Kurt kommer forbi... Steen Østergaard

Tekst og foto: Kurt Leth

I 65 år har Steen Østergaard designet møbler. Han blev kendt som manden bag verdens første sprøjtestøbte stol. Den har han gjort sig bemærket med over store dele af kloden. En stol, der blev et ikon. Ikke mindst fordi den har været med i film som James Bond, Star Trek og A Hologram for the King. Stolen bliver også brugt i raketcentret i Houston og i det berømte fængsel San Quentin i USA. Så det er ikke for meget at sige, at Steen Østergaard er en legende i møbelbranchen. Visionær og med et ry, der rækker langt ud over Danmarks grænser.

Hustru fik Alzheimers

Steen Østergaard har rundet de 90 år. De sidste otte år har bopælen været i Harlev. Nærmere bestem Næshøj Plejehjem, hvor han både bor og arbejder. Her har han et værksted, som han deler med en flok andre pensionister.

Foto: Steen og hans hustru Ina som unge i hjemmet.

Efter mange års ægteskab fik Steen Østergaards hustru, Ina konstateret Alzheimers, mens parret boede i Sydfrankrig. De måtte træffe en beslutning: Hvor skulle de bo? De besluttede sig for at flytte hjem til Danmark, selv om de havde været væk i mange år. Deres søn havde fået arbejde i det østjyske og boede i Harlev, så det var naturligt for dem at flytte dertil. Og så fik de en lejlighed på Næshøj Plejehjem i Harlev. Indtil da havde Steen haft fuld gang i design-arbejdet. Men med sin hustrus sygdom måtte han sige goddag til et helt nyt liv.

“Jeg blev plejehjemsassistent for min egen hustru. At passe og være noget for et menneske, som bliver mere og mere dement, er et fuldtids arbejde. Så jeg lagde naturligvis arbejdet med møbeldesign på hylden i den periode.”

Efter fire år på plejehjemmet i Harlev døde Ina. 

“At miste Ina var et stort tomrum for mig. Men at sætte sig hen i sofaen og opgive var det samme som at sige farvel til livet. Det forbød mig. Jeg skulle ha’ noget at give mig til. Så stille og roligt kom jeg i gang med mit arbejde igen. Jeg er sikker på, at det har været min redning atter at få chancen for at kreere nyt inden for mit fag.”

90 år og stadig aktiv 

Du er jo en frisk fyr på 90 år, der stadig kan li’ at udføre et stykke arbejde. Hvorfor er du blevet boende på plejehjemmet? Hvorfor ikke flytte i en almindelig bolig ude i byen? 

“For udenforstående kan det da godt virke underligt, men nu er det jo sådan, at jeg nærmer mig de 100 år. En mand i min alder kan aldrig helt vide, hvornår kroppen siger fra, og jeg bliver så svækket, at jeg får behov for støtte.”

Foto: Steen holder af at komme på træ- værkstedet at kreere.

“Derfor har jeg lejet mig ind på plejehjemmet på helt almindelige vilkår. Jeg laver selv min mad, gør rent til husbehov osv. Når så den dag kommer, hvor jeg får svært ved at klare mig selv, skal jeg ikke til at rykke mig selv op med rode. Jeg skal ikke flytte hen til plejehjemmet, for plejehjemmet er lige her - hos mig."

Talentfuld

Steen Østergaard lægger ikke skjul på, at det var begrænset, hvad han fik med sig i dansk og regning fra barndommens skole i Sig i Vestjylland. Han gik ud af den stråtækte skole efter syv år og kom i lære som møbelsnedker.

“Det gik godt. Faget interesserede mig. På teknisk skole fortalte en af mine lærere, at jeg skulle noget mere. Ikke fordi der er noget forkert i at være møbelsnedker - tværtimod.”

Men læreren så noget i ham. Og Steen Østergaard kom på Kunsthåndværkerskolen i København og dimitterede med højeste udmærkelse. Herefter tog karrieren fart. I 1960’erne arbejdede han sammen med den berømte møbelarkitekt Finn Juhl. Igennem årene har Steen Østergaard modtaget adskillige priser. Den mest fornemme er førstepladsen i forbindelse med 500-års jubilæet for dansk møbelpolstring. Og i 1966 blev han valgt som fremtidens designer: “The Furniture of Future.”

Foto: Steen har været i alverdens aviser og magasiner.

Steen Østergaard erkender:

“Det er just ikke på grund af de syv år i skolen hjemme i Vestjylland, at jeg er blevet til noget. Men jeg har lært hjemmefra, at man skal gøre sig umage. Og så gør det heller ikke noget at gå utraditionelle veje.”

Småt, men godt

Det er ikke nogen stor virksomhed, Steen Østergaard er indehaver af. Ingen ansatte og intet kontorlandskab, og så holder den til på et plejehjem. At der drives virksomhed fra et plejehjem, hører til sjældenhederne.

“Min virksomhed består af et tegnebord, en blyant, et lille værksted, og hvad mit hoved ellers kan spytte ud med sjove, mærkelige og utraditionelle ideer. Jeg har altid prøvet at tænke anderledes. Finde løsninger, der ikke er de gængse.”

At det er blevet til succes, er ekstra bemærkelsesværdigt, når man ved, at han aldrig rigtig fik lært sig fremmedsprog. Kun tysk og engelsk til husbehov. Ej heller it- og computer-verdenen blev en del af Steen Østergaards liv. Han tegner i hånden og ved hjælp af lineal og blyant.

Foto: Steen ved sit arbejdsbord.

“Med hensyn til fremmedsprog havde jeg en god støtte i min kone, som var ferm til det. Samtidig var hun dygtig til at betjene en computer. Nu er Ina så væk, og jeg må klare mig uden hende. Lykkeligvis har jeg min datter Sanja til at hjælpe mig. Hun bor i Flensborg. Om et par dage kommer hun fx til Harlev for at hjælpe mig.  Sagen er, at jeg skal præsentere en ny ide overfor en amerikansk producent. Så fungerer hun som tolk og hjælper mig med it-forbindelsen til USA.”

Du store verden

At Steen ikke rigtig har betjent sig af fremmedsprog, har ikke holdt ham væk fra udlandet. Efter nogle år i København flyttede familien først til Oxford. Og efter et år dér rejste de til Flensborg, hvor de boede i 10 år.

“Ideen med at rejse væk fra Danmark var, at vi gerne ville gi’ vores børn sproglige muligheder, som jeg aldrig selv opnåede. Vores børn, Sanja og Tim var 14 og 17 år, da vi rejste ud. De kom i dansk-tysk skole i Flensborg, og jeg kunne fint arbejde for danske virksomheder syd for grænsen.”

Efter tiden i Flensborg fortsatte tre af familiens medlemmer til Monte Carlo i Sydfrankrig. Sønnen tog hjem til Danmark for at uddanne sig til civilingeniør.

Foto: Et tysk magasin på besøg hjemme hos den kendte møbeldesigner. Det er Steens hustru og søn.

“At vi rejste videre i ude det store udland, var selvfølgelig lidt vildt, men vi var stadig eventyrlystne selv om vi ikke var helt unge længere. Og jeg kunne sagtens klare designarbejdet derfra.”

“For vores datter blev kendskabet til Frankrig godt. Hun blev uddannet modedesigner og har igennem årene opnået det ene velbetalte job efter det andet.”

Inspirerende samarbejde

Den mest inspirerende samarbejdspartner, som Steen Østergaard har haft igennem årene er, som nævnt, med møbelarkitekten Finn Juhl.

“Jeg kunne måske også ha’ kreeret stole til Børge Mogensen og Hans Wegener, men det er nu Finn Juhls frigjorte måde at designe på, der mest har tiltalt mig. Det var ham, der inspirerede mig til at designe møbler. Han lærte mig, at møbler ikke kun skal være visuelt tiltalende. Det skal også være komfortable og funktionelle. Møbler skal ikke være teater. Det skal kunne bruges.”

“Det er måske derfor, det er gået mig så godt.”

Foto: Blot et lille udsnit af de møbler, som Steen har designet.

Hverdagslivet 

Livet på Næshøj plejehjem i dag er noget anderledes end Monte Carlo, swimmingpool og sydfransk stemning. Hverdagen foregår i et noget roligere tempo, og Steen Østergaard har en nøje plan for, hvad han skal lave i løbet af dagen:

“Jeg står aldrig op uden at ha’ en idé om, hvad der skal ske. Jeg elsker at sidde ved mit tegnebord og kreere ideer."

Hvad med at sælge dine ideer til møbelfabrikker?

“Nogle gange kommer kunderne af sig selv. Andre gange er jeg heldig at finde dem selv. Med alle de år i branchen, må du ha’ mange gode forbindelser? “Jo tak, men med mine 90 år er de fleste af producenterne fra mine yngre år døde. Så jeg skal hænge i for at hente nye kunder. Det går heldigvis også godt. For de nye møbelproducenter har hørt om mig, og næsten alle kender til mine stole.” 

Foto: Nok en stol, som Steen Østergaard har tegnet.

Kan det ikke ærgre dig, at du ikke lærte at bruge en computer?

“Jo, det havde været lettere for mig. Men du skal også tænke på, at en computer kun kan udføre en ordre. Den kan ikke få en idé.”

“Jeg står op - helst tidligt - går i bad inden morgenmaden. I familiens gyldne tider havde vi swimmingpool, som jeg kunne kaste mig ud i. Sådan er mit liv ikke mere. Det må jeg tænke mig til.”

“Tidligere sørgede min kone for tilberedning af maden. Da hun begyndte at blive syg, måtte jeg klare det selv. Det var ikke nemt i starten, men nu har jeg øvet mig i mere end 10 år. Så det går ret godt. Jeg sørger i al fald for, at kosten er sund og varieret med mange grøntsager.”

“Jeg må godt nok erkende, at jeg skal tænke mig godt om, når jeg går på indkøb i det nærliggende supermarked. Jeg har kun min folkepension at leve for - minus 20 procent, fordi jeg har levet i udlandet i så mange år. Jeg klarer min kost for et par tusinde kroner om måneden. Det kan jeg, fordi jeg kigger mig godt for, når jeg er på indkøb. Og så får jeg endda vin til maden både om middagen og om aftenen.”

“Da min kone levede, spiste vi sammen med plejehjemmets beboere. Skulle jeg spise her i dag ville det koste mig 3.800 kr. om måneden, og så var jeg tvunget til at møde op til spisetiderne. Det kan jeg slet ikke, for jeg har så meget at se til. Så at spise på klokkeslet er jeg lykkelig befriet for.”

“Jeg besluttet mig for at købe en person til at gøre rent hver 14. dag. Jeg har lidt svært ved at komme ind i krogene, hvor skidtet mest sætter sig. Snavset midt på gulvet klarer jeg selv.”

Hvad med motion: er det noget, du dyrker?

“Du rammer mig på et blødt punkt. Som 90-årig har jeg unægtelig fået lidt svært ved at nå ned til mine snørebånd. Der er blevet længere. I mine unge år var jeg en ivrig tennisspiller. Vi har altid boet meget tæt på en tennisklub, så i de yngre år havde vi stor fornøjelse med at svinge ketsjeren. Og i ferierne tog vi på nogle skønne skiture. Så i form var jeg. Det halter i de her tider.”

“Men jeg kan fortælle dig, at jeg har været i kontakt med en fysioterapeut her på centret. Vi har aftalt, at der bliver lavet et trænings-program til mig. For jeg vil da gerne i lidt bedre form.”

Det er trods alt gået godt

Et langt liv byder unægteligt på både op- og nedture, og dem har Steen Østergaard også oplevet sin del af. Både personligt med hans hustrus sygdom og død og professionelt med et forretningseventyr, der endte knap så godt.

Du fortæller, at du kun har folkepensionen minus 20 procent at leve for. Med den karriere, du har bag dig, skulle man tro, at du har haft mulighed for at tjene godt?

“Jeg var også rig, indtil jeg var i midten af 70’erne. Men så var der en investeringsmand, der tog fusen på mig. Jeg mistede hele min formue. Jeg ved ikke, om jeg var god for 20 eller 30 millioner kroner. Det var i det nabolag.  Men pludselig var alle penge væk, og siden har jeg måtte arbejde for at tjene lidt mere end, hvad min folkepension giver.”

Foto: Steen i sit hyggeligt indrettede hjem på plejehjemmet- sofaen har han selv designet.

Er du en bitter mand? 

“Jeg prøver at glemme og forsøger at mindes de fantastisk gode stunder, jeg har haft med min familie og den succes, jeg har haft med mit arbejde.  Jeg må ta’ det hele som en mand. Her i livet går det op og ned. At jeg har været uheldig med økonomien, er der også så mange andre, der har. Jeg skal i stedet se det positive i tilværelsen, at jeg er sund og rask, og at jeg har chancen for at komme nogenlunde god form - på trods af de 90 år.”