Gå til hovedindhold
Kurt kommer forbi

Kurt kommer forbi... Johann August

Johann August er historien om den hollandske sømand, der kalder Danmark sit hjem, og hvis skæbne er uløseligt forbundet med havet. Det er en historie om kærlighed og smerte, om overlevelse og ikke mindst om modet og lysten til at ville livet - med alt, hvad det indebærer.

Indhold

    Tekst og foto: Kurt Leth m.fl.

    Han er en både sej og sympatisk fyr, 91-årige Johann August. Han har tilbragt mere tid på havet end de fleste og kender om nogen bølgernes rytme, mørkets stilhed og havets luner. Som hollandsk sømand kom han til Danmark for 57 år siden. Han blev dansk statsborger, og fik den ære at indkassere en kongelig fortjenstmedalje efter 50 års virke i samme rederi.

    Men baggrunden for rejsen til Danmark er dyster.

    Født på havet

    Johann August er født på et skib i Haag i Holland. I de første syv år boede han sammen med sin mor og far på skibet. Forældrene levede af at sejle rundt med fragt mellem Holland, Tyskland og Frankrig. Med moderen som styrmand og faderen som kaptajn. Efter at have levet de første syv år på havet kom Johann August i skole. Moderen gik i land, mens faderen fortsatte med at sejle fragt. I skolen var det imidlertid ikke bøgerne, der trak. Johann August var mere til praktisk arbejde, så da han blev 16 år, kom han med sin far ud at sejle fragt til europæiske havne. Årene gik og teenageren blev voksen på havet i et job, som passede ham godt. Men intet kunne forberede ham på den nat i december i 1960, hvor han som 26-årig ubarmhjertigt fik revet sit liv fra hinanden.

    Skæbnenatten 

    “Jeg var 26 år. Min far og jeg havde lastet NATO-ammunition - ubrugt krigsvåben ved Hamborg. Vi var sejlet ud i Tyske Bugt for at dumpe det i nærheden af kysten ikke så langt fra Flensborg. Der var tale om en manøvre, vi havde gjort i flere år.”

    “Vi skulle losse 150 tons af den forældede NATO-ammunition, men vi var ikke mere end lige gået i gang, førend alt gik galt.” “Der lød et øredøvende brag. Jeg væltede omkuld. Jeg kunne intet se. Jeg råbte alt, hvad jeg kunne på min far. Men jeg fik intet svar.”

    Røgen stod som en tæt tåge. Da den lettede, kunne Johann August skimte månen, og han kunne se båden synke. Han stod nu i vand til benene. Hans far var væk.

    “Jeg nåede at finde en lommelygte, så jeg kunne se til at skære redningsbåden fri. Jeg kastede mig i den, alt imens jeg kunne se skibet synke yderligere. Min far var væk. Jeg overvejede ikke at springe i vandet for at finde ham. For jeg kunne ikke svømme. Hurtigt blev det en realitet for mig, at min far var omkommet ved eksplosionen.”

    Klokken var 1 om natten.

    “I redningsbåden stod jeg kun iført lange forrevne underbukser. Alt mit tøj var flænset op på grund af eksplosionen.”

    Pengekassen som Johann fik med sig, har han stadig som et minde hjemme i huset i Holme.

    36 iskolde timer

    Det blev til 36 ensomme timer i en jolle. Uden mad og drikke. Alt imens Johann August drev med strømmen, råbte han til forbipasserende skibe og blinkede med sin lommelygte. 

    “Men jeg blev ikke set. Og der kom mange skibe forbi. Ret tæt på endda. Efterhånden som tiden gik, blev jeg mere og mere tørstig.”

    Heldigvis begyndte der at falde hagl. Og lykkeligvis havde Johann August, inden han forlod den synkende båd, tømt familiens pengekasse for papirer og lidt småpenge.

    “Pengekassen brugte jeg til at samle hagl. Det blev mit drikkevand. Uden drikkelse havde mit liv været i fare. Halvandet døgn alene i en lille redningsjolle er meget lang tid.”

    “Jeg tænkte på, om hjælpen mon nogensinde kom. Men pludselig ud af ingenting dukkede en tysk fiskekutter op. Styrmanden på fiskekutteren havde fået øje på mig."

    Redningen

    Stærkt forfrossen og forbrændt flere steder på ben og hænder blev Johann August bragt i sikkerhed på det tyske skib. Han blev sejlet i land og bragt på det nærmeste sygehus på Helgoland.

    “Læger og sygeplejersker sørgede for, at jeg fik varme i kroppen. 36 timer i decembers kolde vand var ingen spøg. Kulden bed unægtelig og tærede organismen.” 

    “Og tænk sig: dagen efter mit livs mest forfærdelige oplevelse, fik jeg på hospitalet besøg af skipperen fra den båd, som reddede mig. At få sagt ordentlig tak til de mennesker, som havde fået øje på mig ude i vandet, var godt for mig. For uden deres indsats havde jeg ikke været her i dag.”

    Hvad tænkte du, da du lå i redningsbåden og din far var væk?

    “Det var rent kaos i mit hoved. Ubeskriveligt. Samtidig med, at jeg kæmpede for mit eget liv, havde jeg mistet min far, som jeg så meget op til. Det var midt om natten. Månen gav et lys, som gjorde, at jeg kunne se vores skib synke mere og mere. Med lommelygten lyste jeg ned i vandet i håb om, at min far ville være der. Men han var væk. Jeg fandt ham aldrig.”

    Du siger, at du ikke overvejede at springe i vandet og lede efter ham. For du havde aldrig lært at svømme. Det på trods af, at du de første syv år af dit liv boede på dine forældres båd?

    “Ja, forklaringen er den, at vores badestrand derhjemme var lukket af tyskerne, da jeg var barn. Det var i krigens tid. Så jeg fik desværre aldrig lært svømmetagene. Skæbnesvangert. Ja. Men det var sådan, det var.”

    Én gang sømand... 

    Man skulle tro, at en mand, der har overlevet en eksplosion og mistet sin far til havet, ville søge væk fra livet til søs. Men ikke Johann August.

    “Selvfølgelig var det hårdt at miste min far fra det ene sekund til det andet. Men jeg måtte videre. Heldigvis havde jeg stadig min mor og min bror.”

    “Og jeg har ikke ét sekund overvejet at droppe havet. Godt nok kom jeg yderligere i vanskeligheder efter den skæbnesvangre eksplosion. For i forbindelse med eksplosionen mistede jeg en del af min hørelse, som gjorde, at jeg ikke længere måtte sejle som styrmand i Holland."

    Men Johann ville for alt i verden ud at sejle igen, og han fandt ud af, at i Danmark var reglerne tilsyneladende mere lempelige. Så han forlod Holland og fik job hos Peder Madsens Rederi i Danmark.

    Dansk kærlighed

    Efter et par år i Danmark lagde skibet til i Aarhus Havn i forbindelse med julen, så besætningen kunne holde jul i land.

    “Her mødte jeg Anna Grethe - en skøn kvinde, som jeg var gift med i 42 år.”

    Sammen byggede de to et liv op i Ry, og siden i Holme. Hun gav ham ro, glæde og tro på livet.

    “Desværre mistede jeg hende til kræft for otte år siden. Det var hårdt at opleve hende alvorligt syg, og det er et stort savn og en sorg at have mistet hende.”

    En seniorsejltur

    I dag lever Johann alene i et hus i Holme. Og selvom han bor et stykke vej fra kysten, kan han ikke undvære havet. Derfor købte han som 84-årig en båd hjemme i Holland. 

    “Jeg var nede at besøge min lillebror i Holland. Dér fik vi øje på et skib. Min bror sagde: 'Det er lige et skib for dig.' Og det var det.”

    Sammen med sin lillebror på 75 år sejlede Johann skibet hjem til Danmark. Det tog en uges tid at bringe båden de ca. 1.000 km hjem til havnen i Norsminde.

    “Det var noget af en tur for sådan et par ældre herrer som os. Spændende var det, fordi vi jo ikke kendte båden. Hvad kunne den præstere? Den kunne jo have nogle dårligdomme? Men heldigvis gik alt godt. En skøn tur, som jeg mindes med stor glæde.”

    Noget at stå op til

    Med båden har Johann August fundet fodfæste igen.

    “Båden har forandret mit liv til det bedre. Det er som om, at jeg har fået en kæreste.”

    “Jeg har det ligesom bondemanden, der elsker sine dyr. Jeg elsker min båd. Jeg tager til Norsminde alle de dage, vejret er godt. Enten tager jeg ud at sejle, eller også roder jeg med et eller andet. Med sådan en ældre dame er der altid noget at reparere på.”

    “Det er godt for sådan en 91-årig som mig, at jeg har noget at stå op til. Båden holder mig i form. Jeg står helst aldrig stille. Jeg skal have noget at rode med. Er det ikke båden, der trænger til en tur, så er det huset hjemme i Holme.”

    Johann nøjes ikke med at sejle småture i og omkring Aarhusbugten. Nej, to gange har han tilbagelagt en både spændende og smuk sejltur igennem Limfjorden fra Hals til Thyborøn. Den ene gang sammen med sin lillebror.

    “Skibet skal jo bruges, og jeg har det godt, når jeg mærker bølgernes rytme og havets luner.”

    Livet er ikke det værste...

    Et skår i Johanns liv var dog, da han for et lille års tid siden ikke længere måtte køre bil på grund af dårligt syn på det ene øje.

    “Jeg måtte af med kørekort og bil. Selvfølgelig er det ærgerligt, men heldigvis kunne jeg i stedet købe en tuk tuk-knallert. Med den er jeg i stand til at køre mellem Holme og Norsminde. Godt nok tager det knap en time hver vej. I modsætning til 20 minutter i bil.”

    “Men ved du hvad, jeg må tage det som en mand. Jeg har været ude for værre ting i mit liv. Min tilværelse står ikke og falder med, om jeg kører almindelig bil eller tuk tuk.”

    “Så selvom jeg har været ude for en del modgang, er livet ikke det værste man har.”

     

    Sidst opdateret: 13. maj 2026