Kurt kommer forbi... Jane Møller

Tekst og foto: Kurt Leth

Jane Møller kommer fra Mauritius i Det Indiske Ocean, cirka 900 kilometer øst for Madagaskar. Hun kom til Danmark som 18-årig og blev. Det var ellers slet ikke planen, at hun ville slå sig ned i vores lille kongerige. Men nu har hun boet i Danmark i de sidste 57 år, langt de fleste af årene i Aarhus.

“Danmark skulle blot have været et spændende besøg på en gennemrejse til England,” fortæller Jane.

Sagen var den, at Jane ville besøge sin danske penneven Ib Woldenhof fra Egtved, inden hun fortsatte rejsen til England.

"Jeg var 15-16 år, da Ib og jeg begyndte at skrive sammen. Min penneven fra Danmark ville gerne blive bedre til engelsk og fransk, sprog som jeg kunne flydende, fordi vi på Mauritius er tresprogede. Vi taler engelsk, fransk og vores eget kreolsprog.”

“Det var ikke, fordi vi skrev sammen særlig ofte. Måske to-tre gange om året. Men en dag blev vi begge opsatte på at mødes personligt. Jeg var lige fyldt 18 år og havde besluttet mig for at forlade min familie og mit land for at uddanne mig til sygeplejerske i London. Da jeg kendte Ib fra vores brevskrivning, lå det lige til højrebenet at mellemlande i Danmark på vejen til England.”

Dansk bondesamfund

I Danmark mødte Jane Ib for første gang, men også hans mor Jensine, som drev et lille landbrug alene, fordi hendes mand var død.

“Jeg fandt hurtigt ud af, at Jensine var en yderst sej kvinde. Og så var hun enormt gæstfri og elskværdig. Jeg fik lov til at arbejde hos hende på trods af, at jeg ikke kunne et ord dansk. Jeg lærte, hvad den danske bondekultur rummede på den tid. Postbuddet, der kiggede ind, og nabokonen, der kom til kaffe. Jeg var med på mejeriet og så, hvordan Jensine lavede blodpølse. Det havde jeg godt nok aldrig set før. Og så tjente jeg samtidig en lille skilling og lærte stille og roligt dansk.”

Kæresterier

Ib læste på Handelshøjskolen i Aarhus og kom kun hjem til sin mor i weekenderne.

“Og så tog vi på ture rundt i Danmark. Vi var stadig kun venner, men en dag - cirka fire måneder efter min ankomst til Danmark - friede han til mig. Og da jeg kunne lide ham, sagde jeg ja, og ret hurtigt derefter blev vi forlovede.”

Et år senere blev de to pennevenner fra hver deres verdensdel gift. De blev smedet sammen i den katolske kirke i Kolding, for Jane er katolik. Hverken Janes forældre eller søskende deltog i bryllupsfestlighederne, dertil var en rejse til Danmark alt for dyr.

Hvordan reagerede dine forældre og søskende på, at du forlod Mauritius?

“Dengang bød Mauritius kun på en dårlig fremtid for os unge. Mulighederne var små. Jeg havde lige bestået det, der nok er lidt bedre end en dansk studentereksamen, men vi havde intet universitet på Mauritius. Skulle du læse videre, foregik det i England eller Frankrig, som vi havde samarbejde med.”

“Havde jeg været ung i dag på Mauritius, var jeg helt sikkert blevet. For i dag er mit hjemland fyldt med en masse muligheder. De unge af i dag ser gode muligheder i at blive og kun få drager væk.”

Men var det ikke både underligt og svært at sige farvel til familien?

“Det spørgsmål er jeg ofte blevet mødt med, men når man er en søskendeflok på ni, er ens tilhørsforhold til ens forældre måske heller ikke helt så tæt, som hvis du befandt dig i en familie med kun to børn.”

Kernefamilien

Efter bryllupsklokkerne havde ringet i Kolding, flyttede Jane og Ib til Aarhus. De fik to døtre, Jeanette og Kristina.

I den første tid boede de flere steder i Aarhusområdet, blandt andet i Gellerupparken. Jane fik forskellige jobs, og sideløbende lærte hun sig det danske sprog.

Alt så idyllisk ud, men efter seks år blev Jane og Ib skilt.

“Jeg var stadig ung og ville gerne ud at opleve Aarhus og Danmark. Min mand, der uddannede sig til revisor, var mere til stille sysler. Han var et meget ordentligt menneske. Ikke et ondt ord om ham. Han døde for en del år siden. Vi var blot to modsætninger. Jeg var begyndt at møde en masse sjove piger på min egen alder, som ofte inviterede mig med i byen om lørdagen. Og jeg havde jo ikke rigtig været ung. Så vi blev skilt. Det var ikke nemt, men det er det jo aldrig, når børn skal deles.”

Et nyt liv

Som 25-årig alenemor til to små piger gik Jane i gang med at uddanne sig. Først på handelsskole, senere på handelsgymnasium, for til sidst at få et job som boghandler i Akademisk Boghandel på Aarhus Universitet, hvor hun arbejdede i 14 år. På et tidspunkt mødte hun den charmerende aarhusianske frisør Henning Møller:

“Vi var begge to forholdsvis nyskilte og blev kærester. I ham fandt jeg det, jeg lidt savnede ved min første mand. Henning var fyldt med sjov og ballade. Altid i godt humør. Vi gik rigtig godt i spænd, og vi blev gift 10 år efter vores første møde.”

Familie og sorger

Livet tegnede lyst, og i sommeren 1993 bestod Janes datter Kristina sin studentereksamen med ungdomslivet foran sig.

“Vi var parate til at nyde en velfortjent sommerferie, og så blev Kristina pludselig syg.”

Lægerne mente, at det var leverbetændelse. Men nej, leveren var stået af.

Den 8. juli fik hun en ny lever fra en svensk donor, men mindre end en måned senere døde hun af en blodprop i lungerne.

“Det var forfærdeligt. Denne dejlige pige. Hun havde aldrig været syg før. Og pludselig var hun der ikke mere. Jeg, hendes storesøster Jeanette og Henning var i totalt chok.”

For fire år siden mistede Jane også sin mand Henning. Han blev 78 år.

“Desværre var han for en halv snes år siden så uheldig at snuble i det sneglatte føre udenfor vores hus. Han slog hovedet ret så alvorligt og fik ikke den rigtige lægehjælp hurtigt nok. Det bevirkede, at han i sine sidste leveår mistede sin empati, som udløste kraftige humørsvingninger og gjorde hans liv svært. Og så en dag, da jeg kom hjem fra arbejde, lå han livløs på stuegulvet. Han havde været død i flere timer.”

“På ny var jeg ramt af savn og sorg.”

Men Jane har alligevel fundet styrken til at komme videre.

“Jeg har min dejlige familie. Jeanette er godt gift og har skænket mig tre skønne børnebørn - to piger og en dreng. Jeg elsker dem og har lykkeligvis god kontakt med dem.”

Litteraturens glæder

De sidste 34 år har Jane arbejdet som boghandler hos Gads Boghandel på Strøget - det der i dag hedder Bog og Idé. Selv om hun har rundet de 75 år, og mange måske nok vil synes, at hun med god samvittighed kunne gå på pension, så ligger det ikke som det første.

“Det er nu lidt for tidligt. Jeg er glad for, at jeg har mit arbejde i boghandlen. Her møder jeg en masse dejlige mennesker og søde kolleger. Flere af kunderne har jeg kendt i mange år. Så på den måde er jeg ikke ensom. Samtidig har jeg nogle dejlige venner. Vi besøger hinanden. Efterhånden som tiden er gået, befinder jeg mig et godt sted i livet. Men jeg savner nu både min datter og Henning, som var god for mig i mange år, indtil hans helbred begyndte at knirke."

“Jeg kan godt lide at have noget at stå op til om morgenen, men jeg trapper ned i mit arbejde nu. Så der bliver mere tid til min familie og venner, plus at jeg i højere grad kan nyde min dejlige have, som jeg elsker højt. Og med lidt mere tid til private sysler kan det da også godt være, at jeg kan komme hjem til Mauritius lidt oftere.”