Kurt kommer forbi... veteranerne.

Tekst og billeder Kurt Leth

“PTSD er en tro følgesvend resten af mit liv. Jeg bliver aldrig til den, jeg var engang. Jeg må acceptere, den jeg er blevet.”

Sådan siger den 50-årige tidligere udsendte soldat i Bosnien og Kosovo, Christian Andersen og tilføjer:

“Da jeg blev ramt af de psykiske problemer, og jeg blev fyret fra Forsvaret, var det mit livs nederlag.”

“Jeg føler bestemt, at militæret reddede mig. Det siger jeg, selv om jeg i dag er et såret menneske.”

Den sidste udtalelse kommer fra Frank (han vil være anonym). Han var for år tilbage otte år i Forsvaret.

Christian og Frank er to ud af de godt 40.000 danske mænd og kvinder, der har været udsendt af Forsvaret. I Aarhus Kommune er der alene registreret ca. 1600 veteraner. En veteran defineres, som en person, der har været udsendt til mindst én international operation.

Vital sætter fokus på emnet og møder to tidligere krigsveteraner - Christian og Frank, der efter to udsendelser er blevet ramt med ar på sjælen. For dem er posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) blevet en tro følgesvend.

Det følger dig resten af livet

De har været langt ude i tovene. Og på trods af at de begge har rundet 50 år, har de fortsat psykiske mén. Christian Andersen optræder med sit fulde navn, mens Frank af sikkerhedsmæssige hensyn ikke ønsker sit efternavn nævnt her i artiklen.

“At blive ramt af PTSD er ikke som en forkølelse,” fortæller Christian. Den går ikke væk. Den følger dig resten af livet. Det er den barske kendsgerning.”

Hvordan er det at blive offer for PTSD, Christian?

“Det er svært at definere. Det kan bedst forklares ved, at det vælter frem med et mylder af dårlige tanker, flashbacks, som møder én både i det daglige, og når du sover. Det kan være lyde og lugte, som minder dig om noget rædselsfuldt, du har mødt som udsendt.”

Eftervirkningerne af krigen

Christian og Franks opgaver i krig var af vidt forskellig karakter. Men fælles for dem er, at de har været udsat for mange negative oplevelser, som de har svært ved at ryste af sig.

Mens Christian var udsendt soldat på traditionel vis i Bosnien og Kosovo med bevogtningsopgaver, deltog Frank senere oftest som spydspids i et udrykningshold med særlige patruljeopgaver.

Om sit arbejde som udsendt fortæller Frank:

“1200 dage i patrulje med barske oplevelser til følge har sat sine alvorlige spor hos mig.”

For både Frank og Christian var det først flere år efter hjemsendelsen fra militæret, at de fik konstateret PTSD. For umiddelbart efter deres hjemsendelse fra krigszoner lod de sig ikke synderligt mærke med psykiske problemer. Først adskillige år efter, de var stoppet i militæret, mærkede de, de psykiske traumaer.

Fantastisk oplevelse

Frank fortæller, at han anser sin soldatertid for at være en fantastisk oplevelse. På trods af den svære situation, han blev bragt i mange år senere:

“Det blev min redning, at jeg kom ind til forsvaret allerede som 18-årig. Hverken mere eller mindre. Jeg kommer ud af et socialt belastet samfund - et ghetto-miljø i Esbjerg. Var jeg ikke blevet soldat, er jeg sikker på, at jeg var blevet bankrøver eller noget, der var værre. Den kriminelle løbebane var ligesom lagt.”

“Så selv om jeg nu står med et problematisk liv, og jeg ikke kan klare mig uden hjælp fra PTSD-klinikken på Skejby og Aarhus Kommunes Veteranindsats, fortryder jeg ikke mine ni år i forsvaret,” fortæller Frank.

Man vænner sig til det

Den samme oplevelse har Christian, der var soldat i otte år og udsendt i 13 måneder:

“Jeg sagde ja til at blive sendt i krig, fordi jeg ville gøre en forskel. Jeg havde fået en god grunduddannelse som soldat og havde ingen betænkeligheder ved at drage ud til en krigs-zone. Jeg var ung og følte, at jeg gerne ville afprøve mit håndværk ude i virkeligheden. Det var jo derfor, jeg var blevet soldat. Og uanset krigens rædsler, var det interessant at være en del af et korps, der havde til opgave at være stødpude mellem stridende parter.”

Når du er udsendt til krig, er oplevelser ofte barske, Christian?

“Absolut. Som da vi blev hentet i lufthavnen i Zagreb i Kroatien og i bus blev fragtet ud til det sted, der skulle være vores base. Vi så, at der ikke var noget, der var over en meter høj. Alt var smadret. Huse og større bygninger var bombet. Kroaterne havde skudt på alt, hvad de kom i nærheden af. De mennesker, der ikke nåede at flygte, var dræbt.”

“Tiden gik og vi vænnede os til at være i det,” fortsætter Christian. “Jeg så kammerater komme til skade. Heldigvis oplevede jeg ikke nogen blive dræbt. Noget af det værste var, når vi stod over for store menneskemængder i forbindelse med demonstrationer i Kosovo. Der kunne godt være helt op til 5.000 mennesker, som opførte sig truende. Jeg var helt ung - kun i starten af tyverne. I de øjeblikke følte jeg mig lille. Jeg var kommet ud til livets alvor. Pludselig følte jeg mig betydeligt ældre, end jeg var.”

Familieliv og PTSD

Christian kom hjem og uddannede sig som anlægsgartner, og han fik en kæreste. Sammen fik de en søn.

“Det hele gik tilsyneladende godt, men som tiden gik blev mine indre følelser mere og mere forvirrede,” fortæller Christian. “Jeg selvmedicinerede mig med hårdt arbejde - 60-70 timer om ugen. På den måde kunne jeg køre mig så træt, at jeg kunne sove, når det blev aften. Med et almindeligt arbejde ville jeg efter få timers søvn ligge lysvågen. Med de lange arbejdsdage krydret med øl-drikkeri i fritiden begyndte mit parforhold at knage. Jeg blev offer for kraftige humørsvingninger, som tog til, og kæresten fik nok og smuttede med vores søn.”

“På det tidspunkt var jeg egentlig ikke klar over, at jeg var ramt af psykiske problemer. Bagefter kan jeg konstatere, at jeg gemte mig af vejen. Jeg blev sky og ville helst være alene. Og som tiden gik, følte jeg, at jeg ikke længere slog til. Jeg havde nu fået fyldt min hjerne op med så meget slam, at livet blev mere og mere svært. Mit liv gik i stress.”

Langt om længe i 2011 blev Christian udredt med PTSD. Det skulle vise, at det blev en vej ud af mørket. Og efterfølgende har han fået en støtte og vejledning hos Veteranindsatsen i Aarhus Kommune.

Paranoia og tvangstanker

Vi laver lige et krydsklip til Franks situation. På et tidspunkt kommer han også under behandling på PTSD-klinikken i Skejby.

“Jeg har igennem år og dag været ramt af paranoia. Tvangstanker blev min skæbne og samtidig en stopklods for at leve et ordentligt liv. Mit hoved var i perioder fyldt med dårlige tanker. Jeg var mistroisk over for mennesker. Verden lukkede sig i omkring mig.”

“Man tror hele tiden på, at det nok går over. Men nej, det er ikke som en halsbetændelse, der forsvinder. Sagen er i al sin barskhed, at du skal helt ned i møget, førend du kan rejse dig. Sådan har det været med mig.”

At rejse sig igen

Frank har rejst sig. Han har kastet anker og fået et pusterum på den tidligere planteskole i Aarhus Nord, som ejes af Aarhus Kommune. Samme sted som Christian Andersen bor.

“Her har jeg fået ro til at leve et liv, som giver mig mening. Christian og jeg klarer dagen og vejen på vores måde. Vi har frie hænder. I det daglige er der ingen, der blander sig i vores liv. Vi skal blot sørge for at opføre os ordentligt. Har vi problemer, kan vi få god og nyttig hjælp hos kommunens Veteranindsats. Det har vi fået indtil flere gange. Det er derfor, vi er her.”

Aarhus Kommunes alternative bolig i Aarhus Nord kalder Frank og Christian for “Fort Yellow.” Det er en firelænget gård med gamle gule bygninger. En fløj rummer en lang gang med værelser. For enden er der et stort køkken-alrum. Videre ned af gangen en opholds- og spisestue. Stedet blev tidligere brugt til arbejdsprøvning.

Et nyt slags liv

Frank er åben omkring, at han fortsat er ramt på sjælen, selv om han herude i på den nedlagte Planteskolen har fundet roen.

“Jeg har ikke længere behov for at knytte nære relationer. Min nærmeste familie har jeg lagt bag mig. Jeg har det godt i mit eget selskab og gør ikke noget for at møde andre end de mennesker, der kommer her på stedet.”

I det civile arbejdede Frank i otte år som kok og tjener.  Og en overgang stod han en i spidsen for en stor restaurant i Sønderjylland.

“Det var også spændende at have et såkaldt normalt arbejde, men presset blev for voldsomt. Hvad der var årsagen, ved jeg ikke. Men en kendsgerning er det, at jeg kort tid senere blev udredt med PTSD.”

Foto. Frank, der af hensyn til sin egen sikkerhed, ønsker at være anonym. Her hygger han sig med sin hund, der er med til at give ham ro i tilværelsen.

Omtumlet tilværelse

Efterhånden har Frank boet på den nedlagte Planteskolen i Aarhus Nord i et par år. Frank fortæller, at han inden da levede under flere forskellige forhold. En omtumlet tilværelse, som ikke altid har været let at tackle.

“En overgang boede jeg i min egen båd i lystbådehavnen. En rigtig god løsning. Få kvadratmeter som bolig var lige noget, jeg kunne overskue. Desværre kom jeg alvorligt til skade med et ben, og jeg måtte finde noget andet at bo i.”

Frank fortæller, at han også har boet i campingvogn, på forsorgshjem og Veteranhjemmet i Brabrand.

Ikke en drøm

Ligesom Christian kan Frank ikke lade være med at fortælle, at han var vild med at være i Forsvaret. Det på trods af de barske oplevelser, der mødte ham i de specialopgaver, som han ikke ønsker at fortælle nærmere om.

“Nu har jeg fået pension, og det må jeg acceptere, selv om det ikke var det, jeg drømte om. Jeg prøver, at få det bedste ud af livet, og jeg er taknemmelig for den støtte, jeg får hos PTSD-klinikken og hos medarbejderne ved Aarhus Kommunes Veteranindsats.”

“Jeg havde godt nok regnet med, at jeg skulle have været hos Forsvaret, til jeg gik på pension. Så da jeg blev ramt af de psykiske problemer og Forsvaret ikke ville have mig ansat mere, løb jeg ind i mit livs nederlag. Og jeg har haft svært ved at acceptere, at det var slut, da jeg blevet ramt af PTSD.”

“Som soldat fik jeg mulighed for at prøve mange ting. Udfordringerne var store og barske, men også interessante på samme tid. Jeg ville for alt i verden ikke have været min soldatertid foruden. Jeg føler, at min indsats har haft betydning for andre og for mit eget liv.  Militæret reddede min tilværelse. Det siger jeg, selv om jeg i dag er et såret menneske.”

At finde sig selv

Vi slutter med Christian Andersens historie:

“Jeg er lykkelig for, at psykiatere langt om længe fandt ud af, hvad der var i vejen med mig. 11-12 år efter min hjemsendelse fik jeg diagnosen. Og langt om længe kunne jeg få en relevant hjælp.”

 Alligevel blev Christian senere påny ramt af alvorlig livslede.

“Tiden gik, og jeg havde det svært. Først da jeg kom i kontakt med veteranmedarbejder hos Aarhus Kommune, Inger Salling Danielsen skete der noget positivt i mit liv.”

“Hun tog fat I mig - ringede til mig en gang om ugen for at høre, hvordan jeg havde det. Hun fik mig sendt på rette vej i systemet, så jeg ikke løb ind i en blindgyde. Det offentlige har i de senere år givet mig en fortræffelig hjælp. At Frank og jeg er med herude i Aarhus Nord, er jeg dybt taknemmelige for. Også det, at jeg på det seneste kom i behandlingsforløb på PTSD-Klinikken på Skejby, takker jeg for. Her hjælper en sygeplejerske og en fysioterapeut mig til at bruge værktøjer til at få depressionen på afstand. Så for første gang i lang tid kan jeg med oprejst pande sige, at jeg nu er på vej til at finde mig selv.”

Op- og nedture

Det er ikke atypisk for en krigsveteran, at man oplever gode perioder, hvor alt går fint, og så pludselig kommer der et dyk med depression og angst til følge.

“Når nedturen indfinder sig, er det ikke bare mit hoved, der rammes, nej da er det hele kroppen med muskelspændinger og tør mund. I den situation er det godt at blive guidet både af en sygeplejerske med forstand på PTSD og en fysioterapeut, som giver mig nyttige øvelser,” fortæller Christian.

Det glædelige i Christians liv er, at han er gået i gang med en uddannelse som jordbrugsteknolog:

“Desværre blev jeg blot 14 dage inde i uddannelsen ramt af alvorlig stress. Jeg måtte holde en længere pause, men nu har jeg igen fået kræfter til at genoptage skolen.”

“Som veteran er der altid en kalkuleret risiko for, at jeg påny kan blive ramt på sjælen. Efter tiden som udsendt er der hos mig sket en forandring i mit sind. Jeg må leve med hyppige besøg hos PTSD-klinikken i Skejby. Jeg får fire piller i døgnet for at kunne opnå en bare nogenlunde god nattesøvn.”

Roen på landet

Hvad betyder det for dig, at du kan bo på “Fort Yellov” ? Hvorfor ikke bo på Veteranhjemmet i Brabrand?

“Min bolig herude på landet er fantastisk. At vi kun er to personer her, giver den ro, som er så nødvendig for os. Snart kommer der en tredje person. Det ødelægger ikke noget. Det ser vi begge frem til.”

Fortryder du ikke, at du blev soldat med alle de problemer, der kom i kølvandet?

“Hertil kan jeg sige klart og tydeligt nej. Jeg havde det fedeste job. At være soldat var en drøm for mig. Jeg lærte noget om selvdisciplin og udholdenhed. Det er ikke mange arbejdspladser, hvor man i arbejdstiden kan begive sige ud på en 10 kilometer løbetur uden at nogen brokker sig.”

Dit håb for fremtiden?

“At jeg bliver færdig med min uddannelse som jordbrugsteknolog. Går alt godt, vil den tage to år. Og så håber jeg, at Frank og jeg må blive boende herude på den nedlagte planteskole en rum tid endnu.”

Læs mere om Aarhus Kommunes Veteranindsats på: www.aarhus.dk/veteran

Foto: Christian ved fordøren

PTSD

Forsvarsministeriets Veterancenter vurderer, at ca. 10 procent af tidligere udsendte bliver ramt af PTSD, som er en psykisk lidelse, der opstår efter voldsomme, livstruende eller skræmmende oplevelser, såsom ulykker, krig eller overgreb. Det kan betyde, at der er behov for støtte og behandling. Og nogle af veteranerne kan i perioder have svært ved at fastholde arbejde og bolig og dermed have svært ved at fungere. Enkelte er så hårdt ramt, at de ikke er i stand til at klare sig selv og har behov for hjælp fra det omliggende samfund - herunder familien.

Aarhus Kommunes Veteranindsats.

Aarhus Kommunes Byråd vedtog i 2020 kommunens Veteranstrategi, der bygger på følgende pejlemærker:

·       Anerkendelse og respekt

·       Synlighed og tilgængelighed

·         Koordineret, helhedsorienteret og rettidig indsats

·         Styrket samarbejde med organisationer og frivillige foreninger

I Borgerservice har to medarbejdere den daglige kontakt med veteranerne og deres familier. Den ene er Inger Salling Danielsen:

“I Aarhus bor der 1546 veteraner med deres familier, og vores opgave i kommunens Veteranindsats er blandt andet at navigere, være vejviser, støtte og skabe sammenhæng for veteraner og deres familier.”

“Fort Yellow”

I en tidligere planteskoles bygninger i Aarhus Nord, hvis arealer ejes af Aarhus Kommune, er der etableret en midlertidig boligløsning for veteraner, der har behov for et pusterum. En roligere tilværelse end de havde før.

Det sker i et lille bofællesskab med masser af plads og luft ude som inde. Langt væk fra storbyens uro.  Her skabes der mulighed for at indgå i et fællesskab og samtidig bo i rolige omgivelser. 

I første omgang er der i den tidligere planteskole skabt plads til to veteraner. Snart kommer der en tredje beboer - også en tidligere udsendt soldat.

“Tanken er, at vi som kommune støtter veteraner, der kæmper for at komme på ret køl igen og her betyder bl.a. muligheden for en relevant bolig meget,” fortæller Inger Salling Danielsen, der sammen med sin kollega Julie Hasselager samarbejder om arbejdsopgaver på veteranområdet.

“Boligen i den nedlagte Planteskole for veteraner i Aarhus Nord - et pænt stykke uden for centrum - er godt for mennesker, der har brug for ro og fællesskab,” fortsætter Inger Salling Danielsen.

Indtil videre er boligen i Aarhus Nord en mulighed frem til sommeren 2027, hvorefter der vil blive evalueret på både form og fremtidige muligheder.

“Min opgave er blandt andet at bygge bro, skabe tillid og følgeskab for både veteraner og familier ind i det kommunale system. Og så betyder det meget for mig at være med til at bane vejen for en bredere forståelse, respekt og anerkendelse for veteraners indsats for Danmark,” slutter Inger Salling Danielsen.