Kurt kommer forbi... Lene Højriis Hansen

Et århusiansk pejlemærke er væk. Lene Højriis Hansen har sagt farvel sin puf-forretning A Mano i Jægergårdsgade. “Det er som at tage afsked med sit fjerde barn,” siger den 60-årige kvinde. 

Nu skal hun til at skabe sig et nyt liv.  

Svære år 

De sidste par år har været smertelig for Lene. For knap to år siden mistede hun helt uventet sin mand Torsten Hansen, der kun blev 63 år. Og nu siger Lene farvel til deres fælles livsværk. Hun har drejet nøglen om til butikken for sidste gange. Ophørsudsalget er slut, og alle varer er væk. 

“At tømme butikken og gøre den klar til en ny udlejer gjorde ondt,” fortæller Lene. 

Sammen med sin mand Torsten stod hun for marokkopudens comeback i Danmark for 25 år siden. 

“A Mano har været et sandt eventyr, men det sluttede for to år siden, i marts 2022, da Torsten døde. Pludselig var han væk, og jeg har måttet klare mig selv - heldigvis med god støtte fra vores børn. Tæppet blev revet væk under mig. A Mano har jeg bygget op sammen med min mand. At drive forretningen alene uden ham har ikke været så sjovt. Så jeg har besluttet mig for at kæmpe for en ny identitet. At starte på et nyt liv. Men guderne skal vide, at det er svært at sige farvel til sit livsværk. Torsten var mit livs kærlighed. Vi har tre voksne børn sammen. At ta’ afsked med butikken i Jægergårdsgade er som at sige farvel til sit fjerde barn.” 

Ny start 

Men som Lene siger: “Forude venter et nyt eventyr.”  

“Jeg har besluttet mig for at prøve mig selv af. Det bliver en udfordring. For jeg siger farvel til det sikre. A Mano var en god og sikker forretning med marokanske puder og salg af andre brugsting i vores eget design. Men jeg må og skal skabe mig en ny tilværelse uden Torsten. Jeg kan mærke med mig selv, at jeg nu skal et andet sted hen i livet.” 

Derfor er det Lenes plan at droppe både butikken i Jægergårdsgade og hendes to etagers lejlighed på Frederiks Allé. 

“At færdes begge steder fremkalder minder om en svunden tid - om den tid, Torsten og jeg havde sammen. Torsten var klippen i min tilværelse, og det er noget af en prøve at være i det, som vi var fælles om engang.” 

 “At miste Torsten har været et hårdt slag for mig. Selv om han havde været syg i et stykke tid, kom det som et chok for mig, da han døde. Torsten var fyldt med et mega gå-på-mod. Han var drivkraften. Og nu var han her ikke mere.”  

“Så planen er, at jeg flytter til København. Det sker, når der er kommet ro på. Så vil jeg istandsætte min lejlighed og fremleje den. Og derefter gå om bord i en ny tilværelse i hovedstaden.” 

Udvise mod 

To af Lenes sønner bor København. Den ældste har sin egen snedker- og designvirksomhed med showroom. Ideen er at Lene skal ansættes hos ham og sælge hans møbler. 

“At indlede en ny tilværelse i en anden by og i en ny lejlighed er i sig selv angstprovokerende.  Men ved det, at jeg kun fremlejer min lejlighed her i Aarhus, kan jeg fortryde og vende hjem igen, hvis livet i København ikke lever op til mine forventninger. I Aarhus har jeg jo altid noget skønt at vende hjem til: nemlig en datter og en svigersøn.” 

“Det kan jo godt være, at jeg slet ikke falder til i hovedstaden - at jeg kommer til at savne Aarhus helt vildt. Men her i livet skal man nogle gange udvise mod og kaste sig ud i noget nyt. Også selv om der er en risiko for, at det ikke holder.” 

A Mano startede på en pudsig måde. I 1998 besluttede Lene og Torsten sig for at ta’ orlov fra deres jobs. I fem måneder ville de udforske Marokko. De havde begge tidligere været i landet hver for sig. Så afsted i en autocamper med deres tre små børn på to, fem og syv år.  

“Fra Spanien sejlede vi over til Marokko. En tur på kun halvanden time. I den første tid var vi almindelige turister.  Vi gav os god tid til at kigge os omkring og opleve. Og uanset hvor vi kom frem, stødte vi på de morokanske puffer, som for længst var blevet umoderne i Danmark.” 

 Turen til Marokko blev i den grad starten på forretningen A Mano i Jægergårdsgade. 

 “Lidt som et eksperiment fyldte vi autocamperen med en masse læderepuffer og brugskunst. Tog dem med hjem fra Marokko for at sælge dem i Aarhus. Mange troede, at vi var blevet total idioter, da vi fortalte, at vi havde planer om at genindføre Marokkopuden i Danmark. Vi blev tudet ørerne fulde med, at puderne kun ville blive en døgnflue.” 

 “Men vi troede fuldt og fast på ideen. Torsten havde været lønmodtager i mange år. Informationschef i Huset på Vester Allé, men han kunne godt tænke sig at få foden under eget bord. At blive selvstændig. Så vi fik et lejemål sat i stand på Jægergårdsgade, og vi åbnede A Mano.”  

Jægergårdsgade i forandring 

At starte butik på Jægergårdsgade for 26 år siden blev af mange betegnet som en direkte dødssejler. 

“Endnu en gang rystede folk på hovedet og spurgte os om, hvad vi havde gang i. Hvad ville vi dog i den gade. Der kom jo ingen mennesker. Dengang var der ikke meget mere end en guitarforretning, et par antikbutikker, to frisørforretninger og Finns Radio.” 

“Men vi troede på mulighederne i Jægergårdsgade. At gaden ville udvikle sig. Og vi fik lykkeligvis ret. I dag er det jo en populær gade.” 

“Vi har også gjort meget for at puste til området. I 10-12 år var Torsten formand for gadeforeningen. Det var ham, der tog initiativ til den årlige markedsdag den første lørdag i maj. Et arrangement, der stadig kører i bedste stil år efter år.” 

 “Vi var optimistiske. Vi turde forfølge en fælles drøm. I starten var vi måske lidt nervøse. Kunne det nu også gå. Men det er jo gået fortrinligt i 25 år. Det siger lidt om, at man ikke altid behøver at være en bangebuks. Dristighed med omtanke kan nogle gange betale sig.” 

En særlig puf 

 “Det kan godt være, at puffen var gået af mode, men da vi begyndte, at vise den frem i vores forretning kom samtalen stille og roligt i gang om den “skøre pude”. Mange kunder havde jo en reference til den hengemte marokkopude, som mange steder var gemt af vejen på lofter og kældre. Men lige så stille kickstartede vi puffen. Ikke alene i Aarhus, men i hele Danmark. Så den kom til at stå i mange tusinde danske hjem.” 

“Og det blev mere og mere omsiggribende. Vores forretning har jo ikke været baseret på salg af tilfældige puffer sendt op fra Marokko. Vi gik efter selv at designe og producere puffen. Torsten fik etableret produktionsenheder i Marokko, hvor vi formede puffen, som vi ønskede den skulle være og dermed forsvare kvaliteten af A Mano Puffen.” 

Efter, hun mistede sin mand, har Lene overvejet om hun skulle sælge ideen med forretningen og varelageret. 

“Der var en køber i kikkerten, men nej. Det føles mere rigtigt for mig og mine tre børn, at vi afhænder forretningen. Jeg skal videre. Jeg er stadig ung. 60 år er jo ikke nogen alder. Jeg ved heller ikke, om jeg kunne holde ud at se andre overtage butikken og ideen. Så jeg siger farvel til et eventyr. For det har lige siden starten for 26 år siden været en skøn rejse at sælge marokanske puder og designmøbler. Det er hjerteblod, jeg siger farvel til.” 

Kogalskab, finanskrise og corona 

At drive forretning er dog ikke bare eventyr, der er altid kriser, som kan ramme uden, man selv kan styre det. 

“I 2001 blev vi ramt af kogalskabs-krisen. Vi kunne ikke få skind fra Marokko. Al skind blev brændt. Gode råd var dyre. Vi måtte være omstillingsparate. Så vi gik så over til at satse på design inden for brugskunst, borde og bordplader. Og det gik godt.” 

“Næste udfordring var finanskrisen i 2008. Men da var vi heldige. Vi fik en kæmpe ordre af Bestseller, som skulle indrette 200 Only Butikker. De valgte os, fordi vi kunne levere marokkanske puffer til deres prøverum.” 

“Endelig var der corona-krisen. I en periode kunne vi ikke holde åbnet. Da måtte vi også ta’ alle vore kreative sanser i brug. Vi opfangede hurtigt, at vi kunne sælge “Take Away”. Vi var som andre forretningsdrivende nødt til at optage de såkaldte corona-lån. Det var hårdt, men vi har tilbagebetalt, hvad vi skyldte.” 

Tak til kunderne  

Kunder danner grundlaget for en butik, og Lene Højriis Hansen glæder sig over de mange søde kunder, som har besøgt butikken igennem de sidste 25 år. 

“Vi har været yderst taknemmelig for den respons, vi har oplevet fra det aarhusianske publikum. Jeg kan blive helt rørt, når kunder fortæller os, at butikken på det nærmeste er gået hen og blevet en institution i Jægergårdsgade. Jeg takker af hele mit hjerte for den gode respons, vi har haft igennem årene. Jeg er ydmyg. Og det er selvfølgelig med blandede følelser, at jeg sammen med mine tre børn takker af.” 

“Nu tegner der sig en fremtid som lønmodtager med en fast månedsløn i en fremmed by. Men jeg får masser af støtte fra mine børn, og så er det heller ikke så dårligt, at kunne komme tættere på de to som bor i København. Og børnebørnene. Så jeg har en tro på, at min nye tilværelse nok skal blive rigtig god. For når man siger farvel til noget, dukker der oftest et nyt eventyr op.”