Kurt kommer forbi... Kristian Østergaard

Tekst og foto: Kurt Leth  

“Jeg føler mig heldig,” siger manden bag det tidligere biludlejningsfirma, Østergaard Biler i Aarhus. Inden han og hans nu afdøde hustru solgte virksomheden til EuropCar, rådede de over 2300 køretøjer med 130 ansatte. Det var en succesfuld forretning, men ikke uden omkostninger for familielivet i form af lange arbejdsdage fyldt med biler. I dag er Kristian Østergaard 95 år, men han lader sig ikke sådan trykke af alderen. For selv om arbejdslivet er droslet ned, så er der stadig fuld gang i den modne herre. 

I fin form  

Hver vinter kaster Kristian Østergaard sig ud i et liv som skiløber et par måneder. Som en anden teenager suser han ned ad de stejle pister i området omkring Saalbach i Østrig. Og når foråret og sommeren melder sin ankomst, sætter han sin båd i vandet og begiver sig ud på små udflugter til Anholt, Tunø, Samsø, Endelave og rundt om Fyn. 

“Jeg sætter stor pris på hver dag, jeg får på denne jord. Og jeg er taknemmelig for det liv, jeg har haft. Jeg kan ikke forlange, at min tilværelse skulle have formet sig på anden vis. Jeg er frisk og rask og har en god fysik. Et par småskavanker har ramt mig, men der er trods alt også grænser for, hvad en mand i min alder kan forlange.” 

“Jeg må have nogle gode gener. Om forklaringen er, at jeg prøver at leve sundt, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg kan fortælle så meget, at jeg var 26-27 år, før jeg spiste mit første stykke kød. Det var da jeg mødte min hustru Grete, og der gik lige så lang tid, før jeg drak øl, vin og spiritus.” 

“Hjemme spiste vi ikke kød. Når vi deltog i familiefester, siede vi kødbollerne i suppen fra, ligesom vi heller ikke spiste kødet i hovedmåltidet. Til gengæld var vi storspisere af kartofler og alle slags grøntsager.” 

“Det var først og fremmest min far, der var grebet af at være vegetar. Han var i det hele taget ikke som de fleste. Han var også afholdsmand. Ikke fordi han var specielt religiøs. Han havde bare nogle principper, som smittede af på mig.”  

En grøn fremtid 

“Min far ville heller ikke have, at jeg skulle gå i folkeskole i de første år. Det var noget med, at han ikke kunne lide en af lærerne, fordi han gav klø. Så fra 1. til og med 4. klasse underviste min far mig, men kun om vinteren. Om sommeren var der skolefri. Da hjalp jeg min far i gartneriet. Først da jeg skulle i femte klasse, kom jeg i skole uden for hjemmet. Og jeg må give min far ros for det arbejde, han udførte med mig. For da jeg så endelig kom i en almindelig skole, havde jeg nemt ved at følge med.” 

Kristian Østergaard kom efter syvende klasse i lære som gartner. Hjemme hos faderen. Der blev han, indtil han blev 18 år. 

“Det var et fag, jeg var fortrolig med, og som jeg følte ganske interessant, fordi jeg kendte til det fra barndommen. Fremtiden var sat. Planen var, at jeg skulle have et liv i gartnerfaget. Det ændrede sig, da jeg blev 24-25 år.” 

Bilerne vandt 

For det blev bilerne, der fik taget i Kristian og hans hustru Grete. Og starten på virksomheden var noget speciel.  

“Vi var fem unge, der ville ud at have en på opleveren, så vi lejede en lille folkevogn og kørte til Harzen. Det var i 1953. Den rejse gav os ideen til vores firma. Da vi kom hjem, regnede Grete og jeg på, om det kunne betale sig at købe en lille folkevogn for at leje den ud og besluttede at kaste os ud i det.” 

Det var samtidig i den periode, at flere og flere ønskede sig et kørekort. Så Kristian uddannede sig til kørelærer. På den måde kunne han tjene penge til anskaffelsen af flere biler. Så i starten havde det unge par både et lille udlejningsfirma og en køreskole. 

Ikke omkostningsfrit 

Hustruen Grete stod for regnskaberne, og Kristian Østergaard købte og solgte bilerne.  

“Jeg var heldig at have et rigtig godt samarbejde med min hustru Grete. Uden hende ved siden af, var det aldrig gået. Og stille og roligt voksede firmaet.” 

“Vores liv med udlejning af biler blev intet mindre end fantastisk, men vi kom heller ikke sovende til vores succes. Virksomheden med at lejre biler ud tog jo næsten al vores tid og kræfter, mens børnene var små. Da jeg fejrede min 50-års fødselsdag holdt vores ældste datter en tale, hvor hun beklagede sig over, at det femte barn havde taget al opmærksomheden.” 

“Jeg må sande, at det er der meget om; fx kunne det ske, at vi glemte at hente børnene i børnehaven. Ikke noget at prale af. Vi snakkede om biler altid. Jeg er stolt af, hvad vi præsterede med virksomheden, men omvendt så havde vi alt for travlt. Det kan jeg godt spekulere over og blive ked af, når børnene i dag fortæller om, hvordan de oplevede deres barndom.” 

Husk det gode 

Kristian Østergaard har fire børn, som har beriget ham med 10 børnebørn. Flere af dem bor lige om hjørnet, men for 18 år siden mistede han sin hustru Grete. 

“Jeg blev ramt af sorg. Det er ikke, fordi jeg er speciel religiøs, men nogle måneder efter min hustrus død, deltog jeg i en allehelgensgudstjeneste, hvor man mindes de døde. I den forbindelse læste en skuespiller nogle meget smukke digte op. Efter at have lyttet til dem og senere læst dem grundigere igennem, fandt jeg et værktøj til at bearbejde sorgen. I stedet for at være fyldt op af forbitret sorg sagde jeg til mig selv: Græd ikke, fordi det er forbi. Men tænk på det gode, vi havde haft sammen.” 

Din tidshorisont? 

“Når jeg taler med mine rådgivere om investeringer og den slags kan de finde på at spørge: Hvad er din tidshorisont? Et lidt penibelt spørgsmål. For hvem ved, hvornår man skal dø? Jeg svarer, at jeg satser på at blive 105 år. Det vil sige, at der måske er 10 år tilbage på kontoen. Og hvis jeg er heldig, er der måske yderligere et par år.” 

Sammen med kæresten Birgit føler Kristian Østergaard sig i godt selskab. De har kendt hinanden i 15 år. Birgit er 19 år yngre end ham og bor i Taarbæk ved København. Her har hun sit netværk, børn og børnebørn, men i weekender og i ferier er de sammen. 

“Hun er altid sød og holder mig ud, når jeg er besværlig.” 

Men ensomheden kan alligevel godt strejfe ham. 

“Når man befinder sig i midten af halvfemserne, dør mange af ens venner og bekendte. Før i tiden kendte jeg de fleste mennesker her på vejen. Det gør jeg slet ikke mere. Nye og yngre mennesker er flyttet til, og jeg befinder mig et andet sted i livet, end de gør.” 

“Jeg går nu ikke så meget op i det med døden. Jeg spekulerer mere på at have det godt med mig selv og mine omgivelser, så længe jeg lever. Hvis jeg skal være ærlig, så bekymrer det mig mere, hvis jeg en dag ikke kan køre bil længere. Så skal jeg nok til at finde mig en mindre bolig tæt på bymidten. Men indtil videre har jeg ikke noget at klage over. Jeg føler mig i den grad heldig. Jeg giver ikke afkald på ret meget og kan det meste af, hvad der hører til et godt liv.”