Kurt kommer forbi... Ken Leschley

Tekst og foto: Kurt Leth

Han var en ung fremadstormende iværksætter. Indtil for 15 år siden ernærede han sig som indehaver af to trælasthandler i Egå og Aars. Og han var på vej til at åbne en tredje virksomhed. Alt gik derudad. Kone, børn, villa. Det hele spillede. Men så indtraf tragedierne. Den ene efter den anden. Og han sadlede sit liv helt om for at komme væk fra det hele. Han solgte på det nærmeste alt, hvad han ejede. Og i dag bor han i sin tomasters båd. Den har været hans hjem i de sidste 15 år.

I kræftens skygge

Jeg besøger 64-årige Ken Leschley i hans husbåd. For tiden ligger den i Snaptun Lystbådehavn i Horsens Fjord. Pladsen er trang, men her er hyggeligt. 30 kvadratmeter er, hvad han råder over. Der er en stue med et lille bord. To rum - et i agter og et i stævnen af skibet. Det er alt.

Når Ken har valgt en båd, er det ikke, fordi han er tvunget til det økonomisk. Det skyldes udelukkende, at sådan har han valgt at leve:

“I forsøget på at komme på afstand af en lang række tragiske hændelser, vendte jeg snuden ud på vandet - ud til den fri natur.”
Kens historie er i sin barske enkelthed den, at cancer har taget pynten af hans liv. Otte mennesker i hans nære familie er blevet ofre for cancer. I de sidste 23 år har han befundet sig i kræftens skygge. Selv er han blevet ramt af lungecancer og har fået fjernet halvdelen af den ene lunge. Det gør, at han lever i en sårbar situation og skal gå til livsvarige scanninger hver tredje måned.
“Det vænner jeg mig aldrig til. Her er der ikke noget, der hedder rutine. Jeg har fået besked på at i tilfælde af tilbagefald, er løbet kørt. Jeg er hunderæd, hver gang jeg skal have resultatet af en scanning.”

Titel som hjemløs

I de sidste mange år har han boet i forskellige havne i Østjylland. Først fem år i Egå Marina, dernæst fem år i den gamle lystbådehavn i Aarhus. Så fulgte nogle år i Horsens Lystbådehavn og nu på fjerde-femte måned i Snaptun Lystbådehavn i Horsens Fjord.

“Her er ikke plads til at hænge billeder af mine mistede familiemedlemmer på væggene. Ej heller små overflødige ting. Det handler om enkelthed på alle måder. Det er sådan, jeg kan lide at leve mit liv. Der er ikke tre habitter i klædeskabet. Jeg har faktisk kun to sæt tøj. Til gengæld har jeg frihed til at leve det liv, jeg gerne vil.”

Bliver du aldrig fristet til at udskifte båden med et traditionelt parcelhus?

“Nej, efter alle de tragiske hændelser, jeg har været ude for i mit liv, trængte jeg virkelig til at leve på en ny og anderledes måde. Jeg er færdig med hus, have, Volvo og carport. I stedet har jeg kæmpet for at blive fri som fuglen. At leve som dansk standard er definitivt slut for mig. At se på et lækkert parcelhus, siger mig ikke noget. Lidt mærkeligt, idet jeg jo er uddannet tømrer og bygningskonstruktør. Jeg kunne selv tegne og bygge mit drømmehus, hvis jeg ville. De drømme eksisterer bare ikke mere.” 

“Jeg bor lidt som sigøjneren. Når jeg er træt af at bo det ene sted, flytter jeg til en ny havn.”

Det betyder, at Ken er uden fast adresse, og at myndighederne derfor kalder ham for hjemløs. 

Naturen som psykolog 

At være i nær kontakt med naturen er blevet en meget vigtig del af Kens liv: 

“Det er min meditation. Det er den, der gør, at jeg kan overleve. Den er blevet min psykolog. Der, hvor jeg søger fred og ro, og det indfinder sig hver gang, jeg træder ombord på min båd.” 

“Mit liv er langt fra blevet, som jeg havde forestillet mig. Nedturen startede for alvor, da min kone, Karen, blev ramt af kræft. I fem år gik hun ud og ind af sygehuset. Vi levede i håbet, men til sidst måtte vi give op. Karen døde, og der stod jeg alene med to børn på 13 år og 16 år.” 

“Jeg var gift med verdens bedste kvinde. Hun tog sig af alle de hjemlige pligter. Noget så simpelt som at lave frikadeller anede jeg intet om. Og hvad var et forældremøde for noget? Nu skulle jeg til at sætte mig ind i ting, som jeg ikke vidste en døjt om. Da Karen blev syg, afhændede jeg mine virksomheder og blev fuldtids sygeplejerske. Jeg satte mig ind i alt om den forbandede sygdom.” 

“Jeg havde den holdning, at ingen psykolog kunne hjælpe mig. Det gjorde, at jeg stod alene med det hele. Men at jeg ikke opsøgte hjælp, har ikke været den klogeste disposition, jeg har taget.” 

“Heldigvis har jeg været i stand til at bruge mine fritidsinteresser som vandsport, svæveflyvning og selvforsvar til noget konstruktivt. Op til Karens død startede jeg helt i det små Aarhus Vandsportscenter op. I stedet for at ynke mig selv, valgte jeg at bruge lidt af den sparsomme tid på noget andet end sygdom. På noget jeg brændte for. Og stille og roligt blev hyggevirksomheden med mine fritidsinteresser til et fuldtidsjob.”

Ken underviser i dag i vandsportsaktiviteter, og samtidig udlejer han kano, kajakker, padleboard og joller. Ligesom han holder arrangementer for firmaer og polterabender til søs. 

Frihed fremfor alt 

Hvordan ser du dit liv i fremtiden? 

“Jeg har lært, at vi ubetinget har verdens bedste sundhedsvæsen. Uden et dygtigt sygehuspersonale havde jeg været død for længst. Og
selv om fremtiden har set sort ud, så er der kommet et lys forude. Jeg har mødt en fantastisk kvinde, som har fået mig til at se tilværelsen
på en ny og mere konstruktiv måde.”

Skal du så alligevel tilbage til hus, have og Volvo?

“Nej, det er bestemt ikke planen. Men måske køber jeg en lidt større husbåd. For friheden til søs er kommet for at blive.