, jeg er blevet beriget med. Det næstbedste er, at der stadig er brug for én.“ 

Elses mange rejser rundt om i verden har vist hende, at alt for mange mennesker er i knibe.   

“Jeg føler med de mennesker, der har det svært. Derfor er det mig magtpåliggende at hjælpe nogle af de skæbner, der er flygtet til Danmark.”  

Derfor er Else trådt til som frivillig koordinator i Dansk Flygtningehjælp. Et job, som betyder meget for hende. Konkret har det udmøntet sig i, at Else er blevet mentor for en familie med to syriske børn, hvis forældre flygtede til Danmark for seks år siden.  

“Det giver mig indhold at kunne hjælpe flygtninge og fordrevne til et liv i Danmark. De to børn, på seks år og otte år, betragter mig som deres bedstemor. Selv om deres rigtige bedstemor bor hjemme i Syrien Vi mødes et par gange om måneden, hvor vi spiser sammen og går f.eks. en tur i Den gamle By, besøger Aros eller går i biografen. Børnene havde aldrig været i biografen før.” 

“Det der muligt, at jeg støtter familien og deres børn, men min glæde ved at være sammen med børnene er enorm. De er søde og velopdragne. Jeg synes, vi som mennesker har pligt til at støtte op omkring flygtninge og deres børn, som kan have svært ved at blive dus med menneskene i et nyt land.” 

“Det kan godt være, at jeg er 87 år, men da jeg er så heldig at have et godt helbred og er rask og rørig, er det min pligt at træde til dér, hvor der er behov for hjælp. Derfor giver arbejdet i Dansk Flygtningehjælp mening for mig. Blot ærgrer jeg mig over, at vi mangler hjælpere i organisationen. For der er mange flere flygtninge, der har behov for støtte.” 

Holder sig i form 

Hvordan kan du nå alle de projekter, du kaster dig ud i?  Gør du noget for at holde dig i form? 

“Min bedste medicin er, at jeg engagerer mig i flere ting. Jeg ville gå til, hvis ikke jeg havde noget at rykke i.  En gang om ugen går jeg til ældre idræt i den gamle stadionhal i Aarhus. Vi starter med en halv times gymnastik. Det får blodet til at rulle og er godt for hele systemet. Derefter står den på en gang bordtennis. Et spil, som, jeg rigtig godt kan lide. Igennem ældreidrætten får du ikke alene motion. Du kommer også ud og møder en masse spændende mennesker.” 

Og som om Else ikke får nok motion igennem den ene gang, hun går til gymnastik og bordtennis i Stadionhallen, drager hun også en dag om ugen med bus ud til Tranbjerg og spiller bordtennis med sine gamle sportskammerater fra den tid, hun havde hus dér. 

Glaskunstens facetter  

Når man taler med Else om alle hendes gøremål, spørger man sig selv om man står overfor en person, der har 48 timer i døgnet. For efter hun stoppede med at bruge pensel og lærred, er hun begyndt at lave billeder i glas. Glaskunst. 

“I forlængelse af maleriet var det naturligt for mig at arbejde i glas. At lave billeder i glas minder meget om at male på et lærred. I maleriet blander du selv farverne, så du får de kulører frem, du ønsker. Med glas skæres farvede glasplader ud i figurer, som så bliver brændt i en ovn. Det er et andet udtryksmiddel end at male på et lærred.”  

Og selvfølgelig er Else også blevet bidt af glasset så meget, at hun nu arrangerer kurser hjemme i kælderen for mennesker, som ønsker at dygtiggøre sig indenfor den genre.  

Ny rejsemål 

Her på falderebet - Har du en ny rejse på trapperne? 

“Til efteråret drager jeg til Bosnien, Montenegro og Kroatien. Denne gang ikke alene men med en organisation, der kalder sig DEO: Demokrati i Europa - et landsdækkende oplysningsforbund, som arbejder for at skabe rammerne for en levende og kvalificeret demokratisk debat.” 

”Et par af mine børnebørn har i ny og næ spurgt om jeg tror, at jeg bliver 100 år. Hertil svarer jeg, ja. Og man skal jo holde hvad man lover.”